Alting er lidt sløret fra aftnen før. Det er helt lyst udenfor da jeg vågner. Hvor længe har jeg sovet? Mit hoved gør lidt ondt og da jeg mærker bagved har jeg fået en stor bule. Jeg kigger mig lidt omkring og det ligner nogen har sovet ved siden af mig. Tog Kasper med mig hjem igår? Det er som om der er et stort puslespil inde i mit hoved, men hvor alle brikkerne bliver ved med at ændre sig så det er umuligt at samle.
"Hvad skete der igår?" Spørger jeg søvnigt, men jeg gnider mine øjne idet Kasper kommer ind ad døren.
"Du faldt om jeg tror måske nogen puttede noget i din drink..." Hurtigt er han henne ved sengen for at lægge armende om mig. "Hvad kan du huske fra igår?" Spørger han stille.
"Det hele er lidt sløret. Vi kom derover og du kyssede mig i bilen og så kan jeg ikke rigtig huske mere." Siger jeg. "Men der var kun folk fra holdet så..." Jeg når ikke længere før han afbryder mig med en vred stemme.
"Præcis!" Han ser frustreret frem for sig. "Er du sikker på du ikke bare fik det dårligt?" Spørger han. Hans stemme lyder håbefuld.
"Men dem fra holdet de kunne jo ikke finde på at gøre sådan noget." Siger jeg. Jeg kan umuligt tro det, hvorfor skulle jeg blive drugget. "Jeg fik det nok bare dårligt." Da jeg ser op på Kasper, kan jeg tydeligt se han har grædt. Hans øjne er stadig hævede og der er svage røde plamager på hans kinder.
"Heey, er du okay?" Spørger jeg og nusser ham hen over ryggen. Hans øjne bliver blanke og han ser væk for at tørre sine øjne.
"Jeg var bare så bange for at der var sket dig noget..." Hans stemme knækker og jeg trækker ham ind til mig. Først sidder vi bare sådan lidt, men så lægger han sig med hovedet i mit skød.
"Det er ikke kun det, vel?" Min stemme er mild og jeg kigger på ham mens jeg lader totter af hans lyse hår sno sig om mine fingre. Han ryster lidt på hovedet.
"Hvad sker der?" Spørger jeg og holder op med at lege med hans hår.
"Da jeg kom hjem med dig og fortalte hvad der var sket... Mikkel sagde at jeg ikke skulle være sammen med dig hvis jeg ikke kunne passe på dig. Hvad hvis han har ret?" Han sætter sig op ved siden af mig, men med lidt afstand.
"Var det, det?" Spørger jeg med tårerne ned ad mine kinder. Pludselig kan jeg mærke en vrede blusse op i mig. Med en hurtig bevægelse vender jeg mig og sætter mig oven på Kasper. Jeg vælter ham bagover så han ligger på ryggen.
"Hvorfor skal du bare gøre det som han vil have?!?!" Råber jeg og slår ham på brystkassen med en knyttet hånd.
"Stop!" Kaspers stemme er bestemt og fordi han er stærkere end mig ender det nu med at han sidder oven på mig istedet for omvendt. "Jeg sagde ikke det var slut! Jeg elsker dig så der skal mere til for at jeg bare ville smide alt det her på gulvet!" Siget han. Jeg har aldrig set ham sådan her før. Hans øjne lyner og han holder mig i et fast greb. Normalt er jeg vant til at han er genert og lidt stille, mrn det her er noget andet.
"Kan du så ikke sige det istedet for bare at holde din kæft! Du siger ALDRIG noget!" Hvæser jeg og ser vredt ind i hans øjne. Kasper kniber sine øjne sammen.
"Bare fordi du hele tiden har brug for at råbe, se mig, betyder det ikke vi andre har et behov for at blive hørt på konstant!" Siger han vredt. Han råber ikke, men det er tæt på.
"Det ved vi begge to at jeg ikke gør! Bare fordi DU ikke kan finde ud af at åbne munden betyder det ikke at alle andre er selvcentrerede!" Råber jeg mens jeg vrider mig under ham for at komme fri. Desværre holder han mig så godt fast at det er helt umuligt.
En høj smældende lyd fylder rummet og en brændene fornemmelse breder sig over min venstre kind. Først forstår jeg ikke hvad der sker, men langsomt går det op for os begge to at han lige har slået mig. Fordi han brugte den ene hånd til at slå mig med kan jeg tage hånden op til kinden. Vi ser begge to chokerede på hinanden.
"Du slog mig." Hvisker jeg og ser op på ham med store øjne.
"Undskyld Marie. Undskyld!" Hans stemme er lille og han er lige ved at græde igen. Jeg kan også mærke en tåre i øjenkrogen.
"Du slog mig..." Gentager jeg, men denne gang knækker min stemme. Jeg forstår det ikke, hvordan kan han slå mig? Han plejer altid være så sød og afslappet.
"Jeg bliver nødt til at gå." Hans stemme er grådkvaldt og han rejser sig hurtigt hvorefter hoveddøren kort tid efter smækker bag ham.
