Faret Vild // Mathias Gidsel

Kapitel 39

Kapitel 39 - Svigerforældre

Mandag d. 6. februar 2023

Jeg vågner af det banker på døren. Jeg kigger forvirret rundt. Det er lys. Jeg skynder mig hen og åbner. Det er Mathias. "Mathias" udbryder jeg og springer i armene på ham. "Hvad laver du her?" spørger jeg.

"Altså, jeg fik en fridag, og så blev jeg nødt til at komme herop" siger han.

Jeg kigger forvirret på ham "nødt til?".

"Ja, dine forældre inviterer os jo til aftensmad flere gange i sidste uge, men vi tog ikke afsted, så fik lidt dårlig samvittighed så ja... her er jeg. Klar til at tage hen og møde din forældre som din kæreste".

Jeg smiler stort til ham "du er virkelig sød" siger jeg og giver ham et kys på kinden.

"Det er altså også for dårligt, jeg ikke har mødt dem endnu" siger han. Jeg nikker.

"Jeg er virkelig glad for du er her" siger jeg. "og du har timet det perfekt. Jeg skal faktisk over til dem for at få frokost" siger jeg.

Han kigger på mig med alvorlige øjne "du tager pis" siger han.

Jeg ryster på hovedet "måske du er synsk" siger jeg og griner.

Han ryster på hovedet og griner. Jeg tager min sko og jakke på inden vi går sammen ned til min bil. Jeg kigger på ham. "Jeg kan virkelig ikke fatte du er her" siger jeg "jeg troede det ville gå lang tid før vi så hinanden".

Han ryster på hovedet "maks. 2 uger jo" siger han og smiler.

"Det er også lang tid" siger jeg og vi sætter os ind i bilen. Vi kører hen til mine forældre, jeg parkerer bilen og kigger på Mathias. Han er på vej ud af bilen, men jeg tager hans arm og trækker ham ind igen. Han kigger forvirret på mig.

"Jeg vil bare lige advare dig. De bliver nok lidt starstruck" siger jeg og smiler. Han smiler stort.

"Det skal nok gå" siger han og vi går ud af bilen. Jeg tager Mathias i hånden og vi går op mod døren. Mathias ryster lidt. "Fryser du?" spørger jeg.

Han ryster på hovedet "er bare lidt nervøs" siger han ærligt og smiler forsigtigt.

"Mathias, du har spillet for kæmpe areaner fyldt med mennesker, på landsdækkende tv. Jeg er sikker på du nok skal klare den" siger jeg og giver hans hånd et klem.

"Det er ikke det samme, jeg spiller bare håndbold der. Nu skal jeg snakke og de skal helst gerne kunne lide mig" siger han.

Jeg smiler til ham "Matti, alle kan lide dig, jeg ved de kommer til at elske dig" siger jeg og vi når døren. Jeg kigger på Mathias "klar?" spørger jeg og han nikker. Jeg banker på og åbner så døren og går ind. Mathias går bag mig.

"Hej Mor og far" råber jeg.

"Snulle, jeg er i køkkenet" råber min mor tilbage.

Jeg vender mig og kigger på Mathias som er ved at dø af grin. Jeg laver en grimasse. "Tror også jeg vil begynde at kalde dig snulle" siger han.

Jeg sender ham dræberøjne "don't you dare" siger jeg og griner.

Vi går mod køkkenet, min mor står med ryggen til og vasker noget i vasken. "Mor, jeg har Mathias med" siger jeg og i samme sekund vender hun sig. Hun gør store øje og fryser helt men samler sig hurtigt.

"Velkommen til" siger hun og giver os begge et kram.

Hun vender sig mod Mathias "Og så godt at møde dig Mathias, jeg har hørt meget om dig" siger hun og smiler.

Jeg kigger ned i jorden "moooar..." siger jeg stille.

Mathias lægger en arm om mig "Jeg er også glad for at være her, det var vist på tide" siger han.

