Hell is a place on earth

Hell is a place on earth - kapitel 6 | A new friend |

Alexanders synsvinkel.

Jeg tog mig til hovedet. Det dunkede og blødte. Jeg kunne ikke præcis huske hvad der var sket. Hvordan kunne Christopher finde på det her. Jeg åbnede mine øjne langsomt og kiggede mig om.
Jeg befandt mig i en kasse.
Luften var tung og og der var intet lys.
Kassen var godt nok stor men jeg havde det som om væggene lukkede sig omkring mig.. Jeg led af klaustrofobi.
Jeg kunne ikke få vejret.
Jeg hostede og hev efter vejret.
Jeg græd.
Jeg svedte.
Jeg slog og pressede på begge sider af kassen.
Jeg skreg efter hjælp.
Og med et sort.

"Hjælp! Hjæælp", råbte en pige stemme. Ikke hvilken som helst stemme.. Det var Emmas.
Det kom fra noget ved siden af den kasse jeg sad i.
"Emma", skreg jeg.
"Alexander"
"Ja.. Hvor er vi"
"Det ved jeg ikke... Jeg er i en kasse"
"Også mig".

Der var noget sært beroligende over at vide at jeg ikke var alene.
"Jeg skal ud", græd jeg.
"Græd ikke".. Bad hun.
"Vi kommer ud" forsikrede hun.
"Hvordan"
"Det må vi finde ud af"...

Jeg slog mine næver mod loftet af kassen.
Efter noget tid gav jeg op.
"Vent sagde Emma.
"Hvad"
"Jeg har en lommekniv"
"Og det havde du ikke tænkt over lidt før?", spurgte jeg sarkastisk.

Jeg kunne hører at hun drejede skruerne ud af kassen.

"Den er åben" skreg hun.

"Hvor er vi" spurgte jeg.
"Jeg lukker dig ud... Så kan du slev se"

Lågen gik op og jeg sprang ud af kassen.
Vi befandt os i en skov.
En stor sort skov.

Min mobil... Jeg havde min mobil!

Jeg hev den ivrigt op af lommen.
Intet signal... Intet signal?!

"Lort", skreg jeg og smed den hårdt ned i jorden.

Emma bukkede sig ned for at samle den op.

"Jeg fryser" sagde hun og gøs.

"Også mig", sagde jeg og krydsede mine arme.

Den lille pige kiggede op af mig.

Hun var som en lille fin porcelæn dukke, utrolig skrøbelig.

"Burde vi ikke sætte os i ly?" Sagde hun.
"Jo, helt sikkert.. Lad os finde en bed and breakfast", sagde jeg sarkastisk
"Vi burde finde væk herfra", sagde jeg.

Vi gik i noget tid uden at sige noget.

"Jeg troede Christopher var min ven. Hvilken syg hjerne gør sådan noget her", mumlede jeg lavmælt.

"Jeg tog fejl af dig... Du er der for dine venner", undskyldte hun.

Hun tog fejl? Det havde jeg aldrig troet at hun ville sige.

"Kan vi holde en pause?", bad hun.

"Nej", sagde jeg.

Hendes vejrtrækningen blev hurtigere.
Hun kom længere og længere bag ud.
"Du er for hurtig",
"Nej.. Jeg har bare længere ben", svarede jeg.

"Vi holder en pause", beordrede hun.
"Nej",'jeg stod fast ved mit svar.

Hun standsede seriøst?

Jeg gad heller ikke gå mere men vi kunne ikke give op.

Jeg tog fat om Hendes ryg og ben og løftede hende op i mine arme.

"Hvad laver du? Slip mig", hun vred sig.

"Stop. Vi må fortsætte", sagde jeg strammede mit greb om hende.
Hun var ikke tung overhovedet.
Hun vejede mindst ligeså meget som en lille taske hund.

"Det her er akavet", sagde Emma og lagde armene om min hals for ikke at falde ned. Hun havde måske ret... Jeg ved ikke jeg kunne godt lide det.
"Bare slap af"

Efter lidt var Emma faldet i søvn i mine arme. Hun så, så fredfyldt ud.

Der så jeg det... En vej..En vej!

"Emma! Emma!", kaldte jeg og rystede den sovende pige.

Hun åbnede søvnigt hendes øjne og kiggede på mig.

"Her er en vej!", forklarede jeg.

Hendes øjne spærrede op og hun sprang ud ned på jorden.
Den var Tom men der var tlf. Dækning.

Jeg hev min mobil frem. Kl. Var 20:53. Jeg gik ind på kortet og kiggede efter hvor jeg befandt mig. Grevholm.. Det lå 20 min væk fra der hvor jeg boede.
Jeg tastede straks min mors nr. Ind og ringede op

"Alexander Justus Fuglegaard hvor i alverden befinder du dig? Jeg har ringet til sig 100 gange"

"Mor, mor.. Jeg blev slået ud af Christopher og han puttede mig ned i en kasse og slæbte mig ud i en skov og nu står jeg ved grevholm! Du bliver nød til at hente mig",

"Jeg er på vej".

Jeg smilte. "Min mor kommer".
Emma pustede lettede ud og smilte.
"Hey, hvis du ikke har noget imod det... Kunne vi to værre venner?", spurgte jeg nervøst.
Hun gjorde mig nervøs.
"Helt klart", sagde hun og og rakte hånden frem.
Jeg tog den og hev hende ind i et kram.
"Du kan ikke bruge et håndtryk til noget", sagde jeg og trak mig tilbage.
" du har godt nok meget hår", fortalte jeg hende og satte mig på en stor sten for at komme ned på hendes højde.
"Ja.. Mit hår er min bedsteven", sagde hun og smilte
"He", fnes jeg.
"Mit hår er min værste fjende", jokede jeg og pegede på den fugle rede der var mit hår.