Cara's synsvinkel:
Jeg havde fået lov til at være brudepige, så Gemma gik først hen af gulvet, og derefter mig. Jeg kastede små hvide blomster fra en kurv ud over gulvet.
Da jeg fik øje på Harry, som så stolt og smilende ud, smilede jeg over hele ansigtet. Jeg satte mig ved siden af han, da jeg var nået helt op til alteret.
Han kyssede mig stolt i håret. Anne så så smuk ud i den store hvide kjole! Hun lignede Askepot ved ballet.
•••
Mørket var faldet på og den stille musik spillede i højtalerne. Harry og jeg stod ude på dansegulvet og svajede lidt rundt imens vi holdt hinanden helt tæt.
Mit hoved lå op af Harry's ene bryst imens hans hage lå på mit hoved. Jeg sang stille med på sangen. "You speak to me, even in my dreams. Wouldn't let you go for even the highest price"
Harry trak mig lidt ud og kiggede på mig. Han kiggede forbavset på mig. Han forstod endeligt og lagde mig indtil ham igen.
Han troede nok at jeg bare sang med på sangen, men jeg kunne sangen udenad og viste hvornår jeg skulle synge med for at fange den rigtige linje i sangen.
•••
"Kan du huske da du fortalt mig om din hemmelighed?" Jeg nikkede. Vi var på vej tilbage til hotellet.
"Jeg troede på dig fra starten af, men jeg var for stædig til at indrømme det" Jeg kiggede i jorden. "Jeg skulle ikke ha' fortalt dig det - det ødelagde meget" Jeg kiggede undskyldende op på ham.
"Nej, det gjorde ikke... Jeg elsker dig stadig højt, hvis ikke mere!" Jeg smilede forsigtigt. "Harry, jeg er ked af at jeg gav dig mine kræfter, men jeg ville ikke miste dig i den brand" Han tyssede på mig.
"Du behøver ikke at undskylde" En kat kom ud af busken. Den miavede for fyld drøn. Jeg satte mig ned på hug og kløede den på ryggen. "Harry, den er såret" Han satte sig ned på hug til mig.
"Vi må ta' den med - der ligger et dyrehospital nede af vejen" Jeg tog den op og gemte den under min jakke. Vi skyndt os ned til dyrehospitalet, hvor vi løb ind til den nærmeste dyrlæge.
Manden tilså katten i et meget mørkt rum, hvor der kun hang en lampe ind over bordet, hvor katten sad. Vi var blevet våde fordi der pludselig kom et skybrud imens vi løb.
Manden kiggede op mig og tilbage på katten. "Frøken Collins, har de det helt godt i dag?" Spurgte han pludseligt. Jeg nikkede undrende. "Dine signaler går amok lige nu" Sagde han.
Jeg sank en klump. "Du føler kattens smerte, ik?" Jeg kiggede chokeret på ham. "Bare rolig - jeg gør dig ikke noget" Jeg kiggede op på Harry.
"Jeg rør heller ikke ham" Tilføjede han og gik igang med katten. "Jeg helbreder folk som jer hver dag" Forklarede han. "Hvordan kunne du?" "-Vide at I har dæmoner? Ser du, katten er ikke såret"
Han viste os katten og kiggede på os. "Den er såret indeni" Jeg sank en klump igen.
