Ida og Kida, 2 bedsteveninder skal pludselig flytte. De kan begge ret godt lide Marcus og Martinus, og elsker at stå og skråle med på deres sange. Møder de dem? Kommer der til at være forhold imellem dem? Kan Ida og Kida lide den samme?
Hvem ved?
L...
Marcus og jeg sidder sammen igen og sætter Twilight på. Da den er slut ser jeg hurtigt ud af ruden. Pludselig bliver alting sort. - Jeg vågner op i et rum fyldt med hvide ting. Vent er jeg på hospitalet? Det sidste jeg husker er at jeg kiggede ud af bilruden og så blev alt sort? Ids kommer ind og giver mig er stort kram. "Gudskelov at du er vågnet!" Siger hun, og strammer grebet om mig. "Ids jeg kan ikke få vejret," siger jeg og griner lidt. "Hvad skete der?" Spørger jeg så. "Altså, der kom en taxi fra siden af og kørte ind i os," svarer hun simpelt. "Men hvor er de andre? Og hvor lang tid har jeg ligget har?" Spørger jeg bekymret. De vel ikke kommet til skade vel?! Og hvis så ikke slemt?! "De sidder udenforan og venter, jeg kom ind fordi jeg ville tjekke dig, og nu er du så vågen. Og du har 'sovet' siden ulykken igår," svarer hun så. Jeg er stadigvæk lidt forvirret over, hvorfor det egentlig kun er mig, der ligger indlagt? Altså hellere mig end de andre, men hvorfor? "Hvorfor er jeg den eneste, der er indlagt?" Spørger jeg, hendes ansigtsudtryk ændrer sig hurtigt til bekymret. "Ehm.. altså bilen kørte ind i din side, så du blev hårdest ramt. Vi andre slap afsted med lidt skrammer. Men jeg henter lige de andre, de har været så bekymret og ikke mindst Marcus," siger hun og blinker med øjet. Hun går ud og kort efter kommer de alle ind. De stiller alle en masse spørgsmål, og mit hovede gør bare mere og mere ondt. "HOLD MUND!" Kommer jeg til at råbe. Jeg tager begge hænder op foran munden som refleks, det var jo ikke meningen! "Undskyld, men I stiller alle bare en masse spørgsmål i munden på hinanden, og jeg får bare den sygeste hovedepine og jeg havde det som om mit hovedet skulle til at eksplodere.." siger jeg. Jeg kigger ned, da jeg helst ikke vil havde øjenkontakt med nogle af dem lige nu. "Det okay, vi har bare været virkelig bekymret," siger min far og lægger en hånd på min skulder. Jeg giver et skævt smil som svar. "Hvis I venter udenforan igen, så tjekker vi lige det sidste, så I kan komme hjem," siger en læge, som står henne i døren.
Alt bliver tjekket, og jeg har fået en lille hjernerystelse og skal holde mig i ro de næste par uger, men så heller ikke mere heldigvis. Jeg kunne jo i værste fald være død. Jeg går ud til bilen og venter på de andre. Der går omkring et kvarter før de faktisk kommer ud. "Hvorfor var I så lang tid om det?" Spørger jeg, ingen svarer. "Hallo, hvorfor tog det så lang tid?" Spørger jeg igen lidt flabet måske. "Jeg snakkede bare lige med lægen, om hvordan du skal være de næste par uger," svarer min stedmor. "Være hvordan?" Spørger jeg, hvad mener hun? "Altså hvordan du skal opholde sig osv. så hjernerystelsen ikke bliver forværret," svarer min far den her gang. Vi sætter os ind i bilen, og jeg sidder bagerst med Ids, men hun sidder bare med sin mobil. Det ville jeg også gerne, men jeg må ikke lige nu på grund af hjernerystelsen jo. Turen hjem er ekstremt stille, ikke akavet stille, bare stille. Vi kører ind i indkørslen til vores hus og parkerer, drengene træder med det samme ud af bilen. De går direkte ind i deres hus, og døren bliver smækket efter dem. Hvad gik det der lige ud på? De sagde ikke engang farvel? Jeg ignorer det og går hen og låser døren op. Nu skal jeg bare op og sove, fordi Gud hvor er jeg træt. "Jeg tager en lur!" Råber jeg til de andre på vej ind af døren. Intet svar kommer, hvad er der med dem alle? - Jeg vågner nok 2-3 timer efter af, at hovededøren lukker nedenunder. Stemmerne bliver til flere, så jeg går lydløst ned, for at høre deres samtale. Altså ikke for at snage, men måske har det noget med deres opførsel tidligere at gøre? Jeg står for foden af trappen og lytter, de snakker virkelig lavt så jeg kan nærmest intet høre. Jeg prøver at rykke tættere på, men gulvet giver en knirkende lyd og alle kigger hen på mig, fuck. "Når skat er du oppe?" Spørger min far, "Ja, men hvorfor er Marcus og Martinus har? Og hvorfor har I ikke vækket mig?" Spørger jeg så. Han bliver pludselig nervøs, hvad er det der sker? "Du skal ikke bekymre dig, vi har bare en lille snak," svarer han som om det er det simpleste i verden. "Ida kom lige," siger jeg meget strengt. Hun svarer ikke, "Ida kom lige!" Siger jeg igen, hun svarer endnu engang ikke. "Ida kom nu her!" siger jeg igen. "Kida gå, vi vil ikke have dig her," svarer Ida. "Men Id-" når jeg at siger før jeg bliver afbrudt. "NU!" Råber hun. Vandet begynder at forme sig i mine øjne. "Marcus?!" Han kigger bare væk. "Martinus?.." han gør bare det samme. Jeg løber op på mit værelse i ren og skær gråd. Hvad sker der med dem? Hvad har jeg dog gjort? De har opført sig mærkeligt siden de kom ud til bilen. Jeg falder i søvn, med mine tårer trillende ned af kinderne, musik i ørerne og tankerne på non-stop.
