hverdag

Birollen (Historien om Mona og Malthe)

Dansklærerne elsker ringstrukturer i noveller, lige så meget som kemilærererne elsker dem i aromatiske forbindelser. Og måske var gymnasiet bare en novelle. Ligesom Mona bare var et spøgelse for mig.

For Malthe var hun hovedpersonen, jeg var selvfølgelig altid kun en birolle. Det er klart, jeg altid kun kunne være en hovedperson i mit eget hoved. Kun indtil jeg indså, at heller ikke virkeligheden er lineær - den følger ringstrukturens ubrydelige cyklus.

For Mona og Malthe startede sammen, som de magnetiske modsætninger de nu var. Så unge og kyniske, Mona frisk fra folkeskolens skælvende grabber, og Malthe udbryderisk fra adventistsamfundets nordsjællandske niche. Jeg beundrede altid dem begge, mest på afstand som den nærmest voyeuragtige observatør jeg altid har været. Hvis jeg ikke rigtig kunne have nogen af dem, fordi de havde hinanden, kunne jeg da i det mindste sidde mellem dem og lade som om, at deres lydbølger til hinanden var intenderet mig. Jeg følte mig derfor inkluderet, sådan en gang imellem, når de begge besluttede sig for at møde op til biologi i 1.g.

En sommernat skete der noget, som aldrig skulle have sket. Glimtene flasher stadig for mine øjne, der sviger ved tanken. Mona i sengen, Malthe over hende. De er fulde. Det var godt, men hun fortrød det. Grædende måtte Malthe forlade stedet med de andre drenges hænder på skulderen. Så småt som Mona blev ædru, begyndte hun at indse, at de var magnetiske modpoler. De frastødte hinanden, i hvert fald den ene vej.

Så snart Malthes guddommelige hånd nærmede sig Monas menneskelige krop, brændte hun sig og undveg faren ved hans berøring. Malthes renæssancemaleri, han så ivrigt havde malet, brød i tusind stykker ligesom hans hjerte.

Mens Malthe stadig gemte sig i dunkle kamre og dystre blikke, begyndte Mona at leve sit liv igen, men blev påtvunget et ufrivilligt kys af et krølhåret og tyndbenet fyr. Fordi dette forblev en hemmelighed, rasede Malthes overbeskyttende jalousi i det øjeblik, hemmeligheden trippede over en uskyldigs sprukne læber. Fra dette punkt fortrængte Mona og Malthe hinanden i blussende, glødende had. I smertende uretfærdighed, på hjerteskårenes skarpe kanter voksede ulideligheden kun. Deres sjæle kunne ikke være i samme rum, selvom de inderst inde længtes efter hinanden.

Mennesker har det med at gå i de samme spor. Se bare om vinteren - langt de fleste træder i andres fodspor i den dybe sne. Malthes længsel efter Mona ændrede sig derfor med få grader, så få at selv erfarne matematikere ikke ville kunne måle den med en vinkelmåler. Hvor jeg havde følt mig som det tredje hjul, havde jeg en illusion om, at jeg var det primære. En hovedperson på Vejlefjord, i mit eget liv. Lydbølgerne nåede nu aldrig Mona mere.

De nåede mig.

En anden nat, en oktobernat få år senere, skete noget, der var mindst så skæbnesvangert. I klubbens blinkende lys, blandt den ukendte musik, festlige fremmede mennesker - der kunne jeg kun opfange Malthes bølger, og han kunne for første gang tyde mine. Alkoholen slørede ikke de svage lydbølger, men definerede dem og gjorde dem knivskarpe. Malthes læber var ikke knivskarpe, de føltes heller ikke farlige den nat. Men så snart alkoholen var dampet væk, hærgede en storm af frustration og usikkerhed mit sind. Denne storm varede vel ved i et års tid - men natten var ikke slut, Malthe nåede at sende de dystre blikke, han normalt delte med Mona. Han delte også en cigaret, der var mindst lige så farlig.

Sindets storm tog fat, og som høj- og lavtryk skifter jævnligt, skiftede stormen karakter mellem ekstase og depression alt efter, hvordan Malthes øjne så ud på den pågældende dag.

Snart skulle jeg finde ud af, at Malthes berøring udelukkende bragte smerte. Denne opdagelse fandt sted en vinternat i endnu et nyt år. Efter hvad der kun kan beskrives som uger af endeløs ekstase, der endte i en eksplosion af diverse hormoner, sprang jeg ud af Malthes vindue. Et blåt mærke, et sårbart symbol på stoltheden over at være set af Malthe, fyrede kun op efter længslen efter ham og hans ubevidst sadistiske adfærd. Herefter begyndte han - selvudråbt ubevidst - at ignorere mig. Midlertidige kærlige blikke var udskiftet med dem, han længe havde sendt Mona.

Det gjorde ondt. Men en del i mig elskede smerten. Og havde jeg ikke Malthe til at påføre mig den smerte, måtte jeg gøre det selv.

Synet af Malthe var nok til, at mine lunger stoppede med at overføre ilt til mit blod, at mine lemmer blev følelsesløse, at mit sind blev et gråt kaos af kruseduller og at mine hænder automatisk fandt frem til et skinnende blad, der kunne gøre min hud rød. En psykisk smerte, der var for stor og uforklarlig til at håndtere, kunne koncentreres ned på få centimeter af hud. En lille, skinger smerte, der kunne skrige så højt, at selv min hals ikke ville kunne følge med. Endnu et af renæssancemalerierne var ødelagt, men denne gang var det malingen, der var sprukket.

Måske er jeg en birolle i mit eget liv. Historien om Mona og Malthe er kun ét eksempel på, at jeg har opgivet alt inden i mig for andre. Jeg er ikke en hovedperson, der tænker og føler - jeg reagerer kun. Svarer på hovedpersonens replikker, ofte for hurtigt, for desperat, for længslende, fordi jeg vil varme mig i deres projektørs lys. Vil være set, anerkendt, elsket og accepteret i deres favne af ægte levende kød og blod. De styrer mig, de er filminstruktørerne, der positionerer mig og lokker mig til at græde endnu 100 nætter.

Jeg er en birolle i mit eget liv. For Malthe vender tilbage til Mona. Jeg var kun en midlertidig ting, en ting, der skulle få den guddommelige hovedperson til at indse noget vigtigt. På bekostning af min smerte.

Malthe vender tilbage til Mona i livets toer, efter gymnasiet ved en nytårsfest. Sørgmodigt modtager den fyrede birolle en besked om, at de snakker sammen igen. Ler sammen igen. Sender kærlige blikke igen.

Men ja, gymnasielærere elsker ringstrukturer.