Cara's synsvinkel:
Jeg gik sammen med Louis, Ben, Jack og Harry bag ved en bygning, hvor Ben mente at min far muligvis kunne være.
Jeg kiggede ind af vinduet. Der var tomt.
Jeg åbnede døren og gik derind. Pludselig blev Ben og Jack smidt ind i væggen, så de begge lå livløse på gulvet.
Jeg vendt mig ivrigt om mod dem. Pludselig gik Louis og Harry i kramper, så de lå på knæ foran mig.
De kiggede på mig med blanke øjne.
Pludselig til nogen fat, med en arm, rundt om min hals.
Jeg skreg op, men jeg opdagede hurtigt at det var ham.
Harry rejste sig vredt selvom halvdelen af hans krop var lammet. "Jeg har ventet jer!", Sagde han glad.
Harry prøvede at komme herhen, men min far stoppede ham.
"Ah, ah, ah - den går ikke! Cara skulle jo nødig komme til skade"
Jeg kiggede bange på Harry. Jeg rystede på hovedet til ham.
Louis rejste sig også. "Jeg vidste at giften ikke var nok, da jeg mærkede Louis' klør mod mit ansigt" Louis kiggede på mig.
"Cara, er der ikke noget du har glemt at fortælle dem?" Jeg slugte en klump.
"Hun har ikke fortalt jer at I kommer til at dø alene - helt alene! Dæmonerne bliver ikke bedre... I kommer til at dø af dem!"
Jeg rystede på hovedet imens jeg snøftede. "Det er ikke rigtigt!", Mumlede jeg.
De kiggede undrende på mig. Jeg prøvede at trække en bedøvelsespil op af hans lomme uden at han opdagede det, og det lykkedes.
Jeg knyttede den ene hånd og fyrede pillen ind i hans lår med den anden hånd. Han slap mig faldt til jorden.
Jeg løb over til Ben og Jack. Jeg daskede Jack på kinden indtil at han vågnede, og derefter gjorde jeg det samme med Ben.
"Cara, er det sandt?" Louis og Harry blev stående imens Ben, Jack og jeg skulle til at løbe.
Jeg stoppede op og kiggede trist på dem.
