Hell is a place on earth

Hell is a place on earth - kapitel 11 | Marcelo and Alex |

Mig og Carlos satte os ved et bord.
"Hvad kunne du tænke dig. Alt er på husets regning"
"Øh.. Nr. 22"
"Som du ønsker. Onkel nr. 22!", råbte han til hans onkel.
"Fortæl mig mere om din ven", bad han.
"Alexander... Jeg har ikke kendt ham i mere end et par dage... Jeg flyttede her til for en uge siden", svarede jeg.
"Hvordan ved du så han er en sand ven"
"Jeg ved det..."
"En lille romance eller..." Sagde han og puffede til mig med hans albue.
"Åh nej! Absolut ikke". Aldrig! Mig og Alexander var Venner. Punktum.
"Nå nå", sagde han og smilte.
En dreng der var lidt yngre end Carlos kom hen til ham.
"Hola primo.. Hvem er denne muy smukke señorita", spurgte han og tog min hånd for at kysse den. Ligesom Carlos var han meget smuk med krøller.
"Emma! Dette er min fætter, Marcelo", sagde han højt.
"Goddag.. Rart at møde dig", hilste jeg. Det her blev mere og mere akavet. Jeg havde aldrig prøvet at få så meget opmærksomhed.
Marcelo var meget høj og veltrænet. Ikke for meget, kun sådan at det lige kunne ses.
Han havde kort krøllet hår. Ikke super kort. Sådan at der var plads til en lille knold. Så var det mørkt og mega lækkert. Han havde meget, fremstående kindben og en markeret kæbe. Hans øjne var store og brune. Ih du milde han var flot.

"Emma er løbet hjemmefra så jeg inviterede hende ind", sagde han.
"Du er muy Hermosa, alle de piger med meget makeup bvdr!", sagde han lavede en grimasse.
"Marcelo, vis Emma rundt i huset"
"Bueno", sagde han og tog min hånd.
Han tog mig med op af trappen.
"Hvis du stikker af hvor vil du så gå i skole?", spurgte han.
"Det ved jeg ikke... Hvilken klasse går du i" spurgte jeg ondsvagt.
"9. og dig?"
"Det gør jeg også.. Jeg blev rykket op"
"Interessant"
"Kom med og se mit værelse", sagde han og hev ham efter mig.
det her var lidt underligt men han var da sød. Han mindede mig om en lille sød energisk hundehvalp.

Alexanders synsvinkel.

Jeg havde ikke lyst til noget. Tænk at Emma var væk nu. Hvem havde jeg så.
Jeg havde det så skidt... Jeg fik det så dårligt over det at jeg kastede op til sidst. Det kan ikke værre godt. Jeg kan ikke lade Emma gå alene i gaderne.
Hvad skal jeg egenteligt med det her?
Emma er den eneste der forstår selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det.

Jeg tog en taske frem og puttede :
En jakke
100kr

Ned i.. Det var vel det nødvendige? Jeg havde aldrig stukket af før.
Jeg skrev en seddel til min mor hvor der stod hvad jeg havde tænkt mig at gøre.
Jeg ville jo komme tilbage igen inden imorgen.. Jeg skulle bare finde Emma og få hende hjem igen.
Hun skulle hjem til hende selv. Hun kunne ikke bare gå på gaden.
Jeg tog rygsækken på rykke og gik ud af døren.
Hvilken vej skulle jeg gå?
Jeg tog en chance og gik til højre og fortsatte.

