Held i uheld

Ferien

Manden bestilte en sort kaffe til sig selv, og en kop te til mig. Vi fandt et bord, og jeg tog en slurk af min te. Jeg kunne mærke, hvordan varmen fra teen langsomt kom ud i min krop, og inden for kort tid slappede jeg af. Noget jeg ikke havde gjort i rigtig lang tid. Vi sad begge to i stilhed. Engang imellem kiggede jeg hen på ham. Han var utrolig flot, og klædt i et dyrt jakkesæt. Grayson gik også altid klædt i dyre jakkesæt, men det her så endnu dyrere ud. Han var sikkert en stor kanon i en eller anden virksomhed.
"Nåh.." sagde han, og afbrød stilheden. "Fortæl mig så; hvad har været årsag til, at dine dage har været så forfærdelige?" Jeg stirrede på ham. "Øhm... Jeg ved ikke.. øh, det er bare fordi.. Jeg kender dig jo ikke, og det ville være lidt underligt at fortælle mine problemer til en fremmed", sagde jeg til ham, og kiggede ned i bordet. "Jaså", sagde han og fortsatte; "Måske vi skulle introducere os til hinanden, så? Så vil du måske føle, at jeg er mindre fremmed". Måske ville det ikke være så dum en idé. Altså, godt nok vil han stadig være en smule fremmed, men det ville også være rart at komme ud med tingene. "Okay. Mit navn er Savannah. Jeg er journalist", sagde jeg, og kiggede på ham. Goddag, Savannah. Mit navn er Drake", sagde han i en meget professionel tone. "Sådan. Nu har vi introduceret os for hinanden. Nu kan du godt fortælle", sagde han roligt. "Okay. Men husk på, du bad selv om det", sagde jeg og begyndte.

