Venskab, kærlighed og håndbold.

"Ej hold nu kæft gidsel"

Emil og jeg ved alt om hinanden. Han ved altid hvad jeg tænker, nogengange virker det lidt som om at han kan læse mine tanker. Når folk ser os ville de nok tro at vi var søskende, hver gang folk siger det højt griner vi altid af det, mest på grund af vi begge to tænker det samme, Emil er som en bror til mig og han ser mig som en søster. Emil og jeg har bare altid været tætte. Han ved hvordan jeg har det ved bare at kigge på mig og det samme når jeg kigger på ham. Jeg elsker ham så højt selvom han nogengange er lidt irriterende men sådan skal det jo være engang imellem.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

"Ida hvor var det nu jeg skal stille boksene henne?" siger Emil til mig ude fra vores nye entré.

"Emil jeg sagde det for 20 sekunder siden, det er inde i stuen du skal stille dem." Siger jeg til ham.

Det kan godt være han nogengange er den mest logiske af os to men når han er sulten er det ligesom om han mister hukommelsen, og når han er sådan kan han kun huske noget i 10 sekunder.

Jeg kan hører ham mumle nogen bandeord og papkassen der rammer gulvet inde i stuen. "Ida er du snart færdig ude på det badeværelse, jeg skal altså tisse rimelig meget" siger han bedende.

"Vent lige to sekunder så er jeg færdig" siger jeg tilbage til ham.

"Plz skynd dig ida, du har været derinde i 40 minutter snart" siger han ude fra døren.

"Emil stop med at overdrive, jeg har kun været herinde i cirka et kvarter" siger jeg lidt irriteret tilbage til ham.

Jeg vasker mine hænder og tørrer dem i det nye håndklæde vi har været ude at købe, jeg åbner døren til badeværelset og til min overraskelse kan jeg ikke se Emil nogen steder.

"Emmiiill jeg er færdig nu" siger jeg. Jeg kigger rundt i lejligheden men kan ikke få øje på ham.

"Emil kom nu det er ik sjovt" siger jeg, jeg har en mistanke om at han vil skræmme mig.

"Emil jeg ved du vil skræmme mig kom nu bare frem, det er ikke sjovt længere, kom nuu" siger jeg.

Den store klaphat altså, han skal altid gøre et eller andet for at irritere mig når han er lidt overtræt. Jeg går ud i køkkenet og finder ham med høretelefoner i imens han kigger væk fra mig. Jeg lister mig op bag ham for at give ham et chok, han opdager ingenting.

"BØØHH" råber jeg og tager fat i hans overarme. Han råber meget mandligt og er ved at falde ned på gulvet.

"Ida for helvede!! Hvad fanden laver du?!" Siger han.

"Det kan jeg også spørger dig om, hvorfor står du i køkkenet og hører musik? Du er altså så random nogengange Emil" siger jeg.

"Hahaahaa ida jeg fik et opkald fra Mathias, han ville vide hvordan det gik" siger han.

Jeg kigger stille og roligt over mod hans mobil der ligger i hans hænder og ser ganske rigtigt at han er igang med at ringe til en der hedder Mathias som der står øverst på skærmen.

"Ej shit undskyld Emil, jeg troede du hørte musik eller sådan noget" siger jeg flovt.

Emil er flad af grin og tager sine høretelefon stikket ud af mobilen. "-sker der? Hvorfor råbte du? Er du okay?" Siger personen han talte i telefon med.

"Haahhaaa ja Mathias selvfølgelig jeg er okay, Ida synes bare det var sjovt at skræmme mig." Siger han.

"Det må du undskylde Mathias jeg troede han hørte musik." Siger jeg.

"Ej det er okay Ida, blev bare lidt bekymret, men det var altså et ordentligt pigeskrig du fik Emil til at lave hahahaaa" griner Mathias.

"Ej hold nu kæft gidsel, dit skrig er meget værre" siger Emil og kigger sjovt på mig.