Why me?

Opkaldet

Vi kører i stilhed hele vejen fra hotellet til vores bil. Jeg ved godt der er noget galt når Amanda er stille, det er det eneste der kan lukke munden på hende, det er hvis hun er sur eller fornærmet. Derfor spørger jeg hende da vi sætter os ind i hendes bil, hun kører.

"Amanda hvad er der, du kan ligeså godt fortælle det" Hun kigger over på mig, og kigger hurtigt på vejen igen.

"Ikke noget" yeah right.

"Amanda nu har jeg kendt dig i 5 år, så jeg ved godt hvornår der er noget galt" Amanda sukker.

"Jeg syntes bare du har været meget efter mig her til aften, man skulle fandme næsten tro at du var min mor, og jeg var dit irriterende teenager barn. Fx den gang du ikke ville med dem hjem, eller der hvor vi absolut skulle køre sammen i limousinen. Jeg kan godt passe på mig selv, jeg behøver ikke en ekstra mor" Hun siger det ikke surt, bare mere som en advarsel, gør det ikke igen Cathrin. Men det skal hun ikke bestemme.

"Jeg prøvede faktisk ikke kun at passe på dig, men også mig selv. Jeg havde det altså ikke godt med at køre sammen med nogle fyre jeg ikke kender. Man kan altså ikke stole på dem bare fordi de er kendte. Derfor ville jeg køre med dig i Limousinen, for at vi ikke blev skilt ad, og kørt hvert sit sted hen." Amanda griner

"Nu overdriver du altså Cathrin. De er ikke kidnappere, så var de nok ikke blevet kendt."

"Det ved jeg godt, men jeg gider ikke rigtig se på dem som kendt jeg hader det ord. At være kendt. Man kan ikke kalde nogle kendt, når man ikke kender dem.

"Slap nu af og nyd livet lidt Cathrin, tag de chancer du får." Hvorfor er det lige hun ikke forstår mig, jeg gider ikke ligne en total idiot, foran hele verden. Amanda sukker.

"Kan vi ikke snakke om noget andet, man bliver sgu i så dårligt humør. Skal vi ikke snakke lidt om dig og Harry." Jeg griner. Hun skal ikke snakke for højt.

"Mig og Harry? Der sker ikke noget mellem os. Jeg vil hellere snakke om dig og Liam?" Amanda rødmer.

"Han er præcis som jeg havde forudsagt, fantastisk. Han er fucking lækker. Ret klog. Elsker fifa, ligesom mig. Som sagt han er bare dejlig." Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen.

"Amanda du kender ham ikke ordenligt endnu, du har mødt ham en gang, og det var sikkert også den sidste" Amanda sukker igen.

"Det er jeg også bange for, jeg havde håbet lidt på at han ville give mig et tilbud om at se ham igen, men han gjorde ingenting. Ikke engang et "vi ses" da vi gik, eller et nummer" Jeg vil ikke sige noget til hende om at Harry har fået mit nummer, det vil bare gøre hende trist. Amanda glæder sig ikke rigtig på andres vegne, hun vil hellere glæde sig på hendes egne.

"Amanda hvis du møder ham igen, så tror jeg altså du skal passe lidt på. Han virker lidt som en fuckboy. Det kan godt være det bare er mig der tror det, men han viser altså lidt nogle tegn"

"Jeg kan godt passe på mig selv Cathrin" Siger hun smilende. Heldigvis ikke surt.

"Det ved jeg godt, men hold øje alligevel, hvis nu du møder ham igen."

"Det skal jeg nok"

Resten af turen hjem, kører vi i stilhed, vi tænker vidst lidt begge to på hvad der egentlig lige er sket for os i aften. Det er underligt så hurtigt planerne for ens aften, kan blive ændret.

Amanda kører ind ad indkørslen til mit hus.

"Tak fordi du tog med Cathrin, begge gange." Hun hentyder nok til koncerten, og hen på hotellet.

"Det var så lidt, selvom jeg var skeptisk, har det faktisk været en rigtig god aften". Jeg giver hende et kram og vi siger farvel og jeg går indenfor. Jeg gør mig hurtigt klar til at komme i seng. Jeg vil bare gerne sove nu. Arbejdet kalder i morgen klokken 10:00.

