Min brors bedste ven

Er vi slut?

Jeg lægger i min seng, jeg skal ingenting og det er endda fredag. Ville gerne være sammen med Andreas, men han er sur. Plusligt siger min telefon en lyd, jeg rækker ud efter den. Jeg kigger der er en besked fra Andreas "vi skal snakke" har han skrevet til mig. Jeg får et chok gemmen kroppen. Vil han slå op? Men vi jo ikke kærester så det kan han ikke. For jeg skæld ud af ham? "Ok, vil du ringe eller mødes?" Svarer jeg tilbage. Der går to sekunder så svarer han. "Vi kan mødes om 20 min ved søen". Jeg har lyst til at skrige ned i min telefon. Jeg er nervøs, sur og trist. Jeg begynder at gøre mig klar. Jeg går ned i stuen hvor Mikkel sidder med sin kæreste Karoline. "Jeg tager ud og går en tur med Christian" siger jeg og mens jeg træder ind i stuen. Mikkel kigger op på mig og smiler "glæder mig til at møde min lillesøsters kæreste snart"  svarer han og små griner. Jeg kigger på ham og griner lidt "jaja det godt med dig" siger jeg med et smil på læben og gå ud af døren.

Jeg er står ved søen og kan se Andreas komme gående. "Hej" siger jeg og gir et lille smil.  Han kigger koldt på mig "hej". Jeg kigger ned i jorden "skal vi bare gå rundt om?" Spørg jeg. "Jaer" svarer han og begynder at gå. "Hvad ville du snakke om?" Spørg jeg og gider ikke kig op på ham. "Alt det her" svarer Andreas og sparker roligt til nogen sten på stien. "Ved ikke om det er bedst vi bare stopper det her mens legen er god" forsætter Andreas og ryster lidt i stemmen. Hans ord giver et sæt i min krop. Jeg får tårer i øjne. "Hvad mener du?" Spørg jeg og min stemme ryster. "Mener bare at vi kommer aldrig til at sige det til Mikkel, så vi kommer aldrig til at være kærester rigtig. Og du vil gerne hænge ud med ham Christian" svarer han. Jeg kan mærke jeg bliver frustreret. "Det er dig som ikke vil have vi ikke siger det til Mikkel. Og Christian er en af mine venner, ligesom du har din gode veninde" udbryder jeg og prøver at holde mine tårer tilbage. Jeg tager mig til hovedet. Der er stilhed mellem os. Vi forsætter med at gå unden nogen af os siger noget. "Fie?" Bryder Andreas stilheden med. Jeg gider ikke kigge på ham "hvad" svarer jeg koldt. "Hver gang jeg ser dig får jeg sommerfugle i maven, når vi ikke sammen er det eneste jeg kan tænke er hvornår vi skal være sammen igen, når du krammer mig føler jeg at jeg flyver, hver nat håber jeg på jeg drømmer om dig. Jeg har aldrig haft det på den her måde på før med en pige, så jeg har svært med hvordan jeg skal reagerer " siger Andreas helt genert. Jeg har aldrig mærket ham genert før. Jeg stopper op, og kigger på ham. Jeg rækker ud efter et kram. Jeg tager mine arme om ham og klemmer som om det vores sidste kram. "Du så sød" svarer jeg og har lyst til at græde af glæde. Jeg holder en kort pause og trækker vejret dybt. "Så du vil ikke stoppe det her eller hvad?" spørg jeg og kigger op på ham med tårer i øjne. "Nej, faktisk virkelige ikke. Det var dumt jeg sagde det" svarer han. Jeg gir ham et hurtigt kys og vi går videre. "Skal vi tage hjem til mig?" Spørg Andreas. Jeg nikker og vi går hjem til ham.