One flight away - M.G

Kap. 2

Mandag, 22. Maj 2018
Jeg tog en dyb indånding og bevægede mig om mod scenen igen. Jeg kunne vel hoppe ned derfra og ud mod de store porte der?
Lyset fra salen lyste igennem de store forhæng der hang bag scenen som førte ind til backstagerummet.
Jeg gik igennem dem, og kom ud midt på den. En klasse - så det ud til - var stadig her inde.
Jeg hoppede hurtigt ned fra scenen og skyndte mig overimod de store døre.
En mumlen og hvisken lød da jeg løb forbi klassen, som lignede nogen på min alder.
Tanken forsvandt igen men blev istedet til en bange fornemmelse.
Hvad hvis bussen var kørt uden mig?
Jeg løb alt hvad jeg kunne mens mit blik var rettet mod mine føder.
De bevægede sig, så hurtigt at jeg følte jeg ikke kun følge med.
Aldrig i mit liv havde jeg været så bange. Ikke fordi min telefon var væk, men fordi jeg måske var blevet efterladt i Norge.
Alle tanker fløj rundt i mit hoved at jeg slet ikke kunne tænke klart.
Det blev dog endnu værre, da jeg pludselig løb ind i noget meget hårdt, som jeg formoder var en væg.
Jeg faldt direkte ned på det kolde gulv, mens mit hoved dunkede på højtryk.
Sorte pletter samlede sig for mine øjne og mit syn blev sløret.
En stikken mærkede jeg i min mave, men den forsvandt hurtigt da alt blev sort. Jeg kunne ikke huske jeg lukkede øjnene men følte jeg bare sov.
-
En masse stik begyndte pludselig at gå igang i mit hoved.
Som om nogen stak nåle ind i det indvendigt.
Jeg åbnede stille mine øjne og opdagede pludselig jeg lå på en eller andens skød.
Jeg kiggede hurtigt op, og opdagede en dreng. En ret så pæn en.
Mørke-blond hår, mørke øjne og ret så pænt ansigt. Han kiggede direkte ned på mig, men da tanken om hvor jeg var, hvad jeg lavede og hvordan jeg var endt her, strejfede mine tanker fór jeg op fra stolene og drengs skød.
"Bussen!" råbte jeg hurtigt og løb hastigt ned af trapperne som førte op til femogtyvende række med stole.
Den 'klasse' som jeg lige havde mast mig igennem kiggede mærkeligt på mig.
"Hey vent!" Råbte en norsk stemme bag mig. Jeg kunne ikke. Mine ben blev ved med at spurte ned af trapperne.
Jeg kunne høre en masse skridt bag mig som mindst var lige så hurtige som mine. Pludselig tog en varm hånd fat i mit håndled og fik mig til at stoppe op.
Jeg kiggede hurtigt bagud og så den pæne dreng fra før.
"Hvad hedder du?"
"Malou" svaret jeg kort mens en utålmodighed strømmede rundt i min krop. Men det var ikke den eneste følelse som fór forvirret rundt.
Rædsel, forvirrelse og en masse andre jeg ikke kunne sætte ord på var blandet ind.
Drengen smilede let og Wow, det gjorde hans ansigt endnu pænere.
Men tanken om ham blev hurtigt rystede væk. Jeg skulle nå den bus.
"Hva' klokken?"
Han rynkede brynene. Det var nok ikke lige det han havde troet jeg ville sige som den første sætning.
"Øhm.." Han tog forvirret sin telefon op af lommen og tændte den med et enkel klik på 'home' knappen.
"Lidt over to."
Aldrig i mit liv, havde jeg været så bange. Jeg skulle have været med bussen for en time siden. En hel time?
Hvad havde jeg lavet imens, andet end at ligge på drengs skød.
"Hvad!" Min stemme rystede men jeg satte med det samme i løb. Drengs greb om mit håndled blev sluppet og jeg løb ned af gangene og ud af porten.
Jeg kom ud på den store gang og styrtede igennem døren som førte ud til byen.
Og rigtig nok, som jeg havde frygtet aller mest var bussen væk. Den som skulle havde holdt lige foran mig.
Et gisp undslap mine læber, mens mine øjne blev blanke.
Jeg var blevet efterladt i Norge. Uden min mobil. Og min kuffert. Jeg havde intet. Min kuffert havde Filippa jo taget. Vent. Filippa!
Jeg styrtede ind igen og ind i salen.
Drengen og hans klasse - vil jeg tro, stod stadig oppe ved stolene.
Jeg løb op ad trapperne, og drengen fik hurtigt øje på mig.
"Hej! Jeg har virkelig travlt. Min bus er kørt og min mobil er væk. Kan jeg måske låne din telefon?" Spurgte jeg med det samme jeg var kommet over til ham. Hans smilende ansigt ændret sig til et pænt chokeret.
"Er du helt alene?" Jeg nikkede med det samme, og kiggede afventende på ham. Min tålmodighed blev virkelig sat på prøve der, fordi han bare stod og kiggede forvirret på mig.
"Når ja" udbrød han og skyndte sig at give mig hans telefon.
Jeg tændte den, men blev stoppede da hans kode skulle tastes ind.
"Koden?" Jeg nikkede igen, og han tog hurtigt telefon fra mine hænder og tastede koden ind.
Jeg greb den igen da han rakte den til mig.
Hurtigt tastede jeg Filippa's nummer ind, og tog telefon op til øret.
Efter tredje bip, kunne jeg høre hendes trætte stemme.
"Hallo?" Et lille håb tændte sig i mig og et lille smil bredte sig på mine læber.
"Filippa!"
"Malou! Hvor er du? Jeg har prøvet at ringe tusinde gange! Bussen er kørt! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! Andrea har prøvet at få bus cheføren til at vende om, men han siger vi har et stramt program!" Det hele var i en lang køre, og det lille håb som var i mig forsvandt med det samme. Det ville sige jeg ikke kunne komme hjem?

___________
Glædelig Torsdag<3 Jeg er syg, så det er jo rigtig fedt.. #not
Nyd jeres dag og Vote og kommenter lige for mere ((: