Kaspers hånd nusser indersiden af mit lår. Hans berøringer får mig til at smile, mens jeg forsøger at låse sikkerhedsbæltet rundt om mig.
"Skal du have hjælp?" Han har selvfølgelig helt styr på sin sele, men fordi der er en lille metalting der er knækket af er min helt umulig at få på. Til sidst glider den dog i hak. Jeg har fået vinduespladsen, og ved siden af Kasper sidder Mikkel som allerede er ved at falde i søvn.
"Jeg er fucking træt." Siger jeg og lægger hovedet på Kaspers skulder. Hans hånd flytter sig fra mit lår til min skulder. Jeg sætter mig så tæt på ham, som sikkerhedsbæltet tillader, mens han holder om mig. Langdomt slukker lyset rundt om os, og over sæderne lyser de små ikoner blåt. Jeg finder hurtigt Kasper frie hånd som jeg knuger. Jeg flyver ikke så tit, men han har efterhånden vænnet sig til det.
Så godt som jeg kan drejer jeg hovedet og ser hen på Mikkel. Han er faldet i søvn og hans ansigtsudtryk får mine mundviger til at vænne sig opad. Han kan sagtens nå at sove i fire timer, hvis vi først vækker ham lige inden vi lander.
"Det var hurtigt han faldt i søvn." Kasper griner stille og ser ned på mig. "Skal du også sove?" Spørger han og stryger sin tommelfinger hen over min håndryg.
"Nej det tror jeg ikke." Siger jeg. "Hvad med dig?" Jeg ser op på Kasper, mens flyvemaskinen langsomt lægger sig lige i luften.
"Næh. Nogen skal jo også holde dig med selskab nu hvor Mikkel er gået kold. Han griner og blinker til mig. Pludselig tænder lyset rundt om os og folk begynder at snakke lidt højere.
"Hvor lang tid skal vi flyve?" Jeg ser ind i Kasper blågrå øjne.
"Fire timer." Svaret kommer hurtigt, men han er jo også vandt til at flyve frem og tilbage. Pludselig står der to piger på cirka 13 år ved gangen, og ser lidt genert.
"Undskyld, er det ikke dig der er Kasper Dolberg?" Spørger de og fniser.
"Jo." Han ser på dem. Efterhånden er han vandt til at folk gerne vil have et billede med ham eller måske hans autograf.
"Må vi gerne få et billede?" Spørger de.
"Selvfølgelig." Han kanter sig forsigtigt hen over Mikkel og stiller sig ved siden af dem.
"Tak!" Der går to sekunder så er de væk igen. Han sætter sig ind på sit sæde igen, men han gør ikke tegn til at holde om mig igen.
"Er du okay?" Spørger jeg og ser på ham.
"Synes du slet ikke det er underligt at der bare kommer folk hen og vil have billeder?" Han ser på mig. Det virker næsten som om han er mere bekymret for mig, end for sig selv.
"Det er da ikke underligt for mig? Hvordan har du det?" Siger jeg. Den eneste grund til at jeg ikke skulle være ligeglad er da om han havde det dårligt med det.
"Jeg har vel bare vænnet mig til det, men vi plejer jo ikke så tit at være sammen, når det sker." Han trækker på skuldrene.
"Jeg ved jo jeg er din." Jeg rykker så tæt på Kasper som jeg kan, og ligger hovedet på hans brystkasse.
"Præcis." Han siger ordet ned i mit hår og lægger sit hoved oven på mit. Ved siden af Kasper rykker Mikkel forsigtigt på sig. Mikkel sætter sig helt op og ser sig omkring.
"Lander vi snart?" Han ser forvirret på os. Vi begynder og grine på præcis samme tid.
"Det var ikke længe du gav os fred." Siger jeg og smiler. Mikkel ryster bare på hovedet af os og finder sin telefon. Kort efter har Kasper og jeg hinanden for os selv fordi Mikkel har taget høretelefoner i ørerne.
"Skal vi se en film?" Spørger jeg.
"Mhm." Han tager sin telefon op fra lommen på sædet foran og går ind på sine downloadede film.
