Mit maleri
Jeg kan mærke en rykke i mig, og åbner stille øjnene, og ser min mor.
"Klokken har lige slået 07:00, du skal til og op" begynder hun og trækker dynen af mig.
Hun forlader rummet. Jeg kæmper om at komme op af sengen.
Det er med nød og næppe at jeg kan tvinge mig selv op, og ind i bad.Vi er officielt nået ind i september måned, jeg har derfor valgt mit tøj efter farverne, der passer til årstiden.
Jeg trækker hurtigt de sorte jeans op over benene, og sweateren over hovedet. Pakker min taske, spiser den lækre morgenmad min mor har lavet til mig, børster mine tænder - kommer ud af døren 07:45, lige til tiden. Jeg hopper hurtigt op på cyklen, og cykler i et hurtigt tempo mod skolen. Jeg sætter hurtigt min cykler, og låser den godt til.
Jeg griber min taske og går tværs over plænen. Jeg stopper da en ukendt stemme råber mit navn. Jeg vender mig om og Kate, skolens elevrådsformand og 4-års studerende, løber op ved siden af mig. Jeg har kun få gange set hende gå på gangene og på den store scene i hallen, når hun fremlægger nye forslag til skolen, foran resten af os elever.
Hvor hun har mit navn fra, aner jeg simpelt hen ikke. Hun lyder både forpustet og træt, men glad for at have fundet mig.
"Jeg har læst dine evalueringsfiler" begynder hun, og referer til de filer rektor Cremer også har vist mig, dagen før. Jeg rynker hurtigt på panden, forundret over at hun har adgang til dem, og ligner det største spørgsmålstegn. Hun følger med mig ind på gangen, og hen til mit skab.
"Ja, altså jeg må jo egentlig ikke. Men jeg kunne ikke lade være! Samantha har talt SÅ godt om dig, og jeg måtte simpelthen se om hun havde ret" jeg smækker hurtigt skabslågen i, og udstøder et forundret 'wow' - for hvor kender hun Samantha fra, når hun ikke engang er medlem af elevrådet? Kate giver mig et smalt smil, og rømmer sig en smule.
"Ja, Samantha er jo min kusine"
Det har Samantha ikke nævnt for mig, men jeg lader som om at jeg godt ved det i forvejen. Hun har åbenbart pralet om mine evner, til en familie middag de har haft for nyligt. Og de kan godt bruge en som mig i elevrådet, og på det konkurrende fysik hold der repræsenter skolen. Holdet der tager rundt til forskellige skoler, deltager i fysik relaterede stævner, og vinder en masse præmier og goder til skolen.Det hele kommer som en stor storm fra Kates mund, og pludselig har jeg alt for mange bolde i luften.
Rektor Cremer, som gerne vil have mig til at undervise en 3-års studerende.
Kate, som gerne vil have mig med i elevrådet OG på skolens fysik hold.
Arbejdet på La Restaurant, som dræner mig for energi.
Problemerne med Lucas, Liam, Sander og William.
Jeg har selv valgt det, det ved jeg godt. Jeg ved at det vil blive svært, men det er den eneste mulighed for mig. Jeg bliver hurtigt revet ud af mine egne tanker, da det ringer ind til det første modul. Kate skriver hurtigt sit fulde navn ned på et stykke papir, og beder mig finde hende på Facebook. Jeg giver hende et smalt smil og stopper papiret i lommen, præcis som jeg gjorde med det fra Mr. Cremer. Jeg finder hurtigt vej ned til valgfagslokalet, og træder ind. Rummet er brop fyldt med ansigter jeg ikke har set før, og stemmer jeg ikke har hørt før. De ni elever der sidder har, ligesom jeg, kunst som valgfag. Den eneste forskel er at jeg er på linjen for "talentfulde unge", og de har bare til valgt faget. Jeg får økonomisk støtter, det gør de ikke. Jeg er den eneste i min klasse der er på linjen pga. kunst, og det har jeg det fint med. Den eneste stol der er ledig er mellem en pige og en dreng, som smilende giver mig hånden da jeg sætter mig. De introducerer sig selv som Silas og Serena fra 1.T, og viser sig at være smadder søde. På én dag har jeg talt med tre nye mennesker, og overskrider en masse af mine egne grænser - og det er noget jeg i den grad elsker.
"Så begynder vil, børn!"
Jeg kigger op fra mit lærred, og hen på den oldgamle dame, der lige er trådt ind ad døren. Serena sukker lavmælt ved synet af hende, og forklarer at det er deres pessimistiske klasselærer, Mrs. Weiner. I mine øjne virker hun dog ikke så pessimistisk, da hun introducerer sig selv. Hun går bare op i faget, og det ser jeg intet problem i.
"Hvem af jer er..." begynder hun, og kigger ned på sit papir.
"...Anna Bella Hudson?" jeg rækker hånden op og hun nikker tilfreds, inden hun placerer en skål frugt midt på bordet vil sidder ved, og beder alle andre end jeg, om at male den. Jeg giver hende et undrende blik, da hun efter lidt beder mig male hvad end jeg kan komme i tanke om.
"Det er en del af evalueringens processen, for talentfulde unge. Vi skal have sat din fantasi i gang!" mine håndflader bliver en smule svedige, men jeg griber med det samme min pensel, og gør som jeg fik besked på. Maler. Det føles fantastisk at være tilbage på malerstolen, efter en længere stresset pause.