Ida's synsvinkel Marcus og Martinus gik for lidt tid siden, og nu ligger jeg egentlig bare i min seng. Jeg ved godt jeg var hård overfor Kida tidligere, men det var den eneste måde at få hende væk på. Hun må ikke finde ud af noget.. ihverfald ikke endnu. Jeg håber bare ikke, at hun er for sur på mig nu. Vi skal i skole i morgen, eller jeg skal, Kida skal lige have nogle dage til at komme sig. Jeg falder stille i søvn, med alle mine bekymringer flyvende rundt i tankerne.
"Godmorgen skat, du skal op," siger min mor, og går ud igen. Men selvfølgelig lukker hun ikke døren, typisk forældre. Jeg finder hurtigt noget tøj, som er en gul sweater og nogle blå ripped jeans.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
(Ids' outfit^)
Jeg sætter mit hår op i en høj hestehale, og putter noget mascara på mine vipper. "Kom ned nu, hvis du skal have noget at spise!" Råber de nedenunder fra. Klokken er 07.37 og jeg skal mødes med drengene 07.50, så jeg snupper min taske og løber nedenunder. Jeg laver hurtigt min madpakke, og fylder drikkedunken op med vand. Jeg kigger på uret, og shit den er 07.48. Jeg griber en bolle og løber ud af døren og hen mod deres hus. "Hej!" Råber jeg, da jeg ser dem. Jeg løber hen til og giver dem begge et kram. "Hvordan har hun det?" Spørger Marcus. "Hun har det vel fint, hun sover nok stadig," svarer jeg og trækker på skuldrene.
Dagen går hurtigt og vi får fri fra skole. Vi snakker egentlig bare om dagen på vej hjem. "Vil I med ind?" Spørger jeg, da vi kommer til mit hus. "Desværre vi skal til fodbold i dag," siger Martinus med et skævt smil. "Men hvornår skal vi fortælle det til hende?" Spørger Marcus bekymret. "Jeg ved det ikke.. bare ikke lige nu, jeg vil ikke udsætte hende for det lige nu," svarer jeg. "Jeg er enig med Ida, lad os gi' det lidt tid, og se hvornår der kommer den bedste chance," siger Martinus. "Fortælle hvem, hvad?" Siger en stemme bag mig. Drengenes ansigtsudtrykke er ihvertfald meget nervøse. Jeg vender mig om, og fuck. Kida hørte det. "Øhm ikke noget!" Svarer drengene og Martinus tager fat i min hånd og trækker mig med ind i deres hus. "Hvad gør vi?!" Spørger Marcus, da vi er kommet ind. "Som sagt vi venter, vi må bare håbe hun ik tænker mere over det," svarer jeg, men jeg kender hende hun tænker ALT for meget over tingene. Der går omkring en halv time og så går jeg hjem, fordi drengene jo skal til fodbold. Jeg går op og banker på Kids' dør, fordi vi har ik rigtig snakket sammen siden ulykken. "Ida jeg ved det er dig, og du skal ikke komme ind," svarer hun. Hun kaldte mig Ida.. hun må nok være sur på mig så. "O-okay.." svarer jeg og går ind på mit værelse, jeg sætter bare musik på imens jeg skriver med Martinus.
Dagene går, og går. Det er blevet søndag, og jeg har ikke snakket med Kids hele ugen. Vores forældre siger også, at hun ikke har været ude for hendes dør. De har sat en tallerken mad der ind, men fået det meste af maden tilbage. Hun åbner døren, sætter tallerkenen, og lukker døren igen. Hun har ikke sagt et eneste ord til os. Hun har heller ikke skrevet med Marcus eller Martinus, så hun må vel være sur på os allesammen. Det er virkelig hårdt det her med, at holde det hemmeligt for hende, men det er for hendes eget bedste. Hvis hun vidste det, ved jeg ikke hvad der ville ske med hende. Og det tør jeg i bund og grund heller ikke at tænke på.