"Godt I kunne komme, selvom du godt lige kunne have skrevet at Mathias kom med, så havde jeg da gjort rent" siger hun.

Jeg griner og ryster på hovedet "tro det eller ej men for 40 minutter siden vidste jeg ikke engang han kom med" siger jeg.

"Det er da nydelig pænt her" siger Mathias og jeg smiler til ham.

Jeg mimer "fedterøv" til ham hvilket får ham til at grine lidt.

"Hvor er far? Og Clara" spørger jeg.

"De er ude på tur med Daisy" siger hun og smiler.

Jeg nikker "Okay men jeg kan lige vise Mathias huset imens så" siger jeg og hun nikker.

Jeg viser Mathias rundt i huset, han peger på nogle billeder i stuen og jeg fortæller om dem. Da vi står ved spisebordet, hører jeg døren går op. "Så er det showtime, pretty boy" siger jeg og puffer til ham.

Jeg står ved siden af ham da min far træder ind "Lun-" siger han men stopper da han får øje på Mathias.

Mathias rækker høfligt hånden frem "Mathias" siger han og smiler.

Min far tager den og ryster på "Jesper" siger han og smiler tilbage. "Clara, kommer du ik lige og hilser?" råber min far.

"Jojo, to sekunder" siger hun og jeg kan høre hun brokker sig i gangen. Hun kommer ind men fryser i døren. "Det er løgn" siger hun da hun får øje på Mathias. Hun kigger skiftevis på mig og Mathias men låser så øjenkontakt med mig "jeg troede du tog pis" siger hun.

Jeg griner "Dog ikke" siger jeg.

Mathias står stille ved siden af mig og smiler. Clara står stille men går så stille hende mod Mathias og rækker hånden frem.

"Clara" siger hun.

Han tager den også ryster "Math-" siger han men hun afbryder "op hold op, vi ved alle hvem du er" siger hun og hun griner.

Jeg giver hende et alvorligt blik "easy med de dræberøjne, storesøster" siger Mathias stille og puffer til mig. Jeg vender blikket mod ham og smiler "bedre?".

Han nikker. Vi sætter os ved bordet og min mor server frokost. "Nårh ja, stort tillykke med VM-guld. Det klarede I da rigtigt flot. Og tillykke med MVP-titlen. Det er da rigtigt flot" siger min far.

Mathias nikker "Ja, men det er også nemt når man spiller på verdens bedste hold. Jeg kunne ikke gøre det uden holdet" siger han ydmygt.

"Stadigvæk rigtigt flot" siger min mor og de smiler til hinanden. Vi snakker stille og roligt om forskellige ting. Mathias er lidt anspændt i starten men det går væk jo længere tid vi er der og han griner med når vi andre griner.

"Men Clara, hvad så, har du ik lige forsvaret SRO?" spørger jeg.

Hun nikker "fucking lorte pis, lort, med stort lort på" siger hun og krydser armene.

"Nå hvad så da?" spørger jeg.

"Ja jeg fik sgu 00 for det pis" siger hun. "jeg magter ik at høre om dit 12 tal i både DHO, SRO og SRP".

Jeg kigger overrasket på hende "Det havde jeg da ikke tænkt at bringe på banen. Ville sige det er ligegyldigt. Det står ingen steder" siger jeg.

"Bare rolig, jeg fik vist også kun 02 i min SRO" siger Mathias, han kigger på mig "Og din søster har heldigvis ret. Det står ingen steder". Han smiler til mig.

Clara smiler forsigtigt "virkelig?" spørger hun.

Han nikker. "Så er der måske lidt håb for mig alligevel, man kan vel godt sige du er blevet til noget alligevel" siger hun og griner stille.

Mathias griner igen "Tjo, det kan man vel godt sige" siger han.

Resten af frokosten er rigtigt hyggeligt og min familie lærer den rigtige Mathias at kende og ikke bare håndbold Mathias ligesom han lærer at kende dem.