Da jeg vågner er jeg øm i hele kroppen. Jeg ligger på en hospitalsstue og ser træt omkring mig. De vidste ikke hvad der var galt med mig så de blev nødt til at operere mig. Kasper nåede desværre ikke at komme inden.
"Er du okay?" Spørger han bekymret og rejser sig fra den stol han har siddet på, ved siden af sengen.
"Hvad er der sket?" Jeg ser forvirret op på en sygeplejerske. Alting dufter af hospital og jeg har også deres hospitalstøj på. Kasper har et par sneakers, nogle sweatpants og en hættetrøje på. Overraskende nok ser han vildt godt ud i det afslappede outfit.
"Vi har opereret dig. Du havde betændelse i den ene æggestok." Sygeplejersken smiler til mig.
"Kan jeg så stadig blive gravid?" Spørger jeg og holder vejret mens jeg ser på damen. Hendes ansigt bliver trist og jeg ser ned.
"Vi er ikke helt sikre, men chancen for at du kan få børn er meget lille." Sygeplejersken ser undskyldene på mig inden hun går ud ad stuen, formentlig for at give os lidt tid alene med hinanden.
"Marie?" Kaspers blik er nervøst og han kigger omsorgsfuldt hen på mig. Jeg sidder bare i sengen, helt stille. Jeg må åbenbart se underlig ud i hovedet for Kasper rejser sig og sætter sig på kanten af min seng. Det er først da han tager mine hænder mellem sine at jeg begynder at græde.
"Vi kommer aldrig til at få et barn..." Er det eneste jeg får frem før et højt hulk overtager og jeg ser væk igen. Det er ikke engang fordi jeg havde planer om at vi skulle være forældre snart, men det at vide at det aldrig bliver en mulighed ødellgger hele min verden.
"Så, så!" Tysser Kasper og læner sig frem for at kigge mig i øjnene. "Hun sagde ikke at der slet ikke var nogen chance for at du ikke kunne få børn." Han placerer sine hænder på min ryg og trækker mig ind mod ham så jeg kan græde videre ind mod hans bryst.
"Jeg ville heller ikke tage muligheden for at du kan blive far fra dig!" Hulker jeg højt mens tårerne triller ned ad kinderne. Jeg kan mærke hvordan alting går i stykker indeni.
"Vi finder ud af det." Hvisker han ned i mit hår. Hans ene hånd klemmer om min skulder, mens den anden hånd stryger mig over håret.
"Jeg ville bare gerne prøve at være mor." Græder jeg stille. Mine tårer har lavet en stor våd plet over brystet på hans T-shirt. Han virker til at være virkelig ligeglad. Mine øjne er slørede og de svier, men jeg kan ikke stoppe med at græde.
"Shhhh!" Han hvisker i mit øre for at berolige mig og det virker. "Jeg har din medicin, kom vi tager hjem."
