Hell is a place on earth

Hell is place on Earth - kapitel 5 | Knocked out |

Emmas synsvinkel

Jeg følte mig mere tilpas i hans hus nu hvor isen var så småt brudt.
Jeg ved ikke han er måske ikke så slem men han har helt sikkert nogle inkompetencer han skal arbejde med tænkte jeg.

Jeg satte mig længere tilbage i hans seng og nøs.

"Achiu", nøs jeg og lukkede øjnene.

"Prussit", sagde han.

Jeg blev rød i kinderne.. Det var utroligt uhygiejniske ikke at nyse i ærmet.

"Undskyld"
"For hvad?" Spurgte han.

"Ik noget", sagde jeg.

Alexanders synsvinkel:

Emma havde et rigtigt sødt smil.
Måske kunne vi godt blive venner.

"Hvor kommer du fra? Du virker ikke som en der kommer fra her omkring" spurgte jeg.

"Det ligger langt væk.. Det har ikke rigtigt et navn men vi lære fra fødslen at vi skal opføre os civiliseret og ikke at blive sådan nogle teenagere som kun er ude på ballade", forklarede hun.

"F^ck hvor kedeligt", sagde hun.
Hun ignorerede mig.

"Havde du en kæreste", spurgte jeg.
Hvorfor spurgte jeg om det?
Jeg er ved at miste forstanden.

Hun kiggede på mig.
Blod strømmede til hendes kinder.
"Øh..",
"Ja.." Svarede hun.

"Hvad hed han? Hvordan var han"
"Han var stille.. Og klog",
"Altså han var kedelig?" Afbrød jeg hende.
"Nej",
"Jo"
"Måske"
"Hvorfor afsluttede du det ikke?" Spurgte jeg.

"Det gjorde han"

"Nå", Sagde jeg og så ned i jorden.

"Jeg er ked af at jeg ikke har givet dig en chance", sagde hun og kiggede på mig.

Hvorfor kunne hun ikke bare kigge på mig i al evighed? Jeg var træt af at hun hele tiden kiggede frem og tilbage.
Gulvet, mig, væggen, kommoden og så mig igen.

Min mobil vibrerede i baglommen. Jeg hev den frem og så at Chris ringede.
Jeg trykkede 'svar'.

"Hvaså, hvorfor er var du ikke i skole idag", spurgte jeg.

"Alex, der er sket noget", svarede han.

"Hvad så?", spurgte jeg.

"Kom over til mig"

"Det kan jeg ikke...jeg har besøg"

"Hvem", spurgte han.

"Det er ligemeget. haster det?",

"Ja.."
Der var nogle der skreg i baggrunden.

"Kan jeg ikke tage hende med?",

"Jeg er ligeglad kom nu bare".

Jeg lagde på og puttede min mobil tilbage i lommen.

"Du må møde min søster en anden dag, vi skal afsted"

"Vent! Kan jeg ikke bare blive her" spurgte Emma.

"Kan du ikke bare gøre som jeg siger?" Spurgte jeg flabet.

"Du bestemmer ikke over mig", svarede hun fornærmet.
"Hvorfor skal jeg med"

"Jo fordi at min ven står i en nødsituation og jeg vil bevise at jeg ikke svigter mine venner", afsluttede jeg og hev Emma efter mig.
Vi ankom til hans hus og skyndte os ind.

Christopher sad på et trin og så ned i jorden. Jeg løb hen til ham og spurgte hvad der var sket.

"De er væk", sagde han og pegede på døren.
Jeg gik ind ad døren. Hans hus var mørkt. Der var ikke en lyd at høre.
Jeg løb ud af døren igen og så på Chris.

"Hvorfor ringer du ikke til politiet", spurgte jeg.
"Det har jeg gjordt... De sagde at de ville starte en efter søgning"

Han havde grædt.
Jeg havde helt glemt Emma hun stod ti meter væk og så på os.
Hun kom hen til os og satte sig ved siden af Chris.

Hun tog fat i hans hånd og så ham i øjnene. Hun hviskede noget.
Chris så bange ud..
Efter er lidt gik Emma tættere på huset.

Jeg rejste mig og hev fat i hendes ærme.
"Hvad laver du?", spurgte jeg.
"Slip mig", snerrede hun strengt.
Jeg blev lidt bange og slap hende.

Hun åbnede døren og gik ind.

Jeg fulgte efter hende. Jeg ved ikke hvorfor men.. Jeg bekymrede mig om hende som jeg ville gøre med en rigtig ven.

Vi stod i det mørke rum.

"Hvad vil du nu gøre? Bruge dine mystiske kræfter til at finde hans familie", spurgte jeg sarkastisk.

"Jeg er ingen heks. Jeg leder efter spor", svarede hun.

Hun skimmede rummet grundigt igennem og fortsatte så ud i haven.

Der var blod på vinduerne og Emma udstødte et lille hvin. Jeg følte at jeg burde træde ind foran hende og føre an men det virkede som om hun havde rimelig godt styr på hvad hun lavede.

Emmas synsvinkel.

Jeg udstødte et hvin da jeg så blodet..
Det stank
Jeg gik over til vinduerne og satte en finger på.

Det var ikke tørt endu...

"Det kan ikke værre sket for lang tid siden... Blodet er stadig flydende".

Der lød et brag ude fra det sorte rum.
Christopher kom ud.

"Blodet er fugtigt", sagde jeg.

"I er dumme...", sagde han og grinte.

Mig Alexander udvekslede forvirrede blikke..

"Hvad mener du?", spurgte Alexander.

Han gik frem mod os langsomt.
Den måde han smilte på var uhyggelig.

Jeg nåede ikke at tænke før han havde slået Alexander ud.

Og pludselig var alt sort...

Alexander