Venskab, kærlighed og håndbold.

"Stjæler du nu også mit tøj?"

"Det var perfekt." Siger jeg og trækker ham tættere på ved hjælp af hans trøje.

Han putter sin arm beskyttende rundt om skulderen på mig og kigger op i himlen.

Der var en dejlig stilhed der tog over og jeg havde på fornemmelsen vi begge nød det. Det var en naturlig stilhed, man snakkede ikke, man fokuserede bare på hinanden og den smukke natur der lå omkring os.

"Tusind tak." Siger Mathias og bryder vores stilhed.

Jeg har lyst til at spørge ham om hvorfor han siger tak, men der kommer ingen ord ud. Det var en af de øjeblikke hvor man havde lyst til at svare, men endte med bare at lytte.

Imens vi fortsatte vores ugentlige stilhed ville han klemme sin arm lidt tættere på min krop ligesom at sige at han stadigvæk var der sammen med mig. En berolig handling for os begge.

Jeg ville ønske at jeg kunne læse hans tanker i det øjeblik, tænkte han det samme som jeg gjorde? Eller tænkte han slet ikke? Tænkte han på godt eller trist? Fremtiden eller fortiden?

Jeg lægger min arm på hans brystkasse for at vække os begge til live igen. Han mærker min bevægelse og ligger blidt hans egen hånd oven på min, for at fortælle mig at han nok tænker det samme.

Er det overhovedet muligt? Kan to mennesker tænke det samme på en gang?

Det kan også været noget jeg finder på, måske er det hele en drøm?

Han stryger sin hånd i en rolig bevægelse over mine kindben, det er først nu at jeg ligger mærke til at hans øjne kigger tilbage til mig.

Jeg smiler til ham og før jeg når at få et ord indført, efter alt den stilhed vi begge har medbragt, afbryder han mig.

"Jeg vil helst ikke ødelægge det, men er det ikke begyndt at blive lidt koldt?" Spørger Mathias og trækker hånden væk fra mig og stryger sig selv på armen.

Jeg kigger på mig og smiler stadigvæk. Jeg kan høre hvordan han underspiller hvor koldt han har det, næsten som om at han er bange for at sige sin mening.

Jeg kan mærke på mig selv jeg ikke ligefrem har det varmt, så jeg nikker til ham og jeg kan se ham brude ud i et lille smil.

"Jeg skal nok tage kurven, gå du bare ned til bilen." Siger han og rejser sig stille op.

Hans stemme er så blød i tonen, at jeg næsten ikke tager ham helt seriøst. Jeg rejser mig dog op alligevel og tager hans jakke på.

Jeg ville se hvordan han reagerede om han ville grine fjolledet af mig og tage den tilbage eller om han ville smile sit lille smil og ryste på hovedet.

Han gjorde det 2. Da han endelig fik øje på det.

"Stjæler du nu også mit tøj?" Siger han og putter sin hånd over hjertet i en overdramatisk handling.

"Jeps." Siger jeg og smiler til ham.

Han ryster lidt på hovedet og tager kurven over i den anden hånd. Han begynder at snitte min hånd for at teste om det ville være okay med mig.

Det er min tur til at ryste på hovedet og jeg tager hans hånd i min, imens vi går igennem skoven.

Jeg kigger op i trækronerne og beundrer deres smukke egenskaber. Lidt tid efter får jeg lidt kvalme af at kigge op og måske lidt krampe i nakken.

Jeg bliver trækket ind til Mathias's krop og finder først ud af bagefter at jeg var ved at gå ind i en gren.

Det gjorde mig altid lidt forvirret når Mathias ville gøre sådan, ligesom at han var blevet vant til det efter så kort tid. Som om at hans eneste mål var at beskytte, lige meget om det var en gren eller noget mere faretruende.

Stilheden kommer omkring os igen og jeg smiler næsten lidt af det. Vi havde ikke noget behov for at sige noget til hinanden hele tiden, bare vi klemte hinanden på skulderen eller hånden, for at sige at vi stadigvæk var der.

- 677 ord.