Wherever You Are

1.

Kapitel 1.

Angels synsvinkel:

Det sneede og det var koldt at stå og vente i køen. Tusind af piger stod i kø for, at komme ind og se dem. Jeg var her sammen med min bedste veninde Tanja. Hun elskede dem og havde plaget mig om, at tage med hende. Deres musik var okay, men det var ikke noget jeg sagde højt, for Tanja ville aldrig give slip på det igen.

Jeg havde en hemmelig yndlingssang, som hed " Amnesia ". Jeg kunne den udenad, og hvis Tanja opdagede det ville hun rejse USA rundt og tage mig med til alle deres koncerter. Det her var min første koncert, så jeg var normalt ikke typen der gjorde sådan noget. Jeg kiggede på min mobil, klokken var 19.30 og koncerten var sat til at starte klokken 20.00.

"Jeg smutter lige hurtigt på toilet", sagde jeg til Tanja. Hun nikkede, men var dybt koncentreret på køen og omgivelserne omkring os. Jeg vidste hun håbede på at få et glimt af drengene og jeg ville ikke tage hendes opmærksomhed unødigt, så jeg listede stille af. Det var en kølig aften d. 1 december og den mørke nattehimmel fyldte omgivelser. Jeg gik ind i vognen, hvor der var toiletter. De var beskidte, men det var de jo som regel på steder, hvor der kom mange mennesker.

Jeg kiggede på mig selv i spejlet og så på mine blå øjne, der var omgivet af et lag sølv øjenskygge. Mine vipper var lange og sorte, mine kinder havde en rød glød og mit hår var krøllet let. Jeg stod der og stirrede på mig selv.
Jeg skulle ikke tisse, det var bare noget jeg havde sagt for, at komme væk fra alle de mennesker. Det at være omgivet af mennesker hele tiden var ikke lige mig. Ikke fordi jeg ikke var social, for det var jeg, bare på min egen måde. Jeg havde altid holdt mig i små mængder af mennesker, for der følte jeg mig mest tilpas.

På vej herover havde Tanja grint af mig for jeg sagde, at jeg aldrig havde set billeder af bandet før. Jeg kunne rigtig se det sjove i at jeg anede ikke hvordan de så ud. Jeg havde ingen Twitter, Instagram eller snapchat, så jeg har aldrig haft muligheden for at se dem nogen steder, da jeg heller ikke bruger min Facebook specielt meget. Jeg vidste faktisk ikke, hvorfor jeg var taget med, men det var for sent at bakke ud nu.
Jeg sukkede og gik ud af vognen. Jeg kiggede op mod den mørke himmel, og blev nærmest kastet bagover af synet. Der var stjerner overalt og det var intet mindre end et smukt syn. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg stod der og beundrede himlen, men jeg nød det.

"Det er smukt ikke?", sagde en fremmed stemme. Jeg vendte mig om og så en dreng på ca. min egen alder. Han havde lyst hår, som sad perfekt stylet til højre side og en piercing i læben. Den sorte T-shirt han havde på, med V udskæring, markerede hans muskler på den helt rigtige måde. Hans sorte skinny jeans havde huller i knæene og gav ham en interessant udstråling. Han så bestemt ikke helt skidt ud, det indrømmede jeg gerne.

"Ja det er det", sagde jeg smilende og kiggede igen op på himlen. Stilheden overtog os begge mens vi beundrede himlen. "Er du kommet for at se koncerten, eller for at kigge på stjerner ", rømmede han sig og grinte.

"Koncerten", svarede jeg, "hvad med dig?". Jeg vendte mig om mod ham og ventede på hans svar. "Man kan vel godt sige, at jeg skal til koncerten", grinte han og kiggede lidt usikkert ned i jorden.
Selvom det ikke rigtig gav mening det han sagde, var jeg lidt ligeglad. Han grinte sødt, og fik mig til ikke helt at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg nikkede og smilte bare.

"Hvad hedder du så?" spurgte han og gik op på siden af mig.
"Jeg hedder Angeline", svarede jeg og kiggede selv ned i jorden. Jeg havde aldrig rigtigt brudt mig om mit navn.
"Det er et smukt navn". Jeg kiggede overrasket på ham.
"Synes du?".
Han nikkede og puttede sine hænder i hans jeans. "Et unik navn til en unik pige".
Jeg kunne mærke varmen sprede sig i mine kinder og kiggede tilbage ned i jorden igen, for at undgå at han skulle se det.