Jeg har simpelt hen ikke haft tid. Rød, blå, gul, grøn maling, jeg bruger dem alle. Jeg holder mig ikke et sekund tilbage, og observerer hvordan
Mrs. Weiner har øjnene på mig hele tiden. Alle for op da det ringer ud til pause, men jeg bliver siddende lidt. Beundre mit eget værk, med Mrs. Weiner lige bag mig.
"Du godeste!" udbryder hun pludselig, og træder et skridt tættere på.
"Du er jo enestående! Simpelthen fantastisk!" hun bærer lærredet hen i lyset, og beder mig gå til pause. Intet mere, intet mindre. Jeg forlader lokalet uden et ord, og finder frem til de andre piger. Sammen følges vi til historie, langtrukkent og uinspirerende, kun med fokus på spisepausen. Derfor er det også en lettelse, da det endelig er tid. Vi sidder os på vores sædvanlige pladser, ved vores sædvanlige bord og spise den sædvanlige frokost. Det er blevet en rutine allerede."Forresten, Anna" begynder Emily, med munden fuld af mad.
"Har du set Sanders billede på instagram? Er det ikke din cykel i baggrunden?" Hun vender hurtigt telefonen mod mig, og rigtigt nok er det min cykel i baggrunden af ham og drengene på billedet, det er taget natten forinden på parkeringspladsen. Jeg trækker på skuldrene.
"Det kan være hvilken som helst cykel" svarer jeg modvilligt, og fortsætter med at spise. Hun mumler noget utydeligt, og nikker med hovedet i retningen mod indgangen.
"De kommer der" jeg vender mig langsomt om, og rigtigt nok kommer de gående ind. Som sædvanlig bliver der stille, imens de går mod deres bord.
"Hvorfor er folk egentlig så bange for dem?" mumler jeg udvidende og holder fokus på Lucas. Han stirrer direkte tilbage på mig, eller sådan føles det bare, for jeg kan ikke rigtigt se det grundet solbrillerne. Pigerne kigger forsigtigt rundt på hinanden, og jeg rømmer mig.
"De bankede engang to 1-års studerende, bare fordi de ikke brød sig om dem. De endte begge to på hospitalet, men der blev aldrig rejst tiltale. Alle er decideret bange for dem" jeg gør hurtigt store øjne. Jeg har opfattet dem som idioter, men at banke to gutter på min alder, på baggrund af det? Endnu engang bliver jeg revet ud af mine egne tanker, da Samantha spørger hvad fuck der sker, og jeg kigger op. Lucas er gået direkte forbi deres bord, selvom drengene har sat sig, og har kurs mod os.
"Fuck" mumler jeg, men højt nok til de kan høre det. Jeg holder fokus på min mad, og kigger ned i bordet. Ikke længe efter kommer der en skygge til syne, og jeg kan fornemme han står foran mig. Jeg kigger langsomt op. Han har som altid hætten over hovedet, solbrillerne på og hænderne i lommen. Samantha, Emily og Nikita sidder som forstenet og glor på ham."Anna" udbryder han, og spænder kæben.
"Jeg skal tale med dig, nu"Jeg fugter forsigtigt mine læber, og kigger rundt. Alle har øjnene på os.
"Jeg er lige ved at spise frokost, men hvis du..." mere når jeg ikke at sige, før han griber hårdt fat i min arm og hiver mig op på benene. Han slæber mig hurtigt med udgangen af kantinen, og jeg kan intet gøre end at følge med. Gangen er øde, og han skubber mig hurtigt op ad væggen ved skabene, og placer sin venstre hånd på muren ved siden af mig. Jeg synker en klump, og han tager solbrillerne af."Biblioteket, for lidt over et år siden" hvæser han, næsten som om han er vred. Jeg kigger ned i jorden, men han tvinger mig til at se op.
"Hør, jeg har forandret mig meget siden dengang" begynder han, og kigger skiftevis på mit venstre og højre øje.
"Men jeg husker sagtens hvordan jeg var, og du så den gode side af mig. Hvis jeg på nogen måde har skræmt dig, var det ikke meningen det skulle ende sådan her. Jeg skal nok lade dig være i fred" han fugter langsomt sine læber, og så sulten på mig.
Jeg synker endnu en klump, og nikker svagt.
"Tak" han fjerner sig ikke, men bliver stående og holder øjenkontakt. Hvis jeg kigger ned, får han mig til at kigge op igen. Det er underligt, men betagende. Jeg skifter imellem at tør stå op for mig selv, og næsten pisse i bukserne ved synet af drengene.
"Hvad skal du fredag?" spørger han så pludselig, og jeg løfter begge øjenbryn. Jeg griner svagt.
"Hør. Jeg ved ikke lige hvad der sker, men du skal holde dig fra mig. Nej, tak for tilbudet, men jeg skal ikke ud med dig. Ikke som du opføre dig" jeg prøver at gå, hvilket får ham til at smække den anden hånd op, på den anden side af mit hoved. Et lavt grin undslipper hans læber.
"Jeg holder fest. Du burde komme" jeg tager en dyb indånding og flover mig inderligt over hvad jeg lige har sagt, men takker igen nej tak.
Han bliver ved med at grine.
"Sødt. Jeg sender dig informationerne over Facebook. Ses fredag!"Med de ord ringer det ind til time, hvorefter han skubber sig væk fra muren og efterlader mig tom for ord.
YOU ARE READING
I Actually Really Like Him
Romance17-årige Anna er lige flyttet med sin familie til Madrid, da hendes papfar har fået tildelt et arbejde, som han ikke kunne sige nej til. Anna bliver rigtig ked af det, da hun skal forlade hendes bedste ven, Noah. Noah og Anna har været venner siden...