I Actually Really Like Him

Kapitel. 22

"Er du bange, Anna Bella? Det skal du ikke være. Jeg gør dig ikke noget, du kan roligt komme frit frem!"

Hans ord er kolde og følelsesløse, og jeg krummer mig længere tilbage i skabet. Der er ikke meget plads, men jeg kan lige akkurat gemme mig bag tøjet, der hinger ned fra bøjlerne. Jeg holder øje med ham. Hver eneste gang ham tager et skridt frem, går mit hjerte i stå. Indtil han bevæger sig ud af værelset igen. Mor er ned i stuen og ved udemærket godt hvad der forgår, hun vælger bare at ignorer det. Jeg læner mig tilbage, og skotøjsæsken falder ned fra hylden. Han stopper op. Et par sekunder senere bliver døren til skabet hevet op, og han river mig ud ved hjælp af håret. Jeg skriger da han brænder min hals med en cigaret, og gentagende gange sparker mig imens jeg ligger ned. Først da han skubber mig ned af trappen til stuen, får jeg i et kort sekund øjenkontakt med min mor, som ser det hele. Hun vender sig om og går ud i køkkenet, uden et ord. Mere når jeg ikke at se, før han kommer tilbage med et baseballbat. Jeg kravler hurtigt baglæns, indtil jeg rammer væggen. Han griner hånligt.
"Ingen har brug for dig, Anna Bella. Fatter du ikke det? Din far stak af, og tog kun din bror med. Hvorfor? Fordi han hader dig. Han vidste at jeg tævede jer begge, og han sørgede kun for at redde din bror. DIN TVILLINGEBROR. Tænk at det ikke er gået op for dig endnu. Din mor er ligeglad med at jeg tæver dig dagligt, FORDI HUN HADER DIG! Du er bare en tåbelig, uduelig 12 årig kæling, som aldrig bliver til en skid"

"ANNA, VÅGN OP!" Jeg vågner op med et skrig, og ruller ned på gulvet. Med tårer piblende ned af kinderne og en vejrtrækning der er helt ude af kontrol. Jeg føler jeg skal dø.
Lucas står bukket nedover mig, med et nervøst udtryk i hele ansigtet.
Han hiver mig hurtigt op på benene og placer mig på sofaen, imens William løfter mine arme over hovedet.
Dog bukker jeg hurtigt sammen igen, og de forsøger igen - denne gang med så mange krafter, at jeg ikke kan komme fri. Det stresser mig, men det virker. Først der går det op for mig, at alle drengene står omkring mig. Sander, William, Liam og Lucas.
Ifølge uret på væggen er klokken kun lidt over elleve om aftenen, og jeg er stadig hos Lucas. Hvis de ikke havde vækket mig, vil jeg have sovet hos ham endnu en nat, og det kan jeg bare ikke overskue.
"Jeg vil gerne hjem nu" hvisker jeg lavmælt, stadig tårevældet.
"Hvad skete der? Du lå og skreg i søvne" spørger Sander, og ignorer min kommentar om at jeg gerne vil hjem. Mareridt er det åbenlyse svar, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det. For mareridtet var engang virkelighed, og jeg er ikke klar til at tale om det. Så jeg trækker på skuldrene som svar, og Lucas skynder sig at bryde ind;
"Okay, drenge - tak for i aften, men jeg tror Anna har brug for ro og søvn. Tales vi ved i morgen?" drengene skynder sig at pakke sammen, og det samme gør jeg, hvilket overrasker Lucas en hel del.
"Anna" begynder han, og han tager fat i min arm.
"Jeg talte til drengene, ikke dig. Du sover her" måden han siger det på er så manschauvistisk, at jeg får helt ondt helt inde i kroppen. Jeg har sagt jeg vil hjem, og det betyder at jeg vil hjem. Det giver mig også muligheden for endelig at tage min papfars bil med hjem, som har stået i hans garage siden fredag. Jeg fortsætter med at pakke sammen uden at svare ham, hvilket pisser ham godt og grundigt af. Så meget, at han ser sig nødsaget til at hive fat i min arm igen, og dreje mig rundt.

"Jeg sagde at jeg ville hjem, Lucas" mumler jeg, og prøver at få ham til at slippe.
"Og jeg sagde at du sover her, så det gør du" fortsætter han, som er det en selvfølge at jeg vil blive.
"Neej" alle drengene stopper op og vender sig om, selvom de er på vej ud af døren.
"Hvad fuck sagde du lige?" jeg tager mod til mig, og hiver min arm tilbage.
"Jeg sagde nej. Jeg tager hjem!"

At det kan være så svært at forstå, fatter jeg ikke. Jeg skynder mig at pakke resten af mine ting sammen, løber forbi drengene og ud til bilen. Porten åbner sig atumatisk da jeg kører ud, og sætter hurtigt farten op for at komme væk. Det er svært at holde rattet lige med en brækket arm, men jeg formår at komme sikkert hjem, og ind i villaen. Jeg låser mig hurtigt ind, og går op på mit værelse, hvor jeg smider mig i sengen. Jeg har ikke overskud til at skifte tøj eller børste tænder, så jeg hiver i stedet min trøje over hovedet og bukserne af benene, så jeg kun sover i trusser. Jeg falder hurtigt hen, og tilbage til minderne.