39

324 6 0
                                    

"Er det her vi skal bo?" Jeg ser mig omkring i den store lejlighed. Kasper holder en nøgle mellem sine to fingre foran mig. Jeg ser mig forsigtigt omkring. Det er kun Kasper der har set den i virkeligheden, jeg har kun modtaget billeder. Lejligheden ligger på Østerbro, men på grænsen til indre by og der er udsigt over hele København. Det store vinduesparti i køkkenalrummet lader solen skinne ind på os. Jeg går hen og sætter mig på køkkenbordet, mens jeg kigger ud over vores nye hjem. Kasper lægger nøglen i lommen på sine bukser og går over mod mig.

"Skal du ikke se resten?" Spørger han, mens han kigger på mig.

"Jo. Lige om lidt." Jeg smiler til ham og trækker ham tættere på mig. Han står mellem mine ben, mens jeg sidder på bordet. Han ser forventningsfuldt på mig. Jeg tager hans ansigt mellem mine hænder og kysser ham. Han rykker tættere på mig, mens mine hænder vandrer fra hans ansigt til hans hår. Der går lidt tid hvor vi står sådan, så hopper jeg ned igen.

"Vis mig lejligheden." Siger jeg og tager hans hånd. Hurtigt tager han styringen. Først går vi ud i entréen. Lejligheden består af et køkken alrum, to soveværelser, en stue og to badeværelser. Det er helt underligt at tænke på at det er vores lejlighed, og at vi flytter ind lige om lidt.

"Kasper?" Vi har sat os ud på altanen for at nyde solen inden den går ned. Jeg tøver lidt inden jeg fortsætter. "Skal du ikke tilbage til Nice på et tidspunkt?" Jeg føler jeg bliver nødt til at spørge ham.

"På et tidspunkt." Er det eneste svar der kommer. Han rykker lidt væk fra mig, og jeg fortryder med det samme jeg spurgte, Jeg kan ikke finde ud af om han tager afstand fra mig eller mit spørgsmål.

"Undskyld." Siger jeg og lægger prøvende den ene hånd på hans.

"Nej det er okay. Jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal nu." Siger han og tager min hånd. Han ser ikke på mig, men kigger på stadig lige ud. Jeg ser på ham i håb om at han vil kigge på mig og kysse mig, men det sker ikke.

"Jeg skal nok være her sammen med dig, mens du finder ud af det." Siger jeg stille. Jeg rykker ikke tættere på ham, eller rører mere ved ham. Jeg vil ikke være for meget, så vi ender med at sidde lidt i stilhed. Jeg prøver at komme i tanke om hvad jeg kan sige, men jeg er bange for at gøre ham mere ked af det så jeg holder min mund lukket.

Til sidst er solen gået helt ned bag de gamle bygninger i København. Kasper rejser sig, og jeg kan se på gåsehuden på hans arme at han fryser.

"Skal vi tage hjem?" Spørger han. Han gør ikke tegn til at hjælpe mig op, så jeg rejser mig hurtigt.

"Jeg er virkelig ked af at jeg spurgte om det. Undskyld..." Vi går ved siden af hinanden hen til Kaspers bil.

"Helt seriøst det er cool. Jeg kan bare ikke overskue at tænke på det lige nu." Siger han. Forsigtigt lader jeg min hånd glide ind i hans, og han giver ikke slip. Da vi kommer hen til bilen, sætter jeg mig ind på passagersædet ved siden af ham. På vej hjem hviler Kaspers ene hånd på mit lår. Det er en rar fornemmelse at mærke ham.

Kasper Dolberg DANSKDonde viven las historias. Descúbrelo ahora