One flight away - M.G

Kap. 7

(Samme dag)

"Malou?"
Jeg kiggede hurtigt bagud og så drengen stå der. Han smilede blidt og gik overimod mig. "Så? Altså.. vi tager mod Finland om fem timer så vi skal lige hjem til mig først."
Der blev min nervøsitet sat i kog. Skulle jeg hjem til en fremmed dreng?
"Er du okay?" Han kiggede næsten.. bekymret på mig. Som om han bekymre sig? Han er vel lidt ligeglad.
Men hvis han var det. Hvorfor ville han så tage mig med til Finland?
Okay, han er måske ikke helt ligeglad.
Eller måske siger han bare det, for at få mig med hjem til ham for at kidnappe mig.
Alle tanker der kunne tænkes skød igennem mit hoved. "Øhm. Ja. Ja jeg har det fint" svaret jeg usikkert og smilede falsk tilbage. Et ægte smil var det ihvertfald slet ikke.

"Er du sikker?" Jeg nikkede bare som svar, mens den rædsel der igen havde poppet op i mit vokset. Jeg skulle hjem til en fremmed dreng, uden en mobil til at ringe om hjælp. "Bare følg med mig" sagde han smilende og begyndte at gå den modsatte vej. Jeg tog en dyb indånding og plantet et falsk smil over mine læber. Så skyndte jeg mig efter ham og løb op på hans side. Han smilede da han fik øje på mig og rettet så blikket mod stien vi gik på. Vi gik over den store skolegård, og jeg fik øje på de mange menesker som stod forenden. De mange forældre og små søskende der ventede på deres børn og søskende. Og så var der mig. Mig der ikke anede andet end vi var i Nord-Norge i en by jeg ikke kan huske navnet på. "Der er min mor." Drengen pegede overimod en gennemsnits høj kvinde, med lyst, let bølgede hår. Jeg nikkede og fulgte med ham derover. "Hej mor!" Kvinden kiggede her over, og smilede med det samme. "Hejsa." Vi kom tættere og en nervøsitet skyllede igennem min krop. Hvad ville kvinden ikke sige til det her. At hendes søn havde taget en random pige fra Danmark med til Norge, for at sætte hende af i Finland? "Oh. Og hej." Hun kiggede spørgende på mig, da vi stod foran hende. "Dig genkender jeg ikke. Er du ny i klassen?" Ordene kørte rundt i mit hoved, men ingen af dem ville komme ud. Jeg kunne slet ikke snakke. Som om min mund var syet sammen. "Øhm.. ja. Det er hun" svaret drengen hurtigt og der overtog forvirringen. Han havde lige løjet, overfor sin egen mor. Men.. jeg forstår ham godt. Hvordan skulle han lige forklare at han havde taget mig med? Hun nikkede svagt og med det samme, kom et råb bag os. "Hej mor!" Kvinden vinkede til personen som jeg formodede var drengens bror, som han nævnte i Oslo. Jeg kiggede bagud og mit syn mødte en dreng som lignede den u-navngivet dreng på en prik. Det var som om de var kloner af hinanden. Drengens bror rettet blikket fra kvinden og over på mig. Han rynkede brynene, men smilede dog en smule. Han lignede en der var forvirret men samtidig glad. Som om han var glad for at se mig. Han kendte mig ikke. "Hvem er du?" spurgte han og kiggede spørgnede på mig, da han var kommet her over. Der. Lige der gik drengs plan om at lyve i vasken. Nu vidste deres mor 100 procent at jeg ikke gik i klassen. Hurtigere end lynet trak den u-navngivet dreng sin bror med over bag en sort bil og forsvandt væk fra mit syn. Nu stod jeg tilbage her, med en sikkert forvirret kvinde som jeg ikke kendte. Hendes tanker kørte sikkert rundt i hoved på hende. Hvordan skulle jeg have været ny, hvis hendes anden søn ikke anede hvem jeg var. "Så.. hvornår startede du i klassen?" spurgte hun efter lidt akavet stilhed. Jeg frøs. Hvad skulle jeg svare? Jeg var verdens dårligste løgner, så det her ville ikke ende godt. "Cirka en uge siden." Mine ord fløj ud af munden på mig som om det var noget helt naturligt. Men, det var det slet ikke. En knude samlede sig i min mave. Jeg hadede at lyve. Hadede er et stærkt ord, men sådan var det. Jeg hadede at lyve. "Kommer du fra Danmark?" Jeg nikkede. I starten anede jeg ikke hvordan hun kunne se det. Lignede alle danske piger hindanden eller er vi bare meget forskellige i udsedede? Men, så kom jeg i tanke om min sætning. Jeg svaret hende jo på dansk. Nu var hun sikkert mere forvirret end før. En dansk pige starte i en skole i Nord-Norge? Det gav ikke mening i mit hoved. Hvilken arbejde kunne man overhoved få her oppe? Kvinden skulle lige til at sige noget da en af drengene råbte noget: "Ihh Malou!" Jeg kiggede hurtigt bagud og så drengens bror komme løbende imod mig. Forvirringen fra før satte et spor i panden på mig, mens jeg rynkede brynene. Aldrig i mit liv havde jeg været så forvirret som jeg var da drengen pludselig krammede mig hårdt ind til sig. "Bare spil med" hviskede han mens han strammede grebet om mig. Jeg blinkede et par gange med øjnene og fik øje på den u-navngivet dreng stå og kigge lige så mærkeligt på hans bror som mig. "Eh.. okay." Min stemme rystede, men lige nu var jeg ikke ked af det. Jeg tror mere det var forvirringen og rædslen om at blive kidnappet der satte spor i mig. Efter lidt tid træk drengen sig væk fra mig og smilede falsk. Det var tydeligt. Sådan et smil, man altid lavede til foto-dag på ens skole. "Mor. Kan Malou sove hos os i dag? Hendes forældre er i Trondheim" Løg den u-navngivet dreng igen. Hvordan kunne han lyve så meget. Som om det var helt naturligt for ham og han havde prøvet det mange gange før. Kvinden kiggede skeptisk på mig, men smilede så et varmt smil som jeg umuligt kunne undgå at gengælde. "Selvfølgelig, så kan vi lære hende bedre at kende."

_______________
Tak for 1000 læsere! <33