Hell is a place on earth

Hell is a place on earth - kapitel 10 |? Who am i? What about Carlos? |

Emmas synsvinkel:

Vi krammede i flere minutter indtil jeg trak mig tilbage.
"Farvel", sagde jeg.
"Vent. Her tag den med dig", han rakte en mørkeblå lynlås hættetrøje imod mig.
Jeg kiggede på den.
"Hvis du kommer til at fryse". Jeg tog den på og den gik mig til knæene.
Han kiggede på mig: "den er lidt for stor men den er lun... Plz. Sig at du kommer tilbage", han tog min hånd.
"Jeg vil forsøge", smilte jeg og vendte om. Jeg gik ud af døren og videre ud af hovede døren.
Det gjorde ondt at forlade alt men jeg blev nød til det. Hvorfor skulle livet bare være sådan et helvede nogle gange?
Der var sikkert nogle der havde større problemer end mig men Jeg havde overhovedet ikke tid til at tænke på dem.. Jeg måtte tænke på mig selv.
Jeg gik ud på gaden og kiggede mig omkring. Åh nej jeg havde ingen ide om hvor jeg var eller hvor jeg skulle hen. Jeg kom i tanke om min tante. Hun skulle bo her omkring. Måske kunne jeg tage bussen men vent jeg havde ingen penge.
Jeg måtte bare gå og gå og gå og gå til mine fødder faldt af.
På gaden var der mange forretningsmænd og turister.
Der var ingen børn der legede eller snakkede som der var i min gamle by.
Måske sad min gamle by fast i tiden eller noget.. De havde knapt nok telefoner.
Hvad var der med min gamle by? Den begynder at virke mere og mere mystiks. Måske kunne jeg finde ud af noget mere om den. Jeg besluttede mig for at gå på biblioteket og bruge deres computer til at finde ud af noget.
Min mave rumlede. Gud hvor var jeg dog sulten.
Jeg gik og gik og endelig nåede jeg til et bibliotek.
Jeg åbnede døren og der var helt stille inden for. Der sad kun et par ældre damer og læste.
Jeg kiggede mig om efter en computer. Der var netop en tilbage der rentfaktisk virkede.

Hvad skulle jeg overhovedet søge på? Den havde vidst ikke noget navn min by. Jeg kan huske at skolen hed fjallenbark. Jeg søgte på det men den sagde bare"Ingen resultater". Hvad? Findes min skole ikke?. Hvad så nu?
Jeg søgte på glemte byer. Der kom en masse om en glemt by under Peru og noget om en djævel på Silkevejen. Men intet om fjallenbark. Mystisk.
Hvad med mig? Var jeg ikke registreret et eller andet sted.
Jeg søgte på mit navn:
.Emmalinea Ejendal Salkomst Augustaus Rosenpiíl Josefina Elzibeth Fligaade.
Der var intet.
Jeg fandtes ikke.
Hvis jeg ikke fandtes hvorfor fandtes mine problemer så? Urgh!
Helvede fandtes da. Det vidste jeg for jeg stod midt i det.
Jeg gik ud af biblioteket.
Det regnede nu. Det var vidst godt at Alexander lånte mig hans trøje. Åh Alexander.. Stakkels dreng.

Jeg gik lidt ned af gaden indtil jeg kom til et halvtag. Jeg satte mig ned og så på gaden. Regnen stoppede ikke alle de travle mennesker. Ingen havde tid til noget og jeg var her bare som et andet travlt menneske. Også selvom jeg ikke havde travlt.
Det regnede ikke så meget mere så jeg gik videre.
Det var blevet formiddag og jeg var blevet rigtig sulten. Hvordan skulle jeg dog skaffe penge til mad nu. Jeg satte mig på en kant sten ved en shawarma biks.
En fyr kom hen til mig. Han havde Smukke mørke krøller og et kæmpe smil. Hans hud havde en dejlig mørk glød. Han så noget ældre ud end mig
"Hej, du ser fortabt ud" sagde han med spansk accent.
"Jeg er sulten", sagde jeg.
"Har du ingen penge? Hvor er dine forældre?", spurgte han.
"Jeg har ingen penge og jeg stikker af"
"Men altså... Men altså jeg arbejder der inde hos min onkels cafe", sagde han og pegede på en sød cafe overfor.
"Okay", sagde jeg og smilte.
"Altså.. Hvis du hjælper mig med at vaske lidt op, så kan du få en bid mad", tilbød han.
Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare.
"Ehm.. Jeg ved ikke rigtig", sagde jeg.
"Okay.. Men altså hvis du ikke vil have noget mad så..", sagde han
"Okay jeg hjælper", opgav jeg.
Jeg rejste mig og fulgte den høje veltrænede fremmede.
Inde på cafeen lød en sød lille melodi i baggrunden.
En ældre herre stod bag disken.
"Carlos, hvem det?", spurgte manden med en spansk accent.
"Onkel, den her pige er sulten.. Jeg tænkte at hun kunne hjælpe mig med at vaske op og så få en bid mad"
"Selfølgelig! Så, såhe smut ud i køkkénet med jer eyh"
Vi gik ud i køkkenet. Det var ikke fordi at der var særligt meget at vaske op.
Jeg tog den kæmpe store trøje af som Alexander havde givet mig.
"Hvad er dit navn?", spurgte han og smilte.
"Emma, og dit?", spurgte jeg.
"Carlos"
"Hvor gammel er du señorita", spurgte han stadig smilende. Han smilte hele tiden.
"14... Dig?" Svarede jeg kort.
"20", svarede han og vendte sig om og begyndte at vaske op.
Okay.. Jeg havde ikke troet han var så gammel. Urgh det her er underligt.
Jeg vendte mig om og vaskede en tallerken op.
"Hvorfor løber du hjemmefra?", spurgte han omme bag ved mig.
"Det er temmelig indviklet"
"Ja.. Jeg løb også hjemmefra da jeg var lille.. Og nu er jeg her", sagde han og grinte lidt.
"Men sig mig, den trøje du havde på var da noget for stor? Du stjal den vel ikka'h", spurgte han seriøst.
"Åh nej! Jeg fik den af min ven.. Han sagde at hvis jeg stak af ville jeg nok komme til at fryse på et tidspunkt"
"Hvorfor prøvede han ikke at stoppe dig?"
"Det gjorde han også.. Men han burde forstå mig", svarede jeg og tørrede tallerkenen af.
"Jeg havde ingen venner da jeg var på din alder.. Så jeg gjorde det bare ... Stak af", sagde han.
"Men sådan en smuk ungmø alene i storbyen.. Det er ikke helt ufarligt skal du se",
"Jeg er da stadig i et stykke endu", svarede jeg og smilte.
"Ja.. Men der er mange ... Chicos malos i byen her", (sorry mig spansk haha 😂👏)
"Hvad skulle de med mig?",
"Du er meget smuk... Du ville få en bemærkning eller to"
Ja for du har allerede givet mig dem.

"Måske.. Men hvad kan man gøre ved det", spurgte jeg.
"Ikke så meget... Men bare hold dig fra dem", sagde han. Jeg kunne faktisk på en måde godt lide hans accent. Det gjorde på en måde alting lidt mere sjovt.
Han var flot.. Rigtig flot. Og gammel i forhold til mig.

Vi havde stået og vasket op i noget tid og endelig blev vi færdige. Det tog også sin tid.
Jeg var bare hunde sulten nu.

"Kom skønne så skal du få noget mad", sagde han og gik ud af køkkenet.
Jeg fulgte ham ud i cafeen. Der var flere mennesker nu end før.