"Nå jeg må hellere smutte tilbage til de andre, det var rart at møde dig Angel", sagde han og gav mig et smil inden han vendte sig om og gik. Jeg nikkede smilende til ham og begyndte selv at gå hen til køen. Tanja var sikkert syg af bekymring, fordi jeg havde været væk så lang tid.

Det var svært, at finde Tanja da køen havde rykket sig et godt stykke. En lille frygt for at jeg slet ikke fandt hende knugede sig i min mave.
"Angel herover".
Jeg vendte mig om og ledte i mængden af mennesker. Da jeg fik øje på et par svingede hænder i luften, slap jeg den luft jeg åbenbart havde holdt i mine lunger og løb over til hende. "Hvor blev du af? Så lang tid kan det da ikke tage at tisse, ikke engang jeg tager så lang tid", sagde hun.

"Undskyld, der var kø", løj jeg. Hvis hun vidste jeg havde snakket med en fyr ville det blive til et 3 timers langt forhør.
"Det er klart, koncerten begynder jo om lidt". Jeg nikkede bare og prøvede at få et overblik over hvor mange mennesker der var før os.
"Hey, ved indgangen, kan man deltage i en konkurrence om, at komme med på resten af drengenes tourné. Den SKAL vi melde os til, det bliver vi simpelthen nødt til". Hun hvinede og hoppede spændt.
"Du er godt klar over at chancen for at vi vinder er 1 ud af en million ik?". Hun virkede ligeglad.
"Det er lige meget, det er at de giver os chancen for at komme med der tæller ik", forklarede hun.

Jeg elskede Tanja og hendes positivitet, men jeg hadet at jeg vidste hvor skuffet hun ville blive når vi ikke vandt, for hun prøvede altid ikke at lade negativiteten styrer, men jeg så lige igennem hende. Jeg sukkede stille og ønskede inderligt at hun på et tidspunkt mødte en der kunne overbevise hende om at negative følelser var okay at have. Men indtil videre måtte jeg nøjes med at blive ved med at fortælle hende det, også selvom hun ikke hører efter.

Da det endelig blev vores tur til at komme ind, meldte vi os hurtigt til konkurrencen og fandt derefter vores pladser. Jeg var lidt utryg, da der var rigtig mange mennesker over det hele. Det hjalp lidt at vores pladser var adskilt fra de andre, for Tanja havde sørget for at vi fik rigtig gode pladser, som var lige foran scenen.

Jeg kiggede på klokken, den var 19.59, koncerten kunne begynde når som helst nu. Jeg undrede mig lidt over at de ikke havde opvarmningsband på, det havde de fleste når de var på turne. Jeg havde på fornemmelsen af at det her band var anderledes end de fleste.
Lige pludselig begyndte lyset at gå amok, og jeg lagde min opmærksomhed på scenen hvor en dreng kom ud igennem noget røg. Folk begyndte, at hvine og pifte, nogle piger lidt væk fra os begyndte endda at græde, forhåbentlig af glæde.

"Det er Ashton det der", råbte Tanja glad til mig. Jeg nikkede, og kom i tanke om at Tanja var helt vild med Ashton. Jeg vidste ikke om det var hans store overarme der gjorde det, men dem havde han i hvert fald et godt eksemplar af. Han rakte en hånd over hovedet og snoede en trommestik så hurtigt rundt, at jeg var bange for at den fløj ud af hånden på ham. Så han var altså trommeslageren, så fik jeg da det på plads.

Idet han fandt sig tilrette bag hans trommer, lyste der et spotlight op på en anden dreng, som var ude blandt publikum. Der blev hvinet mere og mere efterhånden som publikum opfattede hvad der skete og han bevægede sig ned ad mod scenen.
En tredje dreng kom fra den anden side af publikum. Igen blev der hvinet helt vildt, og jeg var lige ved at fortryde at jeg ikke tog imod de ørepropper, som vagterne havde delt ud ved indgangen.
Endnu et spotlight lyste op, og denne gang midt på scenen og en dreng kom op ad gulvet.
Jeg havde aldrig hørt så mange piger der skreg, hvinede eller græd så meget som i det øjeblik.
Jeg fortrød kraftigt i samme øjeblik, at jeg ikke tog imod de dumme ørepropper.
Fyren der var kommet op ad gulvet gik ud til de andre drenge, men man kunne ikke se hans ansigt på grund af alt røgen, han var omringet af.

Jeg kiggede skiftevis på drengene, for at skabe et overblik over hvem der spillede hvad, men da jeg kom til gulv-drengen gispede jeg.