I love you

Grædefærdig

De går begge to irriteret op på deres værelser, og her står jeg irriteret tilbage. For hvor vover han at hente mine brødre, når jeg ikke snakker med ham. Jeg hører en knirken ved hoveddøren, og gæt hvem der står der. Ja, Stefan står der. Jeg går med rasende skridt hen mod døren, og smækker den i hoved på ham. 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg vågner, og indser, at det er fredag. Jeg får endelig weekend, endda en meget tiltrængt weekend for mig. Jeg rækker min ene hånd ud af dynen, men det er virkelig koldt. Jeg tager hurtigt fat i min MacBook, og så tænder jeg den med det samme. Klokken er 6:17, og dvs. at jeg er meget tidligt oppe. Men jeg kunne altså ikke sove mere, og det har da slet ikke noget at gøre med Stefan. Jo, måske har det lidt, jeg kan nemlig stadig ikke forstå hændelsen i går. Han kan nemlig ikke bare køre mine brødre hjem, det går ikke. 

Jeg åbner facebook, og ser, at der popper en besked op. Stefan har skrevet. Men hvorfor er han også oppe så tidligt, måske kunne han heller ikke sove! Jeg vælger dog at ignorere beskeden. Jeg bevæger forsigtigt mit ene ben ud af min dyne, men hold da op hvor er det koldt. Jeg tager mig sammen, og tager nu mit sidste ben ud. Jeg rejser mig op, og beslutter mig for at gå nedenunder. Jeg overvejer stærkt at pjække i dag, men mit fravær skulle jo nødig blive højere. 

Jeg går ned nedenunder, og derefter træde jeg ind i stuen. Jeg sætter mig ned på sofaen, men der er noget som distraherer mig, en lyd. Det går hurtigt væk igen, så jeg vælger at tænde tv'et. Men lyden kommer igen, og den er endnu højere nu. Jeg vælger at ignorere det igen, men inden for et split sekund kommer den igen. Midt i mit chok rejser jeg mig op, og jeg løber hen til vinduet. Jeg kigger ud, men der er ingen. Det var da underligt! Jeg træder til siden og bøjer mit hoved, og det er der, jeg ser det. Stefan står udenfor huset!! OH SHIT! hvad skal jeg gøre. 

Stik i mod alle mine fornemmelser skynder jeg mig at åbne døren, og siger chokeret "er du klar over, hvor bange jeg blev? og hvorfor står du her? klokken er kun 6:30?". Stefan kigger uskyldigt på mig, og er ved at åbne munden. Men jeg afbryder ham, og hiver ham indenfor. Det er jo sindsygt koldt udenfor, og jeg gider ikke at fryse ihjel altså! "og vil du ikke være sød at tage de beskidte sko af inden du træder nærmere ind i huset, for jeg gider ikke at rydde op efter dig!" siger jeg flabet. "og jakken selvfølgelig" tilføjer jeg. 

Jeg bevæger mig ind i stuen, og sætter mig ned. Helt ligeglad bliver jeg ved med at se tv, men pludselig mærker jeg at sofaen sænker sig lidt. Jep, Stefan har sat sig ned, og hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare sidde og lade som ingenting, eller skal jeg rent faktisk snakke med ham. Men inden jeg når at tænke videre over det, er der en der bryder stilheden. "Jeg ved godt, det er uacceptabelt, at jeg bare møder op. Men jeg havde advaret dig på facebook, men jeg kan fornemme du ikke har set min besked". siger han. "Nej, jeg valgte at ignorere din besked. Så ja, jeg har ikke læst den." svarer jeg. I stedet for at kigge på tv'et, begynder jeg nu at kigge ned i gulvet. Jeg kan bare ikke kigge på ham, ikke hvis han skal komme med en eller anden erklæring. 

"Julie jeg er kommet for at sige en ting til dig, så du må vælge at lytte til det eller ej" siger han pludselig. "så sig det, så du kan tage hjem" svarer jeg. "Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre". siger han. Samtidig mærker jeg to finger under min hage, som løfter mit hoved op. Jeg kigger i det flotteste mørke øjne nogensinde. Men hurtigt vender jeg blikket et andet sted hen. "Julie kig på mig" siger Stefan. Jeg kigger ham lige i øjnene, og inden jeg ved af det, lægger hans læber på mine. Jeg kysser med i et øjeblik, men placerer hurtigt mine små hænder på hans bryst, og skubber ham væk. Jeg rejser mig hurtigt op, og går hen til hoveddøren. 

"Vil du være sød at gå, det her var en fejltagelse". fortæller jeg. Stefan rejser sig op langsomt, og bevæger sig tæt forbi mig. Han tager forsigtigt sin jakke og sko på, og han vender sig mod mig. "Kig på mig" siger han alvorligt. Jeg nikker rystende til ham, og krydser mine hænder foran brystet. "Julie jeg mener det". Jeg kigger modvilligt op, og det skulle jeg aldrig have gjort. "Jeg kender dig Julie, du kan ikke blive ved med at benægte det. Du savner mig forhelved! Nu fortæller jeg det en gang for alle, at det ikke var mig, der kyssede hende. Så må du selv finde ud af, hvad du ikke engang vil gøre". siger han. Jeg står helt forbavset tilbage, og jeg rører mig ikke ud af flækken. 

"farvel" siger han, og lukker døren. Jeg falder ned på gulvet, og begraver mit hoved i mine knæ. Jeg er helt grædefærdig, og jeg er ude i stand til at bevæge mig. Mon det nogensinde bliver bedre? 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi i læste dette kapitel, jeg er virkelig taknemmelig. Jeg håber i synes, det var godt. For jeg er virkelig tilfreds med dette kapitel, og jeg håber i nyder det i fulde drag. 

Men mon Julie får samlet sig? Vil hende og Stefan klare den? og findes der noget som kaldes lykke igen?

Find ud af det i næste kapitel! 

Vi ses!