One flight away - M.G

kap. 9

En time var gået. En eneste. Det føltes som evigheder. Selvom jeg glemte min rædsel, og den varme følelse fra før stadig var der, følte jeg bare noget mærkeligt. Vi havde siddet og snakket i den time, og den mærkelige følelse voksede bare. "Jeg har en ide!" udbrød drengen pludselig og rejste sig bredt op fra sengen. Han befaldede før at jeg også sad der, så jeg ikke bare stod ovre ved døren. "Jeg kommer om 2 sekunder." Det var hans sidste ord inden han var ude af værelse's døren, og jeg sad alene tilbage. Et suk undslap min mund, mens jeg sad her og kiggede rundt. Hvis jeg tænkte over det, var det en meget usædvanlig moment jeg stod i lige nu. Hvem skulle have troet en Nord-Norsk dreng ville tage mig med her op og lyve for sin familie for at få mig med til Finland. Jeg vidste ikke på hvilken måde han ville lyve på, men god til det? Ja, det var han. Pludselig gik døren op, og drenges bror tog et skridt ind. "Hej.. Malou ik?" Jeg nikkede og han smilede skævt. "Undskyld for det idag oppe på skolen. Vores mor skulle bare ikke få en mistanke om at du ikke var her fra Trofors." "Det er okay. I var ret gode til skuespil." "Tak" svaret han kort og satte sig ned ved siden af mig i sengen. "Han fortalte mig om det idag, og at du skulle med til Finland." Tankerne kørte på højtryk gennem mit hoved. Hvad skulle jeg svare? "Han er nede og forklare mor og far om det nu." Jeg rynkede brynene. Ville han fortælle sandheden nu? "Men, ikke det han fortalte mig." Nu blev jeg endnu mere forvirret. Hvem havde han fortalt sandheden til? Eller havde han overhoved fortalt det rigtige til nogen af dem? Havde han løget så meget? Døren gik igen op, da drengens bror skulle til at sige noget. Hurtigt var mit blik vendt mod der, og kvinden fra før stod der. "Kommer i ikke lige ned?" Hun smilede igen hendes varme smil som man umuligt kunne lade vær' med at gengælde. "Jo selvfølgelig, vi kommer nu" svaret drengen og rejste sig fra sengen. Jeg var lige i hælene på ham da vi gik ned af den knirkende trappe. Drengen åbnede døren ind til stuen som igen var lukket - og gik ind. Lige nu følte jeg alt var akavet. Både fordi jeg var hos en familie hvor jeg kun kunne lillesøsteren's navn, og fordi den varme følelse skød igennem mig med det samme jeg så den u-navngivet drengs smil. "Så.." Jeg kiggede med det samme hen på den sort håret mand som allerede kiggede på mig. Han havde et lille smil på læberne, mens han forlede hænderne på sit skød. "Hvem er det fra din familie der bor i Finland?" Rædselen og forvirringen kom hurtigt igen. Havde drengen nu løget om at min familie boede i Finland? Først flyttede vi her til, og så Finland? Hvor langt går han lige? "Eh.." igen kørte mine tanker på højtryk. Løgn, er bare ikke min kop-te. "Far, det er hendes farmor og farfar, det har jeg fortalt" svaret drengen hurtigt for mig, og smilede et kort smil inden hans blik vendte tilbage på hans far. "Malou, kommer de så og henter dig i lufthavnen?" Inden jeg overhoved tænkte på at svare var den u-navngivet dreng mig i forkøbet: "Nej. Kan vi ikke sætte hende af ved hotellet, hvor de er?" Manden rynkede brynene og så undersøgende på drengen. "Hvorfor er de på et hotel? Bor de ikke i Finland?" Rædslen blev større, og spredte sig mere og mere i min krop. Hvad hvis han fandt ud af hvem jeg faktisk virkelig var. En random pige fra danmark som var hjælpeløs, og mistede sin mobil, missede sin bus og lyver om sandheden. "De bor oppe nordpå, så de bor på et hotel i Helsinki lige nu." Igen en løgn. Jeg følte mig mere og mere skyldig. Det var min skyld han blev nød til at lyve. Klumpen i min mave vokset sig større og større, jo mere jeg tænkte på hvad jeg havde rudet mig ud i. "Selvfølgelig kan vi sætte Malou af ved hendes hotel, ikk'?" afbrød kvinden pludselig og kiggede strengt men stadig med et blød-sødt smil. Mandens blik var stadig på drengen men hvilede langsomt over på mig. "Jo, det kan vi vel sagens. Hvilken hotel er det?" Det håb jeg ikke havde følt siden igår, da jeg snakkede med Filippa kom pludselig frem i mig. Havde han lige sagt ja? "Malou ringer lige til sin farmor," svaret drengen igen for mig. Hans stemme gjorde et eller andet, ved mig hver gang jeg hørte den. Ligesom når mor lagde armene om mig, da jeg var mindre. Den trygheds følelse blev ved med at poppe frem, selvom rædslen og alle de tanker der kørte på højtryk inde i mit hoved, var der - havde jeg stadig den følelse. Automatisk sneg et smil sig frem på mine læber og det fik også drengen til at smile da han kiggede på mig. Et smitsomt smil. "Okay, kommer i så ned når i har fundet ud af det?" Drengen og jeg nikkede med det samme, og ligeså hurtig var han til at trække mig med op på hans værelse igen. Han smækkede døren bag sig og hoppede over i sengen. I hoppet greb han fast i sin telefon som lå på natbordet ved siden af. "Hvem skal du ringe til for at få hotelnavnet?" Jeg rynkede brynene. For det første, havde jeg regnet med han ville sige noget andet, men hvad? Ja det ved jeg ikke - og for det andet anede jeg ikke hvem jeg skulle ringe til. Jeg havde så mange spørgsmål til ham, som jeg ikke var sikker på han ville besvare. Det var ikke fordi jeg var bange for ham, men for svaret jeg fik. "Jeg har altså nogen spørgsmål til dig først," røg det ud af mig, og det fik mine øjne til at blive store.

_______________
Long time no see, sorry.. Er igang med de næste kapitler nu