I Actually Really Like Him

Kapitel. 18

02:12

Jeg vågner med et sæt, gennemblødt af sved. Lucas og jeg ligger i ske på sofaen, og han snorker. Højt. Vi må være faldet i søvn i løbet af aftenen.
Jeg panikker en smule, og vrider mig løs, før jeg finder vej til et af hans mange toiletter. Jeg tænder hurtigt lyset, og får min vejrtrækning under kontrol. Det var bestemt ikke planen! Tumulter fra stuen får mig til at gå tilbage, og Lucas står ved siden af sofaen, og gnider sine øjnene.
"Anna? Hvad laver du her? Hvad er klokken?" han kigger forvirret rundt, og jeg finder hans armbåndsur på komoden, som jeg hurtigt aflæser i mørket.
"Næsten kvart over to om natten" han nikker og konstanter, ligesom jeg, at vi må være faldet i søvn. Men hvad skal jeg så gøre? Der går ingen busser, jeg har intet rent tøj og jeg skal bruge min computer i skolen. Det hele er noget møg, og stresser mig en smule.

"Anna, du kan bare blive" forslår han så, og forstyrrer mine tanker.
"Jeg kan køre os i skole i morgen. Intet problem!" selvom jeg ikke har lyst, har jeg ikke noget valg. Men jeg skal bruge mine ting! Jeg følger modvilligt efter ham, og ind på hans kæmpe værelse. Han tænder en lille lampe på skrivebordet, og tager alt sit tøj af. Pånær boxershortsene, selvfølgelig. Jeg kigger hurtigt i en anden retning, imens han kravler under dynen. Han griner lavmælt, og fortæller at han har lagt en trøje til mig på bordet, i tilfælde af at jeg vil låne en. Jeg løfter den hurtigt op foran mig, og den er godkendt. Alt er bedre end jeans og en tætsiddende t-shirt, når man skal sove. Det er dog en smule svært med en brækket arm.
"Lucas?" mumler jeg lavmælt, og han udstøder et forvirret ja. Jeg synker en klump, og trækker på skuldrene.
"Kunne du måske hjælpe mig? Du ved, med armen..."

Jeg kan høre at han tager en dyb indånding, før han stille mumler ja, igen. Jeg vender ryggen til ham, og han kommer langsomt tættere på, bagfra. Jeg løfter armene over hovedet, og han tager fat nederst i min trøje.
"Lover du ikke at kigge?" spørger jeg, men han svarer ikke. Først da jeg tager armene ned og spørger igen, nikker han. Jeg løfter armene, og han hiver trøjen op over hovedet på mig. Han ligger den forsigtigt på stoleryggen af kontorstol en, og bliver stående.
"Skal du også have hjælp med, eh, du ved"  mumler han, og hentyder til min BH. Jeg nikker, selvom jeg ikke kan se ham. Han gisper lavt, så meget kan jeg dog høre. Hans kolde fingre rammer min ryg, imens han forsigtigt åbner den, og lader den glide ned over mine arme. I en hurtig bevægelse trækker jeg hans trøje over hovedet, og vender mig om igen. Han er tydeligvis en smule begejstret, forstå mig ret. Pinligt som det nu er, bliver jeg også nød til at bede om hans hjælp med bukserne. Han kan ikke holde det tilbage længere, og tager en kraftig vejrtrækning. Er det virkelig så ophidsende, at se mig hjælpeløs? Han knapper, efter mine instrukser, knapperne op og lyner ned. Jeg sætter mig på sengekanten imens han hiver bukserne ned ad mine ben, og da de er taget af, skynder jeg mig at rulle ind under dynen. Han tager et lille smut på toilettet derimod, hvilket jeg ikke kan lade være med at grine af.
"UNDSKYLD" råber jeg derefter, for at gøre ham så....tændt? Han svarer noget udtydeligt, som lyder som noget i retningen af
"Intet problem"

Med et smil på læben falder jeg i søvn, og prøver at glemme det der lige er sket.

06:35

Jeg vågner tidligt, men det er ingen overraskelse. Lucas ligger og snorker på siden, og så ikke just ud til, at han orker skolen.
Derfor sætter jeg min handicap til side, og laver morgenmad til ham. Jeg danser forsigtigt med til musikken, og prøver at bikse noget sammen ud fra hans sørgelige rester. Af sådan en rig dreng skulle man tro, at han har råd til ordentlig mad.
"Det ser godt ud, Anna" mumler en stemme pludselig bag mig, hvilket får mig til at fare op. Lucas har fået alt sit tøj på, og faktisk en helt anden stil end han plejer, hans tøj matcher meget med mit, hvad sker der med drengen?
Jeg står der stadig i hans oversized trøje. Han griner forvirret, og jeg server den sørgelige morgenmad.
"Du skal virkelig lære at købe ordentligt ind" mumler jeg, og han nikker.
"Det ved jeg" er hans eneste kommentar, og det kan jeg jo ikke modsige. Efterhånden som morgenen skrider frem, mister vi tidsfornemmelsen. Vi kan ikke nå forbi villaen, og jeg er derfor tvunget til, at tage det samme tøj på som dagen før - med Lucas' hjælp, selvfølgelig. Han køre sindsygt stærkt, selvom vi sagtens kan nå det. Da han svinger ind på parkeringspladsen ved skolen, forslår jeg at jeg går først. Han rynker hurtigt på panden som er jeg idiot, og ryster på hovedet.
"Ikke tale om" et splitsekund efter er han ude af bilen, og ovre ved min dør. Han åbner den hurtigt for mig, og tager min hånd imens jeg træder ud. Allerede der får vi blikke.
"Det her skal nok blive sjovt" mumler han, inden han tager sine solbriller på, svinger sin venstre arm omkring mig og følger mig mod skolen.