One flight away - M.G

Kap. 1

Mandag, 22. Maj 2018
Musikkens bløde toner begyndte stille at spille. Et sus skød igennem min krop, mens længslen om at gå igang blev større. De fire takter var gået, og vi var nu for alvor gået igang.
Her stod jeg, sammen med mit dansehold på scenen i Oslo Spektrum, i Norge.
Det sted jeg havde savnet aller mest.
Det sted far kom fra, men jeg kun havde været to gange.
Kære.. lille.. Norge.
En lettelse strømmede igennem mig, da første trin var overstået.
Alt den selvtillid jeg nu en gang havde, overtog og jeg følte mig uovervindelig.
Sådan en følelse havde jeg hver gang jeg dansede, og det havde ikke ændret sig det mindste.
Selvom salen her fra, var helt sort kunne jeg stadig fornemme de tusinder af mennesker der sad og kiggede på os.
Ligesom i, Italien, England og Polen havde jeg denne helt fantastiske følelse inde i mig, der gjorde trinene end tand bedre.
-
Min fod ramte gulvet ved sidste takt og lyset kom dalene ind over salen.
Med det samme hørte jeg bifaldet og klappende der rungede i hele hallen.
Som om man kunne mærke gulvet skælve.
Jeg kiggede ud over de mange stole, og mødte et syn af stående mennesker.
De stod og betragtede hver og en af os, og en ubeskrivelig følelse steg op til mit hoved.
Et smil klistret sig fast til mine læber mens jeg rejste mig op fra den stilling jeg nu havde siddet i, i to minutter.
"Se hvor glade de er" hviskede Filippa stille i mit øre og holdte blikket ud mod publikum.
"Det er helt sygt" hviskede jeg tilbage mens smilet der var malet over mine læber ikke falmede det mindste.
-
"Sådan girls! I var så seje! Vi har ikke meget tid, så jeg roser jeg videre ude i bussen. Vi køre om en halv time så pak jeres ting sammen."
Vi var lige kommet ud backstage, men skulle allerede videre mod Finland.
Allerede ved tanken om vi skulle side i en bus i lidt over 17 en halv time, gjorde mig udmattet.
Ikke fordi vi havde siddet i den bus i over nogen dage, men fordi det kun var femte land vi skulle til, ud af de femten.
Et suk slap ud af min mund, og vækkede hurtigt de andre's opmærksomhed.
Andrea sendte mig et opmuntrende smil inden hun gik over imod de andre trænere. Vi var nemlig ikke de eneste der havde optrådt her, men det eneste hold der havde fået publikum til at rejse sig.
"Så.. næsten 18 timer? Juhuu.." sagde Filippa opgivende mens hun samlede sine ting sammen i den store taske hun havde med.
"Jep. Og det er kun det femte land vi skal til."
Jeg blinkede drillende til hende, men kun fordi jeg vidste hun altid brød ud i grin. Og jeg var dog ikke helt galt på den. Hun lå skrald grinende nede på jorden da hun havde set mit lille blink, men blev dog hurtigt afbrudt af Andrea's råb om at hun skulle komme igang. Det hjalp dog bare ikke.
"Filippa, du skal høre hvad jeg siger. Jeg kan altså ikke altid være den søde, så kom herover og hjælp mig med at få de her kufferter ud i bussen."
Med det samme stoppede Filippa med at grine og kiggede undskyldende over på Andrea, som kiggede bestemt på hende. Hun mente det faktisk seriøst.
Wow.. hun var da kommet i dårligt humør. Sådan var Andrea aldrig, men det havde lige ændret sig på 0,5.
Hende og Filippa forsvandt hurtigt om bag gardinerne hvor de fleste kufferter var stablet.
Jeg kiggede hurtigt overimod de andre, men de var gået. Det ville sige jeg var helt alene her. Jeg skyndte mig at pakke det sidste ned i min rygsæk, svinge den om på ryggen og skyndte mig ud her fra.
Jeg åbnede døren til udgangen og kom ud til en smal gang.
Ærligt, vidste jeg ikke hvor jeg skulle gå hen men ud det skulle jeg.
En beslutning satte sig fast i mit hoved og jeg bevægede mig ned af gangen.
Ude på siderne var der en masse døre, og det fik mig til at stoppe op.
Hvad var der bag de døre?
Jeg åbnede den første foran mig, og kom ind i et omklædningsrum.
Døren blev hurtigt lukket igen, og jeg udforskede videre.
En masse omklædningsrum, boldrum, og toiletter var det eneste mine øjne mødte. Ingen udgang.
Jeg lukkede sukkende den sidste dør, og begyndte at gå ned mod døren jeg kom fra men..
hvilken dør var det?
De mange døre forvirret mig og jeg kunne ikke genkende hvilken jeg kom fra.
Jeg tog min telefon op af lommen og så de mange opkald fra Filippa.
Jeg ringede hende hurtigt op, og den blev med det samme taget.
"Hvor er du?" spurgte hun panisk.
"Jeg er på en gang, men aner ikke hvordan jeg kommer tilbage"
"Bare prøv, bussen køre om tyve minutter"
"Okay, jeg finder ud af noget"
"Godt. Ses" sagde hun og lagde på.
Hurtigt lagde jeg telefonen ned i lommen igen, og kiggede rundt.
Okay, tænk klart Malou. Hvordan vil du komme ud?
Min hånd satte sig automatisk på håndtaget på døren foran mig og hev det ned.
Det store backstage område mødte mine øjne og en lettelse spredte sig.
Jeg skyndte mig ind, uden at lukke døren bag mig.
En dame på de 30, gik og kiggede ned i en tegneblok mens hendes skridt gjorde hun gik i cirkler.
"Eh, undskyld?"
Hun rettet blikket og kiggede spørgende på mig.
"Ved du hvordan man kommer ud til parkeringspladsen?"
Hun nikkede og gjorde tegn til jeg skulle følge med.
Jeg gik hurtigt med hende.
-
Nu stod jeg her. Helt hjælpeløs. Damen var forsvundet fra mit syn, og jeg kunne ikke finde min telefon i mine jakkelommer.
Jeg anede ikke hvad klokken var, og hvordan man kom ud herfra.
Hvordan kunne alt gå så galt?

____________
Første afsnit af min nye bog!
Stem, kommenter og del for mere<3