Jeg vågner ved en forfærdelig lyd, jeg tror alle kender, og hader. Alarmen der fortæller at det er tid til at stå op. Da jeg har slukket alarmen, går jeg i bad. Gud hvor jeg bare ikke orker arbejde i dag, det blev vidst for sent i går. Gad vide hvordan Amanda har det i dag. Det er tit hun først opdager hvad der egentlig er sket dagen efter. Og rigtig nok, da jeg går ud af badet får jeg en sms fra hende.

A: Jeg kan ikke fatte vi var sammen med ONE FUCKING DIRECTION i går!

Jeg kan ikke lade være med at grine.

C: Haha, det var hyggeligt.

Jeg får hurtigt svar fra hende.

A: HYGGELIGT! Det var fantastisk!

C: Jaja, så siger vi det. 

Fuck hvad er klokken, 09:15, okay jeg har travlt. Jeg skal have fundet tøj, føntørret hår, lagt makeup, børstet tænder, og måske også lige have spist lidt morgenmad. Jeg skynder mig alt hvad jeg kan, og når lige at tage noget at spise med i hånden på vej ud af døren. Min telefon ringer da jeg cykler, men jeg har altså ikke tid til at tage den. Det må blive efter arbejdet.

Jeg cykler ind til mit arbjede præcis klokken 10:00. Jeg siger hej til min kollega som jeg skal tage over for, og så begynder arbejdes dagen da han tager af sted. Jeg arbejder på en tankstation, midt inde i en by, så der kommer okay mange kunder hver dag. Og i dag er ikke en undtagelse. Der har både været ældre damer der ikke kunne finde ud af at tanke. Unge der ikke forstod at jeg ikke kunne give dem rabat på noget slik, bare fordi de komplimenterede mig. Der har været lidt af hvert. Da klokke endelig bliver 22:00 lukker jeg butikken, og får gjort lidt rent. Endelig går turen hjemad. På vej ud til min cykel ser jeg på min mobil for første gang siden jeg mødte ind på arbejde. Nummeret der ringede til mig da jeg tog af sted på arbejde, har ringet tre gange mere, og efterladt tre vociemailes. Jeg beslutter mig for at jeg først vil tjekke dem når jeg kommer hjem. Min mor og hendes mand, Ken, er kommet hjem da jeg cykler ind ad indkørslen. Jeg går ind ad døren og min mor er der med det samme.

"Hvorfor kom du så sent hjem i går, du var der ikke da jeg gik i seng" Jeg bliver nok nødt til at pynte en lille smule på sandheden.

"Der var simpelthen så mange mennesker, så det tog en evighed bare at komme ud til bilen. Og da vi så kommer der ud ser vi at Amandas bil er punkteret, så det prøvede vi at skifte, men det gik ikke helt godt, så der var heldigvis nogen der kunne hjælpe os. Derfor kom jeg så sent hjem"

"Godt, men en anden gang må du altså gerne lige ringe, hvis du bliver forsinket."

"Det skal jeg nok mor" Hun går igen da vi fik snakket sammen.

Selvom jeg er 16 år gammel, er hun stadig ret overbeskyttende. Hun skal vide hvor jeg tager hen, hvornår jeg kommer hjem, og alt sådan noget.

Jeg går op på mit værelse og lægger mig i sengen. Gud en hård dag, jeg trænger bare til at sove. Jeg finder min mobil frem, og ser de tre voicemailes igen. Jeg ringer op og lytter.

"Hej Cathrin, det er Harry, jeg ville bare lige sige tak for i går. Du må gerne ringe tilbage når du hører denne voicemail"

Jeg sætter mig op. Gud var det Harry der ringede. Selvfølgelig jeg fik jo ikke hans nummer. Jeg lytter til den næste

"Hej Cathrin, der er Harry igen. Er du okay? Ring lige når du hører det her"

Er jeg okay? Hvad tror han der er galt, nu bliver jeg altså nysgerrig. Jeg lytter til den næste.

"Er du okay? Du må altså gerne lige ringe, selvom du måske er genert, eller hvad det nu er der ikke får dig til at ringe."

Lige da jeg afslutter voicemail, ringer han. Gud hvad skal jeg sige, hvorfor er han så opsat på at få fat på mig? Har jeg gjort noget forkert? Skal jeg tage den? Ja jeg skal så. Jeg trykker på den grønne knap.

"Hej det er Cathrin"

"Cathrin, hej. Det er Harry.