Wherever You Are

22.

Angels synsvinkel:

Jeg vidste godt, at det ville blive svært da jeg sagde ja til at date Luke. Det var alligevel bare noget andet når man stod i det! Luke havde sit eget liv, sin egen store verden. For pokker da, fyren var berømt! Han havde haft travlt på det sidste. Vi havde næsten ikke set hinanden og når vi så endelig gjorde, var han så træt at han nærmest ikke kunne holde øjnene åbne.

Uanset hvor travlt han havde prøvede vi stadig, og det var det vigtigste!

"Det starter snart, kom nu din langsomme padde!", råbte Tanja efter mig.

"Jeg kommer nu, nogen skulle jo hente de popcorn som DU, ville have". Jeg bar en kæmpe skål fyldt med popcorn, 2 glas og en falske cola. Med frygten for at tabe det hele i tankerne, skyndte jeg mig ind til hende i stuen.

Hun lå på en af sofaerne, helt spredt ud. Dovne tøs! Jeg gav hende skålen, som hun glad tog i mod og begyndte at proppe i munden. Jeg satte mig til rette i en stol, med fødderne hængene over armlænet.

"Jeg fatter ikke hvordan du kan sidde sådan der. Det er altså for mærkeligt", sagde Tanja. Jeg skulle lige til at svare, da hun tyssede på mig. Showet skulle til at begynde.

Drengene var til et interview, som blev sendt live på tv. Tanja var som altid helt oppe og køre over det, og jeg måtte indrømme at jeg også var lidt nysgerrige. Det var ikke fordi at fjernsyn var det jeg så mest af, tvært imod.

Showet startede og værten begyndte at snakke med drengene om deres turne. Hun stillede dem også et par spørgsmål! Drengene var rigtig gode og svarede fint på spørgsmålene. Luke havde fortalt mig, at hvis der var nogle spørgsmål, som de ikke måtte eller kunne svare på. Havde de lært en måde, at dreje spørgsmålet om på, så de netop kunne svare på det, men til deres fordel.

Jeg forstod det stadig ikke helt! Godt det ikke var mig der skulle svare!
Luke var meget fraværende under interviewet. Han plejede ikke at være så stille. Jeg kunne ikke lade hver med at blive bekymret. Havde han det skidt? Var der sket noget?

Pludselig snakkede værten til ham, men han reagerede ikke.

"Hvad ser i?", spurgte Clary der kom ind i stuen.
"Drengenes interview", sagde Tanja med øjnene på skærmen. Clary satte sig straks ned, og så med.

Hmm?", sagde Luke og kiggede rundt på de andre. De sad alle sammen og stirrede på ham.

"Er du okay?", spurgte Michael. Luke nikkede, men det så ikke særlig overbevisende ud.

"Ja undskyld, jeg havde lige mine tanker på noget andet", sagde han, stadig fraværende.

"Jaså, vil du fortælle om disse tanker?", spurgte den kvindelige vært. Hun var godt nok nysgerrige.

Jeg lagde mærke til hvordan hele hans krop stivnede da det gik op for ham, hvad værten havde sagt. Han kiggede usikkert rundt på drengene.

"Det er virkelig ikke noget særligt", forsøgte han.
"Det er det tydeligvis, siden du ikke har været til stede de sidste 15 minutter", forklarede hun. "Så fortæl os Luke, hvad er det du tænker på?".

Han sagde ikke noget. Han sad bare frosset og så helt mundlam ud. Michael skulle lige til at sige noget, men værten kom ham i forkøbet. "Har det måske noget med hende her at gøre?".

Den kvindelige vært pegede hen mod storskærmen bad drengene, hvor en artiklen var poppet op.

Jeg gispede da jeg så overskriften! Hvorfor havde jeg ikke set det før! Jeg læste hurtigt artiklen igennem.

Tanja gispede også da det gik op for hende hvad den handlede om. Clary var overraskende stille.

"Jeg vil nu stille spørgsmålet alle går rundt med på tungen", sagde værten. "hvem er hun?".

Luke svarede ikke. Han sad bare og stirrede ind i kvindes øjne. Jeg sad selv helst frosset i stolen.

"Hun er intet specielt", svarede Luke kort. Værten var tydeligvis ikke tilfreds.

"Det er nogle meget intense billeder der blev taget. Flere så jer sammen, og..", mere nåede hun ikke at sige før han afbrød hende.

"Vi havde det hyggeligt sammen, en ting ændrede sig til en anden, mere er der ikke i det".

Jeg følte mig pludselig svimmel og fik utrolig meget kvalme.

"Hun betyder intet for mig", lød hans stemme igen.

Min krop stivnede og jeg kunne mærke hvordan tårnene pressede sig på. Jeg rejste mig hurtigt op og løb ned i den anden ende af bussen.

"Hvis du siger det", var det sidste jeg hørte, før jeg smækkede døren i og min gråd blev mere dominerede end de andre lyde omkring mig.

Af en eller anden grund, gjorde hans ord mere ondt end jeg havde troet. Jeg havde denne her mærkelige tunge følelse i min krop, og jeg kunne ikke lade hver med at græde. Hans ord var som et ekko i mit hoved.

Hun betyder intet for mig....intet... intet ..... INTET!

Jeg fik et chok da det bankede på døren. "Angel er du okay?", spurgte Tanja bekymret. Jeg svarede ikke. Jeg vidste at hvis jeg gjorde, ville min stemme bare knække over.

Jeg kravlede op i sofaen og tog en pude i mine arme. Jeg krammede den, mens mine tårer, stadig løb ned af kinderne. Jeg lukkede mine øjne og tog nogle dybe vejrtrækninger, indtil.....

********

"Din idiot, din dumme dumme idiot!!", råbte Tanja pludselig. Det gav et sæt i mig. Jeg gned mine øjne, som var helt våde af tårer. Hvordan havde det lykkes mig, at græde mig selv i søvn?

"Hvad tænkte du dog på!!", skreg hun igen. "Jeg er så mega ligeglad med at du er F*cking Luke Hemmings, du er den største idiot på planeten!!".

Var Luke der? Hvor lang tid havde jeg sovet?

"Jeg kunne... Jeg kunne slå dig, ja jeg kunne slå dig så hårdt at selv dine børn ville kunne mærke smerten, din dumme idiot", rungede Tanjas vrede stemme.

Jeg rejste mig op fra sofaen og åbnede forsigtigt døren. De snakkede stille nu, så jeg kunne ikke høre dem.

Jeg gik stille hen mod dem, mens jeg spekulerede på hvornår de ville opdage mig.

Jeg nåede helt hen til køkkenet før Michael så mig. Hans blik ændrede sig da hans øjne ramte mig. Det samme gjorde Calum, men Ashton var mere åbenlys.

"Gisp...!", lød det fra ham. Luke, som stod med ryggen til og havde derfor ikke set mig, vendte sig straks om da han så de andres udtryk. Hans kind var rød, og noget sagde mig, at Tanja havde haft fingrene i ham.

"Angel".

Først nu kiggede jeg op i hans smukke blå øjne. Jeg blev svag under hans blik. Hans varme øjne, hans stemme, hans ...... Vent! Hvorfor var det lige at jeg var gået herud?