Chloe Scott | ✓

4. Naboer og gråd

Jeg stopper hurtigt min snøften da jeg hører en dør gå op til toilettet. Jeg trækker mine ben op på wc'et, så man ikke kan se jeg er der. Så snart personen er ude, bryder jeg automatisk ud i gråd igen.

Det har været det pinligste ever. Alle havde kigget på mig og jeg var bare spurtet ud på toilettet. Det værste af det hele er nok bukserne... de er hvide og det er ik helt til at gemme, når de er hvide... Zara var løbet op til kontoret for at hører om vi måtte tage tidligere hjem. Men hun har fået et nej, da vi har en vigtig opgave for. Jeg var begyndt at tudbrøle så snart jeg fik det at vide. Og nu sidder jer her. På toilettet i skolen, mens dansk undervisningen er i fuld gang. Jeg har selfølgelig taget bind på, men det er jo lidt too late nu... sikke noget lort at sådan noget altid skal ske for mig!

Da klokken ringer til at vi har fri, hører jeg folk strømme ud på gangene. Da der er ro igen og jeg har ventet et kvarters tid, rejser jeg mig op. Jeg låser stille døren op og går ud på gangen. Der er næsten ingen. Der er kun en lille flok piger som snakker i en rundkreds, og jeg lister hurtigt den anden retning uden de ser mig. Jeg henter min taske og tager den over skulderen. Jeg binder min cowboy jakke rundt om livet, så man i det mindste kun kan se det forfra.

På vej ud fra skolen støder jeg ind i Noah. Jeg prøver at undgå hans blik, men så snart han ser mig løber han herhen.

"Er du okay? Jeg så det der skete i kantinen" siger han stille mens han kigger ned af mig og op på mit ansigt igen.

"Det er jeg vel" svare jeg kort.
Jeg kigger ind i hans havblå øjne. Jeg tror han kan se jeg har grædt for han rykker uroligt på sig.

"Det var ik så slemt, der var nok ik nogle der lagde mærke til det" siger han for at berolige mig. Problemet er bare at det ik beroligede mig. Tværtimod.

"Det var ik så slemt? Noah.. alle kiggede. Jeg ved at alle vil kunne huske det her. Jeg er hende den nye pige og jeg var endelig faldet godt til og så.. så sker det her!" Min stemme er skrøbelig og porøs.

"Det skal nok gå Chloe.. jeg får dem alle til at glemme det" siger han mens han trækker mig ind i et kram. Et kram jeg virkelig har brug for. Et varmt kram hvor jeg føler mig helt tryg i hans arme.

"Tusind tak Noah" siger jeg smilende. Han læner sig ind over mig og giver mig et blidt kys på panden. Derefter smiler han kærligt til mig og vender sig om og går.

Der står jeg tilbage.. igen.. uden at forstå en skid, fordi han er så dødhamrende forvirrende den unge! Jeg forstår ham ik. Han skal være den sygeste player og alligevel viser han mig hans gode side når vi er alene. Jeg tår ikke håbe på noget. Håbe på at han ikke er en player. Jeg ved det jo. Alle ved det jo. Noah Johnson er en player, og det vil han altid være.

Jeg trasker forvirret hjem fra skole. Da jeg drejer ind på vores vej møder jeg Noah ude foran vores hus.

"Hvad laver du her?" Spørger jeg.

"Jeg skulle høre om dine forældre var hjemme, mine forældre vil gerne snakke med dem." Siger han smilende.

"Det tror jeg, men hvorfor skal de snakke med min far? Ja, altså for min mor bor i London?" Spørger jeg stadig som et spørgsmålstegn.

"Åhh, sry det vidste jeg ik... men det var vist noget med vejfesten" svare han.

"Det er fint, Vent hvad øhh VEJFESTEN?" Spørger jeg efterfulgt af store øjne.

"Ja? Vi er jo naboer" siger han glad.

Noah Johnson er min nabo...?
_______________________________

Forfatterbesked :
Uhhha da da
Så fandt Chloe også ud af det.

Nyd dette kapitel på 700 ord.
Jeg vil skrive kapitel 5 imorgen.
Jeg ligger også nr. #2 i teenlife og nr. #27 i teenfiction så tusind tak <33

Jeg håber i vil vote bogen (Tryk på den lille stjerne nede i venstre hjørne (når i trykker på skærmen))

Det ville gøre mig utrolig glad :))
Hav en rigtig dejlig tirsdag <33

- random_teenager

Udgivet : 9/4 - 2019 kl. 07:01