Jeg havde gået i snart 2 timer og begyndte at opgive men jeg måtte finde hende.
Hvordan er det meningen at en håbløs teenager skal finde en lille pige i sådan en stor by.
Jeg satte mig ned i to sekunder og kiggede mig om.
To piger gik hurtigt forbi mig og fniste.
Jeg tænkte ikke mere over det og rejste mig så igen.
Jeg gik i 10 min. Mere indtil jeg kom til et lille supermarkede. Jeg var efterhånden blevet tørstig så jeg gik derind.
Der var ingen jeg kendte. Kun skumle typer.
Jeg gik ned til drikkelsen og tog en vand.
"Hej", sagde en stemme til mig. Der stod en lille dreng på ca. 8 år ved siden af mig.
"Øhm Hej.. Skal du ikke være ved dine forældre?", spurgte jeg.
"Jo.. De ejer den ber butik", svarede han.
"Hvorfor er du ikke gammel og uhyggelig", spurgte han.
"Øhm, fordi jeg er ung"
"Det er der ingen andre der er"
"Jo et eller andet sted.. Men nok ikk her", sagde jeg og gik videre til kassen.
Jeg købte vandet og gik videre. Det var ved at værre aften da jeg kom til en cafe.
Jeg havde ikke mange penge tilbage men måske kunne du få noget til 80 kr.
Det var en hyggelig cafe med Mexicansk tema.
Jeg satte mig og ventede på at nogen skulle tage imod min bestilling.
Der var okay proppet og der var kun en tjener så jeg gik ud fra at det måske ville tagen lidt tid.
Det var i det sekund jeg så Emma kom ned af den lange vindeltrappe.
Jeg rejste mig hurtigt op og løb hen til hende.
"Emma!", sagde jeg.
"Alexander? Hvad laver du her", spurgte han og smilte.
"Jeg... Kom kan vi ikke lige sidde ned", spurgte jeg og tog hendes hånd.
"Øhm.. Okay vel", svarede hun og fulgte mig ned til et bord.
"Du kan ikke stikke af det er sygt!", sagde jeg.
Hun kiggede på mig.
"Måske.. Men jeg kan ikke komme tilbage"
"Hvad nu hvis.... Hvis du kan bo hos mig"
Hun fnes lidt.
"Nej, nej det kan jeg ikke.... Hør du skulle ikke havde gået den lange vej bare for at hente mig... Jeg tager ikke hjem igen... Forestil dig hvordan det må føles at nærmest blive banket ihjel af sin far", svarede hun.

Det kunne jeg ikke.... Min far døde af Aids da jeg var lille.

"Min far er død", sagde jeg kort.
Alle farverne fra hendes ansigt drænede fra hendes ansigt.
"Det er jeg ked af", sagde hun og tog min hånd.
"Nej nej, det er fint. Jeg kendte ham ikke", svarede jeg.
"Hør jeg er alene hvis du ikke er der",
"Hvad? Du har da så mange venner i skolen", spurgte hun undrende.
"Som om jeg overhovedet kan lide dem... Jeg er alene, helt alene", svarede jeg.
"Du skal med tilbage"
Hun svarede ikke men kiggede ned i jorden.
En fremmede kom hen til os.
"Hola Señorita, hvem er din ven", spurgte han og smilte. Kendte han Emma?
"Jeg hedder Alexander", svarede jeg.
"Hola mit navn er Marcelo", sagde han stadig meget smilende.
"Okay, men mig og Emma skulle til at gå, sagde jeg og rejste mig. Jeg var lidt højere end ham men ikke meget.
"Hvor skulle vi tage hen?", spurgte Emma lidt hidsigt.
"Hjem"
"Mit hjem? Næ nej",Sagde hun og lagde armene over kors. Hvorfor kunne hun ikke bare tage med.
"Du bliver nød til at tage hjem", sagde jeg.
"Amigo, hvor bor du?", spurgte Marcello.
"I blocbrødrenes lejlighed", svarede jeg hurtigt og tog et fast greb om Emmas arm.
"Arh! Der bor min kusine. Du kan bo hos hende hvis du vil. Nogle gange passer hun bortløbne børn", foreslog han.
Fremragende idé. Men jeg vidste ikke rigtigt med ham der Marcelo. Han virkede lidt for kæk.
"Okay! Hun bor i 2 B", svarede han til sidst.
Jeg nikkede og trak Emma med ud.
"Gider du godt at have lidt respekt for mig? Du kan ikke bare hive mig rundt", vrissede hun.
Måske.. Var det lidt forkert af mig.
"Undskyld..", mumlede jeg.
"Vent lidt... Jeg glemte sin trøje derinde", sagde hun og løb ind efter den.
"Det var vel også lidt barnligt af mig at stikke af", sagde hun da hun kom tilbage med trøjen over armen.
"Du stikker da stadig af... Bare ikke fra mig denne gang", sagde jeg.
"Jeg stak ikke af fra dig.. Jeg stak af fra mig selv.. Men det er vidst umuligt", svarede hun.
Klokken var efterhånden mange og det var ved at blive mørkt.
"Det er koldt. Tag trøjen på", bad jeg hende. Hun sendte mig et dræberblik og tog trøjen på.