"Min forlovede, Grayson, og jeg skulle på en utrolig romantisk ferie i Grækenland i to uger. Det hele startede så godt ud. Vi boede det smukkeste sted. Hotellet var fantastisk, og fra værelset havde vi udsigt ud over det smukkeste blå hav med klipper og træer omkring. Det hele var så idyllisk og romantisk. Vi fik vidunderlig mad hver aften, gik hyggelige ture, og nød champagne i den udendørs jacuzzi, som hørte til værelset. Jeg var i den syvende himmel. Jeg var lykkelig og alt var perfekt - lige indtil vi stødte på en ung kvinde ved navn Giselle Devan". Jeg kunne ikke lade være med at skære ansigt, da jeg nævnte hendes navn. Giselle var en ung og gudesmuk kvinde. Hun havde det flotteste og mest glansfulde rødblonde hår. Det var som taget ud fra en hårreklame. Hendes øjne var helt blå, og funklede som ædelsten. Udover det perfekte hår, og de funklende øjne, så havde hun også en krop som en supermodel. Den krop man forsøger at få ved at prøve utallige slankekure, men som man inderst inde godt ved, man aldrig nogensinde får. Hendes hud var solbrun, og hun havde selvfølgelig en rød bikini på, der fik hendes bryster til at se kuglerunde ud. Kort sagt; hun var perfekt. "Hun smilede én gang til Grayson, og så var han helt solgt. Vores ferie var stadig fuld af romantik - jeg var bare ikke en del af det. Efter Grayson havde kendt Giselle i tre dage, droppede han mig. Her kan man tænke, at de næste to uger ville være rigtig akavede, nu hvor jeg teknisk set var på ferie med min eks-forlovede. Men heldigvis blev den ikke mere akavet. Grayson havde nemlig været så sød, at købe en flybillet til mig, så jeg slap for at blive i Grækenland", fortalte jeg, og fortsatte; "Det gjorde det ikke meget bedre, da jeg fandt ud af, at Grayson havde købt billetten samme dag han mødte Giselle. Jeg blev endnu mere knust, og græd hele vejen hjem. Grayson forsøgte ikke engang at komme med nogle ordentlige undskyldninger for at blive oppe om aftenen. Han havde en affære med hende helt åbenlyst, og var ligeglad med mig".
Jeg kunne mærke tårerne presse på. Det hele havde virket så surrealistisk, men nu hvor jeg sad og fortalte om det, gik det langsomt op for mig, at det altså virkelig var sket. Jeg hader Grayson så meget. Jeg hader ham for, at have en affære med en kvinde på 23 år, og ikke engang forsøge at skjule det, på vores ROMANTISKE ferie. Jeg hader Giselle for ikke at afvise ham, men han er selvfølgelig meget rig, og hun slog mig gold digger-typen, så selvfølgelig kunne hun ikke sige nej til ham.
"Turen hjem i flyet var heller ikke særlig rar. Jeg kæmpede med at holde mine tårer inde. Kabinepersonalet var sure, så da vi endelig landede, skyndte jeg mig bare ned for at hente min bagage.. men den dukkede aldrig op. Så her jeg. Droppet af min kæreste gennem fem år, og uden det meste af mit tøj". "Hmm..." startede Drake. "Kan du så ikke bare begrave dig i arbejde? I journalister har jo meget at lave. I blander jer jo altid i ens privatliv", sagde han tørt. "Jeg er ikke den slags journalist!" sagde jeg spidst. Drake løftede panden. Han så en smule overrasket ud. Måske skulle jeg have sagt det på en pænere måde, men sagen er bare den, at jeg hader at blive sammenlignet med en sladderjournalist. "Jeg vidste ikke, at der fandtes andre slags journalister", sagde han rolig. "Der findes mange slags", sagde jeg og smilede. "Javel. Hvilken slags journalist er du så?" "Jeg er sådan en, der skriver om andre menneskers lykke", sagde jeg stolt. "Andre menneskers lykke?" Drake kiggede en smule skeptisk på mig. "Jeg skriver om bryllupper, okay?" sagde jeg, og kiggede ned i bordet. "Aaah... Så må du næsten være en håbløs romantiker, hvis du kan holde ud at skrive om sådan noget hele tiden", sagde han drillende og smilede til mig. "Lidt er man vel altid", sagde jeg og fortsatte; "Men jeg har faktisk ikke noget imod at skrive om andres lykke", sagde jeg, og sukkede. Det var egentlig ikke min mening at sukke, men tanken om at skulle vende tilbage til mit arbejde efter min helvede af en ferie, virkede ikke særlig appellerende lige nu. "Og alligevel virker det ikke som om, du er helt glad for dit arbejde", sagde Drake. Jeg tog en dyb indånding. "Det er ikke mit arbejde, jeg ikke er glad for. Det er min arbejdsplads. Min chef er en tyran, som altid er efter mig, og fortæller mig, hvor uduelig jeg er", sagde jeg og fortsatte; "Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at Melody hele tiden får mig til at ligne en idiot foran ham". Jeg skar en grimasse. Jeg hader virkelig Melody Summers. Pigen med det perfekte blonde hår, og de store blå øjne (personligt synes jeg, at hendes øjne er for store til hendes hoved). Melody er på Mr. Fletchers gode side, og får lov til at kalde ham Dalton - ikke at jeg er skuffet over det. Jeg kalder ham bare noget andet så... når han ikke er til stede. Melody gør alt perfekt - jeg gør alt forkert. Melody får alle de luksuriøse bryllupper med goodie-bags og fri bar - jeg får alle bryllupperne med skrigende babyer og fulde onkler.

"Din chef kan umuligt være den skarpeste kniv i skuffen, hvis han ikke kan gennemskue denne Melody", sagde Drake og smilede til mig. "Gid det var sådan, men det er faktisk sådan, at min chef er en af de skarpeste journalister i landet. Han har vundet mange priser, og har en høj IQ. Så han er alt andet end dum". Jeg kiggede fra min te og op på Drake. Hans ansigt havde skiftet fuldstændig udtryk. Før så han så rar og rolig ud, nu så han kold ud. "Hvem er din chef?" Sagde han lavmælt. "Dalton Fletcher", svarede jeg. Drakes ansigt isnede endnu mere. Jeg har aldrig set en se så kold ud. Der var pludselig noget skræmmende over ham. Han rejste sig meget brat op. "Beklager, frøken, men jeg er desværre nødt til at forlade Dem ... med det samme", sagde han, og satte sin stol ind. Så gik han med hastige skridt hen mod udgangen, og endnu engang sad jeg tilbage. Helt mutters alene.

Jeg bundede resten af teen i min kop og tog fat i min taske. Selvom teen havde hjulpet lidt, og jeg var faldet lidt mere til ro, så vidste jeg inderst inde godt, at jeg havde brug for noget stærkere til at dulme følelserne. Jeg havde brug for en drink – en stærk en -, og der var kun et sted, jeg havde lyst til at være lige nu; The Jolly Fellowship. Jeg skyndte mig ud til taxaerne, og fik hurtigt prajet mig en. Jeg gav chaufføren adressen til Jolly, og så var jeg straks af sted.