Chloe Scott | ✓

14. Nøgler og sandheder

"Mor ville ikke have været stolt af dig lige nu." Skriger jeg, mens jeg trækker tæppet endnu højere op.

"Mor er her ikke!" Råber han mens han griber fat i den nærmeste vase. Han smadre den mod stuegulvet, hvor den splintrer i alt for mange stykker..

Det eneste jeg kan tænke på er, at det var mors vase... hendes ynglings.

Jeg skriger forskrækket, mens jeg lukker øjnene. Tårerne falder ned af mine kinder. Da jeg åbner øjnene er mit blik sløret. Jeg blinker et par gange for at få tårerne væk, men der bliver ved med at komme flere. Min vejrtrækningen bliver besværlig idet jeg skubber tæppet af mig.

Far går mod trappen og løber ovenpå. Jeg rejser mig forskrækket og løber efter ham. Da jeg kommer op af trappen, er min dør åben. Jeg trækker hulkende vejret, mens jeg går ind af døren.

Han gennemroder mit skab, mens han kaster tøjet på gulvet. Da han finder en låst kiste bagerst i skabet, tager han den ud.

"Hvor er nøglen?" Snerrer han.

"De-det rager ikke dig..." Siger jeg hulkende.

Han smider kisten i tøjbunken og træder endnu tættere på. Vi står nu meget tæt på hinanden.

"HVOR ER NØGLEN?" Råber han.

Et hulk undslipper min mund, inden jeg svarer.
"Du finder den aldrig.." Siger jeg lavt.

Hans øjne lyner af raseri nu. Han træder tættere på, mens jeg bakker bagud. Da jeg står op af væggen, ved jeg at der er ingen vej tilbage.

Jeg lukker øjnene, og mærker en hånd suse gennem rummet, inden den rammer min kind. Jeg knækker sammen i mine ben, mens jeg tager mig til min kind.

Da jeg åbner øjnene, er han allerede væk.

Stadig grædende tager jeg fat i min nærmeste hoodie som ligger på gulvet. Jeg trækker den over hovedet, og leder efter min kiste i tøjbunken.

Da jeg finder den, tager jeg den op. Jeg kører stille mine fingre hen over det hårde træ. Jeg knuger den ind til mig.

Jeg ved at far vil lede efter den igen, derfor må den i sikkerhed. Jeg ligger den aller øverst i mit skab bagved en kasse med gamle kassette bånd. Der kan den være midlertidigt. Han vil ikke lede efter den der...

Jeg finder et net og kaster et tilfældigt sæt tøj ned i det.

Jeg lunter nedenunder så stille som muligt, i håb om han ikke hører mig. Jeg træder ud i entréen og putter min telefon i lommen.

Efter jeg har trukket mine Converse på, lister jeg ud af hoveddøren. Jeg lukker den og vender mig om til vejen.

"Clo.."

Jeg fryser i min krop. Der er kun en person der kalder mig det...

Jeg vender mig om, hvor jeg ser Noah side foran hans egen hoveddør.

Har han hørt det hele? Det var ihvertfald højt nok til at hele nabolaget ville kunne høre det.

Han rejser sig op, og jeg vender mig om med haste skridt.

Ja, jeg har tilgivet ham siden sidst. Jeg har tænkt over det. Han fortæller det ikke betyder noget - det med Britanny. Så jeg må tilgive ham, jeg har trods alt savnet ham de sidste 8 timer.

Men bare fordi jeg har tilgivet ham, betyder det ikke jeg vil snakke med ham lige nu. Jeg har ikke behov for at forklare det der lige er sket, og slet ikke hvorfor.

Jeg hører Noah løbe efter mig, så jeg sætter farten op. Han griber fat i min arm, som resulterer i jeg må stoppe op.

Jeg vender mig om, stadig med han greb om min arm.
"Noah je-" Han afbryder mig.