Jeg sidder på en virkelig dårlig stol ved siden af Kaspers seng. Han sover, men jeg kan ikke slippe øjnene fra ham, som om jeg er nødt til at vide at han trækker vejret. Der var en sygeplejerske inde på hans stue for kort tid siden, men hun sagde jeg bare skulle lade ham sove. Jeg skifter stilling på stolen efter noget tid, man sidder virkelig dårligt, men jeg kan umuligt gå fra ham. Mikkel satte mig af på hospitalet for nogle timer siden så jeg kan være hos Kasper. Jeg har været der hver dag siden han blev indlagt. Pludselig slår han langsomt øjnene op, og sætter sig op i sengen. Han ser forvirret omkring sig, og jeg har virkelig lyst til at kramme ham, men jeg giver ham lidt Space i stedet for.
"Er du okay?" Spørger jeg efter noget tid, så stilheden ikke når at blive akavet. Han ser virkelig træt ud, og ligner ærlig talt en der ikke har sovet i flere dage.
"Jeg tror jeg har det fint." Han ser stadig ikke ud som om han er helt på toppen, hvilket også ville være ret utroligt.
"Skal jeg hente en sygeplejerske?" Spørger jeg ham, mens jeg forsøger at vurdere hvor godt han egentlig har det. Jeg har virkelig lyst til at give ham et knus, men jeg vil stadigvæk ikke bryde hans intimsfære. Han nikker langsomt, inden han lægger sig ned i sin seng igen. Jeg rykker stolen tættere på ham, så jeg kan stryge ham forsigtigt over den ene håndryg. Med den anden hånd hiver jeg i en rød snor for at tilkalde personalet.
"Hvordan har du det?" Spørger han. Selvom det er ham der har været ved at dø, føler han alligevel trang til at beskytte mig. Jeg har nok ikke været den nemmeste kæreste de sidste par måneder.
"Jeg har det fint. Du skal bare koncentrere dig om at få det bedre." Siger jeg, mens jeg fortsætter med at kærtegne hans hånd.
En læge efterfulgt af en sygeplejerske kommer ind i lokalet, og begynder at forklare de operationer de har foretaget. Jeg slipper ikke hans hånd før de er gået igen.
"Kom." Han gør tegn til at jeg skal lægge mig ved siden af ham. Han rykker lidt så jeg kan lægge mig ved siden af ham. Hurtigt tager jeg mine sko af så jeg kan lægge mig op til ham. Han holder om mig for første gang i flere dage.
"Skal vi ikke se at få mig udskrevet så jeg slipper for det her klamme hospitalsmad?" Siger han. Jeg smiler og nikker. Forsigtigt vender jeg mig om så vi ligger med front mod hinanden. Han kigger undersøgende på mig, mens jeg langsomt lader mit ansigt nærme sig hans. Mine læber strejfer tøvende hans, mens han leger med mit hår. Jeg tør ikke sætte mig oven på ham i tilfælde af at han stadig har ondt.
"Hvad gør du når du bliver udskrevet?" Spørger jeg. Kaspers arme omfavner mig.
"Jeg tror ikke jeg kan tage tilbage til Nice." Hvisker han i mit øre. "Ikke endnu i hvert fald." Hans stemme er dæmpet, og jeg kan mærke varmen fra hans ånde.
"Vi finder ud af det." Siger jeg. Hans stærke arme trækker mig ind til ham så mit ansigt er begravet i hans hospitalstrøje. Jeg kan fornemme hans varme brystkasse under den, hvis jeg ligger helt stille kan jeg også høre hans hjerte banke. Hans hånd stryger mig over ryggen.
"Tror du der går lang tid før du bliver udskrevet?" Spørger jeg. Min ene hånd leger med Kaspers lyse hår. Det er uglet, men det får ham kun til at se endnu mere sød ud.
"Det håber jeg i hvert fald." Siger han. Jeg nikker bare. Jeg håber også han snart kommer hjem, det føles som en evighed siden jeg er faldet i søvn i hans arme.
"Skal vi se videre på Prison Break?" Jeg har brug for at slå hjernen lidt fra så jeg kan slappe af, og jeg tror Kasper har det på samme måde. Forsigtigt vrider jeg mig ud af Kaspers favn for at tage min telefon op af tasken der står på gulvet. Mens jeg finder serien frem på Disney+ hiver Kasper mig helt ind til sig igen. Han var nok ikke helt tilfreds med at jeg rykkede på mig. Jeg forsøger at få armen med min telefon fri så jeg kan holde den i strakt arm.
"Jeg kan ikke se, ryk lidt." Mumler Kasper ned i mit hår. Forsigtigt forsøger jeg at gøre så vi begge kan se skærmen.
"Du er dejlig." Hvisker Kasper. "Det er ærgerligt vi er på en hospitalsstue." Fortsætter han i samme toneleje.
"Shh. Koncentrer dig om at få det bedre i stedet for." Jeg smiler for mig selv. "Du må vente."
