4

1.5K 8 0
                                    

Jeg kan kort høre Mikkel snakke med Kasper inden der lyder skridt ude i gangen. Jeg forbereder mig mentalt i de to sekunder jeg har til rådighed inden døren forsigtigt bliver åbnet. Man kan nok stadig se jeg har grædt, fuck det.

"Hej..." Han ser ned i gulvet som om han ikke har lyst til at se på mig. "Er du okay?" Spørger han stille og står lidt akavet midt i lokalet. Hurtigt gør jeg tegn til at han skal sætte sig på min seng.

"Hvis du ikke vil have mere er det fint, men kan du ikke bare sige det nu så jeg ved det?" Jeg har fået mere ro på mig selv nu, men selvom han sikkert ikke kan høre det ryster min stemme. Jeg besluttede mig for at jeg ikke ville græde mere da Mikkel ringede til ham. Pludselig bliver jeg vred over mig selv. Hvorfor skulle jeg gøre Mikkel ked af det på den måde? Han er den der passer mest på mig i hele verdnen.

"Jeg kan virkelig godt lide dig, men det er bare virkelig hårdt at være kærester med en professionel fodboldspiller. Jeg vil ikke gøre dig ked af det." Det sidste siger han mens han stryger mig over kinden.

"Min bror er professionel fodboldspiller, jeg tror lige jeg klarer den." Smiler jeg mens jeg indeni tænker KÆRESTER. Det hele er gået så stærkt hvad nu hvis det her ikke er det rigtige? Så kommer jeg i tanke om at jeg har kendt ham i en del år efterhånden.

Kasper griner og ryster genert på hovedet.

"Skal vi ikke bare tage den med ro lige nu, se tiden an før vi gør noget?" Spørger jeg forsigtigt. Jeg vil virkelig ikke gøre ham ked af det, men jeg tror ikke der er nogen af os der er klar til at forpligte os til noget.

"Jo det lyder nok meget godt..." Siger han, men han ser alligevel skuffet ud. Pis! Jeg ville jo netop ikke gøre eller sige noget der kunne såre ham. For at vise ham at jeg stadig godt vil noget med ham fjerne jeg først hans hånd fra min kinf inden jeg langsomt læner mig frem og kysser ham. I starten er det bare vores læber der mødes, men efterhånden bliber kysset mere intenst. Hans læber skiller sig og tvinger mine til at gøre det samme. Langsomt lægger jeg mig ned på ryggen i min seng og trækker ham ned så han ligger oven på mig ligesom tidligere i bilen.

"Du ved godt Mikkel er hjemme ikke?" Kasper trækker sig lidt væk og ser på mig. Vi er begge forpustede af det intense kys.

"Mhm..." Mumler jeg og trækker min t-shirt over hovedet. Indenunder har jeg en sort bh med blonder på. Jeg takker fortids-mig for at have taget den på i morges. Kasper følger mit eksempel og tager også sin bluse af. Han ser også godt ud uden tøj på kan jeg konkludere.

"Shit du ser godt ud!" Han har hævet sig over mig og ser nu på mig.

"Ti stille, og kys mig..." Jeg når kun lige at udtale det sidste ord, før hans krop bliver presset ind mod min igen. Der går ikke lang tid før han trækker sig lidt væk igen, men ikke for at tage sin t-shirt på igen.

Hans kys bevæger sig fra min mund ned på min hals og videre hen over brystet. Da han når ned til min hofteben ser han genert op på mig for at få lov til at fortsætte. Jeg nikker og smiler til ham så han forstår han ikke behøver være bekymret. Langsomt trækker han mine bukser ned over hofterne og videre ned så jeg til sidst kun har undertøj på. Endnu engang sender jeg mine bedste hilsner til mig der tog matchende undertøj på i morges.

"Er det her okay?" Spørger han forsigtigt og lader en hånd glide igennem håret. Jeg nikker igen og sætter mig op. Langsomt læner jeg mig lidt frem og begynder at trække hans shorts ned. Efter lidt tid klarer han den sidste del selv og lægger mig ned på ryggen med ham oven på mig.

"Shit Mikkel slår os begge to ihjel." Stønner jeg imens Kasper kysser mig hen over brystet.

"Fuck det." Han fortsætter mens jeg lader mine fingre glide igennem hans hår.

"Men Marie... Er du sikker på at du gerne vil det her?" Hans stemme er lav og han stopper ikke med at kysse mig.

"Vil du?" Spørger jeg. Kasper svarer med en lyd der både kan være et ja og et nej. "Jeg tager det som et ja." Griner jeg. Hurtigt fjerner jeg mine hænder fra hans hår og løber mig lidt op så jeg kan åbne min bh. Så snart hægterne er fra hinanden gør jeg tegn til ham om at han skal tage den af.

Kasper Dolberg DANSKWhere stories live. Discover now