Cara's synsvinkel:
"Harry og Louis vil ikke kunne mærke din magi - men de vil kunne høre det. Det vil skære i deres øre" Jeg nikkede forstående.
"Louis, Harry - lig jer ned på briksen og slap helt af i kroppen" De gjorde som han sagde.
Jeg kiggede nervøst på lægen, som bare nikkede. "Du kan godt, Cara!", Sagde han, da han kunne se at jeg ikke troede på mig selv.
Jeg nikkede forstående og lukkede øjenene indtil de blev helt sorte.
Harry og Louis lukkede automatisk øjenene og deres blev derefter også sorte. Jeg begyndte at græde fordi jeg var så bange, så det distraherede mig, så jeg ikke kunne forsætte.
Jeg faldt på knæ imens de åbnede øjenene. Luke kom ned ved siden af mig. Han gav mig et kram.
Jeg kiggede op på dem. "Jeg kunne ikke gøre det...", Undskyldte jeg.
•••
Harry var blevet svagere - svagere end Louis endda. Jeg sad i sofaen imens Harry lå med sit hoved på mit skød. Jeg kørte mine fingre igennem mit hår.
"Tror du jeg kommer i himlen?", Spurgte han imens han kiggede stift op i loftet. "Ja, Gud vælger selv sine skytsengle" Han nikkede.
"Harry, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Jeg føler mig som et nul fordi jeg ikke kan gøre noget! Jeg vil ikke bare sidde her og se dig dø!"
Han hostede kraftigt inden han svarede. "Cars, jeg sagde til at starte med at jeg ville dø for dig! Det er min plan nu" Jeg rystede på hovedet og snøftede.
En tårer gled ned af min kind. "Ingen burde dø for mig - jeg burde dø for andre" Hans læber var helt blå og hans øje var helt lilla.
"Vær sød ikke at dø fra mig", Hviskede jeg og kyssede ham forsigtigt på munden. Han havde ikke kræfter til at gi' igen.
