Why me?

Dårlig dag

Jeg hører mor kommer gående op af trappen. Af en eller anden grund kan jeg hører hvem det er der kommer op af trappen. Om det er mor, Ken, Fillip eller Amanda. Jeg kan høre det på den måde de går på. Hun banker på døren, og går ind. Jeg bliver liggende under dynen, og lader som om jeg ikke har hørt hende.

"Cathrin?" Siger hun og sætter sig på kanten af sengen. Hun river lidt i dynen, men jeg holder fast i den. På den måde kan hun nok også godt gætte at jeg er vågen. Desværre er mor stærkere end mig, så hun får hevet dynen af mig.

"Lad mig være mor, jeg gider ikke snakke med dig"

"Giv mig nu lige en chance, jeg er kommet mig lidt over det du sagde lige før." Jeg sætter mig op af væggen.

"Mor du gjorde mig virkelig ked af det, du lyttede overhovedet ikke til hvad jeg sagde."

"Nej og det undskylder jeg for skat, men jeg prøver altså bare at passe på dig, jeg vil jo nødig have der skal ske dig noget." Jeg er ikke et lille barn mere, men det fatter hun åbenbart ikke.

"Mor jeg kan godt passe på mig selv"

"Ja, men du er stadig mit lille barn, og jeg vil ikke have der skal ske dig noget"

"Jeg bliver nød til at lære af mine egne fejl"

"Det er rigtigt, men det her er noget andet, så jeg vil altså gerne have at du ikke har kontakt med ham mere." Ikke det igen, så jeg kan ikke lade være med at blive lidt sur

"Mor du kender ham ikke, du ved ikke hvordan han er"

"Nej det er rigtigt, men det gør du heller ikke. Det er ikke så meget ham jeg har noget i mod, men det er det der følger med ham. Altså pressen, de kan finde på at skrive om hvad som helst."

"Det ved jeg godt, men hvis du ville høre på hvad jeg sagde så ville du vide, at han faktisk passer på at vi ikke bliver set af pressen, så nogle rygter ikke bliver startet"

"Det er også rigtig godt, men det er desværre bare ikke helt nok, man kan aldrig vide hvor de er."

"Mor bare rolig"

"Nej skat, hør hvad jeg siger. Jeg vil ikke have du ser ham, forstået?" Der begynder at løbe tårer ned ad mine kinder, jeg ryster på hovedet.

"Det kan jeg ikke mor"

"Det skal du, og sådan er det. Jeg vil ikke diskutere det med dig. Hold dig væk fra ham, forstået?" Jeg nikker stille som svar.

"Du vil takke mig senere" Hun rejser sig fra sengen og læner sig over mig for at give mig et kram. Jeg krammer ikke rigtig hende, men hun holder bare om mig. Hun rejser sig igen og giver mig et lille smil.

"Der er snart mad" Siger hun lige da hun går ud af døren. Mine mobil vibrer

H: Hey Cathrin, min dag har ikke været noget at håbe hurra for, så jeg ville lige høre hvordan din har været?

C: Det kan man heller ikke rigtig til min. Hvad har du da lavet?

H: Har fløjet meget af dagen for at komme hen hvor jeg nu skulle hen. Jeg må desværre ikke fortælle dig hvor. Hvad har du lavet?

C: Har været i skole, hvor der ikke er sket så meget. Og så har jeg snakket lidt med min mor om dig.

H: Om mig? Hvad snakkede I om?

"Cathrin! Jeg sagde der var mad!" Råber min mor nede fra køkkenet. Ork ikke nu.

C: Må jeg ikke lige skrive tilbage til dig om lidt? Skal til at spise.