One flight away - M.G

Kap. 3

(Samme dag)
Min hånd gled langsomt ned fra mit øre, mens jeg kiggede tomt ud i luften.
Jeg ville jo aldrig overleve alene, en nat. En hel nat. I Norge. Alene. Uden mobil. Kuffert. Det eneste jeg havde var min pung og rygsæk.

"Er du okay?"
Mit blik flakkede men jeg kunne lige ane drengen stå og kigge på mig.
Jeg nikkede svagt og rakte ham hans telefon.
"Var Malou, dit navn?" Spurgte endnu en norsk stemme bag mig. Automatisk blev mit blik vendt om, og jeg så en lyshåret pige med lange krøller og grønne øjne.
"Ja." Hun smilede svagt og rakte hånden frem. "Emilie" sagde hun smilende og trykkede min hånd som jeg havde lagt i hendes. Et lille smil havde fundet vej til mine læber mens jeg nikkede.
"Så.. hvor er du fra?"
Selvom jeg følte mig fortabt, og alt den selvtillid jeg havde under dansen var væk kunne jeg ikke bare holde kæft. Hvis jeg på en eller anden måde skulle have noget hjælp måtte jeg snakke.
"Danmark. Og i?"
"Nord-Norge. Var du egenlig ikke en af de der fucking syge dansere?"
Et grin undslap min mund, da hun nævnte det. 'Fucking syge dansere' ligefrem?
"Jo. Det kan godt være." Hun smilede igen blidt, mens hendes grønne øjne lyste helt op. Hun så så flink ud.
"Emilie! Se her!" Råbte en stemme pludselig og tog alt Emilie's opmærksomhed. Hun forsvandt ind i mængden igen og det smil som ikke var forsvundet endnu gjorde det hurtigt.
"Danmark ligefrem? Så er der da langt hjem." Jeg rettet blikket mod drengen igen som stod og kiggede uskyldigt på mig.
"Ja. Jeg har ingen idé om hvordan jeg lige kommer hjem"
"Hvordan er du overhoved havnet her?"
"Dans. Jeg optrådte her for en time siden cirka"
"Ej ja! Dig lagde jeg faktisk godt mærke til." Han smilede skævt, og satte sig ned på en af stolene.
"Så? Hvorfor tager du ikke bare hjem?"
Den rædsel jeg glemte et split sekund, fandt tilbage. Ja.. hvorfor tog jeg ikke bare hjem?
"Den bus jeg skulle have været med, kørte for en time siden. De er på vej til Finland nu"
"Finland?!" Han kiggede overrasket på mig og rynkede næsen. Jeg nikkede bare svagt, da jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere.
"Bliv lige her." Det var hans sidste ord inden han forsvandt ind i mængden ligesom Emilie. Forvirringen overtog min krop mens jeg sad og kiggede efter ham. Hvorfor var den klasse egenlig her så lang tid? Hvis de kom fra
Nord-Norge, var der da langt derop fra Oslo.
-
"Malou?" Jeg kiggede hurtigt i retningen af lyden og så hurtigt drengen igen. Han smilede blidt og gik overimod mig. Hans navn? Ja, det vidste jeg ikke.
"Eh.. ja." Han kiggede lidt nervøs på mig mens hans blide smil ændret sig til et skævt.
"Altså. Min bror og jeg, skal til Finland her imorgen" startet han ud, mens forvirringen kørte på højtryk igennem mig.
"Selvom du ikke kender mig særlig godt, eller noget. Så kunne du jo tage med os. Vi kunne sætte dig af ved jeres hotel eller noget."
Det var som om mit hjerte slog et slag over. Vil en fremmede, pæn, dreng tage mig med til Finland. For min skyld. Tankerne kørte på højtryk, mens jeg kiggede på drengen. Han stod med hans nervøse blik, og lignede en der ventede spændt. Han kunne jo være en farlig dreng, som ville kidnappe eller voldtage mig? "Nej tak. Jeg skal nok klare mig her" røg det ud af mig. Ingen tanker om de ord havde strejfede min tankegang, men de blev som spyttede ud af min mund. "Er du sikker? Det tager kun 1,5 timer." Han rynkede brynene. "Jeg kender jer jo ikke." Han trak på skuldrene, og trak en smule på smilebåndene. "Bare tag det som en venne tjenenste" sagde han og lagde hånden på min skulder som om vi havde kendt hinanden hele livet. Hans berøring vækkede en lille følelse frem i min mave som jeg ikke kendte. Jeg sugede maven ind for at få følelsen væk, men den forsvandt først da han fjernede sin hånd igen. "Men jeg kender jer jo ikke." Det lød næsten som et spørgsmål, men han så ud til ikke at forstå mig. Jeg var så også lige kommet til at sige det på dansk, begynd af min forvirring. "Det der forstod jeg ikke" grinede han og satte sig ned på en af stolene igen. "Jeg sagde-" Han afbrød mig med det samme: "Jeg forstod det som et ja." Nu var det min tur til at rynke brynene. Den måde han snakkede til mig, mindede om Filippa. Hun var så kæk altid og skulle altid misforstå mig. Ligesom ham. Den u-navngivet dreng.

____________
Nyt kapitel ret sent )): Sorryyyy!
~Liv