hverdag

Bøgetræet

Skolen var begyndt at blive levende igen efter verden havde stået stille. Majsolen skinnede, usynlige solsorte pippede fra frodige bøgetræer. Eleverne, unge hun ikke genkendte, spillede volley, andre solede sig og spillede musik fra deres bluetooth-højtalere.

Hun traskede i gruset langs fodboldbanen. Nok gik hun og så meget afslappet ud i det sorte tøj og kameratasken over skulderen, men hun havde et formål med sin tur.

Da hun nåede vandet, kiggede hun gennem kameraet på fjordens skønhed. Træerne, der strakte sig ud over de runde, røde sten. De vibrerende bølger, som plaskede næsten lydløst mod bredden. Hun havde været her mange gange før, taget mange billeder af det samme motiv. Alligevel blev hun ikke træt af det.

Hun fortsatte langs stranden ud mod sin egentlige destination. På vejen forblev hendes hoved tomt, kun sanserne blev mættet af naturens mange rolige indtryk.

Træet stod der som altid. Hun kom nærmere, udsete sig et bestemt sted og så motivet for sit indre øje. Op af lommen trak hun sin røde schweizerkniv. Hun gik aldrig med den på sig - hun var jo ikke spejder - men hun vidste altid præcist, hvor den var. Som en Judasagtig ven havde den hjulpet hende, når tankerne blev for meget.

Hun begyndte at kradse hjertet ind i træet, efter hun havde set sig paranoidt omkring. Figuren blev pæn. Bøgens hvidgrønne kød trådte frem under den grålige bark. Hun begyndte at snitte det første initial, M'et. Sirligt, kærligt gjorde hun sig omhyggelig, men det var som om, at det bare ikke blev godt. Der var noget forkert ved det. Som om træet kæmpede imod hendes motiv, afviste det og hendes intentioner og håb for det kunstfærdige resultat. Sukkende så hun på det maltrakterede M, hun nu nærmest havde mishandlet for sin egen egoismes skyld.

Det andet initial, hendes eget, skulle hun til at snitte. Hun skitserede bogstavet med kniven i bøgens bløde bark, påtvang den bogstavet. Men igen føltes det forkert.

Hun trådte et skridt tilbage og satte sig på jorden. Hun kunne ikke andet end at stirre på hjertet, for det var jo en løgn. Tankerne begyndte at hobe sig op i hendes hoved, de hvirvlede rundt som bladene i et stormvejr. De pressede på, paniske, og sprang selvmorderiske ud gennem hendes øjne i form af salte tårer, der sveg som syre i øjenkrogene. Hun holdt stadig schweizerkniven i hånden.

I et øjeblik kunne hun abstrahere fra hjertets hypnose. Fjorden fangede hendes øjne og fyldte hendes sind med solens reflekterede stråler. Vandets skræmmende dybde opslugte hende, viste hende, at der er så meget under overfladen. En uudforsket verden, som ingen har styr på endnu, hverken marinebiologer eller psykologer. Bølgernes sagte plasken fortalte hende, at det ikke var det værd, hverken schweizerkniven eller menneskene bag initialerne.

Hun rejste sig fra jorden med et underligt, nærmest påtaget mod og vaklede i retning af træet. Med fornyede kræfter skar hun et dybt E ved siden af M'et. Træet måtte give efter for hendes nysåede, svage selvrespekt. Blødende en klar væske accepterede træet sin behandling og påtog sig hjertet. Med kameraet over skulderen vandrede hun tilbage langs stranden, øjnene rettet mod sin omgivelser.