Cara's synsvinkel:
"Hvis det ikke var for hende, var det har aldrig sket" Svarede min mor. "Jeg er 20 år gammel! Kom ikke her og fortæl mig hvad jeg skal gøre!" Råbte jeg irriteret.
Min øjne forvandlede til sorte.
Harry's synsvinkel:
"Cara, tænk dig nu om" Sagde Kim imens hun selv stod med sorte øjne. "Du kan ikke bare komme og styre mit liv!" Råbte Cara.
"Cara, jeg er din mor!" Råbte hun tilbage. "Er du sikker?! For min mor ville aldrig fortælle mig at jeg er uansvarlig!" Svarede Cara og forvandlede sig tilbage igen.
"Cara, jeg..." Hun så helt undskyldende ud.
Cara's synsvinkel:
Jeg kiggede hen på Louis og prøvede at bruge min magi til at hjælpe ham op og stå, men en led mængde af strøm lammede min krop, så jeg hurtigt ramte jorden.
Jeg skrig indtil det ikke gjorde ondt mere. Harry hjalp mig hurtigt op og prøvede at beskytte mig ved et kram.
"Der er lås på dine kræfter, Cara. Hvis du prøver at bruge dem, giver det er stød" Jeg kiggede tilbage på hende.
"Jeg prøvede bare at hjælpe ham op" Svarede jeg stille og surt. "Det kan jeg ikke lade dig gøre... Dsv, darling" Jeg sukkede.
Jeg gik hen til Louis og hjalp ham op og stå. "Jeg tager ham med mig" Sagde jeg til Lottie. "Nej!" Svarede hun afklaret.
"Lottie, han er farlig lige nu! Han kan slå dig ihjel uden at blinke" Forklarede jeg. Hun kiggede i jorden imens jeg stille trak ham væk.
Harry gik med mig.
Jeg lagde Louis i sin seng, tog hans sko af og lagde dynen over ham. "Undskyld, Louis" Hviskede jeg og aede ham på kinden.
"Jeg er nødt til at blive her resten af natten..." Sagde jeg undskyldende og satte mig på en stol. "Så bliver jeg her med dig" Svarede han trofast.
Jeg nikkede forstående og satte mig på en stol. "Hvordan har du det efter alt det her?" Spurgte jeg stille. "Jeg er ligsom dig nu... Du reddede mig fra at dø" Svarede han tilfreds.
"Jeg kunne ikke undvære dig..." Mumlede jeg. "I lige måde, Cara" Jeg smilede lidt, men det falmede hurtigt igen. "Er du okay efter alt det her?" Spurgte han bekymret.
"Nej, og jeg kan ikke huske sidste gang, jeg var det..." Svarede jeg. "Men det skal nok gå, det gør det altid..." Forsikrede han.
"Næppe" Mumlede jeg. Jeg kunne pludselig høre små host, så jeg løb over til Louis' seng. Han satte sig fortumlet op og tog sig til hovedet.
"Hvad skete der?" Spurgte han helt normalt. "Det vil du ikke vide!" Svarede jeg. "Hvorfor smager mine læber af dig?" Spurgte han og fugtede sine læber.
"Fordi jeg kyssede dig..." Mumlede jeg så lavt jeg kunne. "Seriøst? Hvorfor?" Spurgte han. "Det er lidt kompliceret... Hvordan har du det?" Spurgte jeg. Han nikkede tilfredst.
"Fint! Er det allerede morgen?" Spurgte han overrasket. Jeg kiggede ud af vinduet, hvor solen var ved at stå op. Jeg nikkede.
Harry kom hen til mig og trak noget hår væk fra mit øre. "Jeg tror ikke Louis har den samme evne, som os? Jeg tror han er dæmon om natten" Hviskede han.
Jeg kiggede undrende men samtidig overrasket på ham imens min kæben faldt til gulvet.
