I love you

Ærlighed

"Det var så lidt Julie, vi vil altid støtte jer to." svarede Jonas. Efter det gik jeg hjem, og ja nu ligger jeg faktisk i min seng. Jeg synes faktisk selv, det har været en af de bedre dage herhjemme. Og midt i den tanke falder jeg lige så stille i søvn, dog ikke bare i søvn nemlig i en dyb og beroligende søvn.

Jeg vågner, da der checker en besked ind på min telefon. Det var Lauritz der skrev, om jeg havde lyst til og tage med ned i studiet for og overraske Stefan. Som jeg faktisk har gjort før, men jeg takkede ja til og komme med. Fordi det kunne være god mulighed for mig, og se Stefan gøre de ting han elsker mest. Men først skal jeg lige have noget tøj på, og så skal jeg være der om 2 timer. Og som i nok ved så har piger en tendens til og være langsomme, så jeg tænker, jeg nok hellere må gøre mig klar nu. 

Jeg tog det her på: 

Jeg står lige nu nede i køkkenet, for og tage et æble. Da jeg ikke særlig sulten, nu tænker i sikkert Julie er det nok? Ja for nu er det nok for mig og spise, men jeg bliver jo sulten senere jo. 

Ved studiet 2 timer senere:

Jeg er lige kommet til studiet, det vil sige jeg faktisk er på vej til og træde ind ad døren. Og ja de er lige på den anden side af døren, men lige ud fra hvad jeg kan høre. Så tror jeg faktisk de er i gang med og øve lige nu, men det gør heller ikke noget. For så kan jeg da bare sidde i sofaen, og vente til de er færdige. Da de endelig er færdige, og er på vej ud af lydstudiet. Sidder jeg og venter spændt på, at døren endelig åbner. Så jeg kan overraske Stefan, og bringe glæde til resten af flokken. Den første som træder ud, er Lauritz. Han vinker lige hurtigt til mig, da han får øje på mig. Og som den allersidste kommer Stefan gående, han kigger op og vores øjne mødes. Jeg rejser mig hurtigt op, og går hen og krammer ham. "Hvad laver du dog her Julie?" "Det var en overraskelse, blev du glad?" "Ja selvfølgelig Julie men kunne høre på de andre de godt vidste, at vi var kommet sammen igen" "Ja det er rigtigt, de ved det godt. Men de havde altså selv opdaget det, og derfor kan jeg ikke gøre noget ved det." "Nej det ved jeg, havde bare lyst til og holde det lidt for os selv denne gang" "Det forstår jeg godt, men hvad vil du have jeg skal gøre ved det?" "Du kan ikke gøre noget Julie, jeg ville bare sikre mig. Det var det rigtige valg denne gang, inden de fik noget af vide." "Men hvem ved, Stefan er dette det rigtige valg?" "Det ved jeg ikke, men undskyld jeg er nød til og gå nu" "Du kan da ikke bare gå!" "Så se hvad jeg gør nu!" "STEFAN LAD NU VÆRE!" Det var det sidste, jeg fik sagt inden han gik. Og lige efter han var gået, sagde jeg farvel til de andre. Og ja så tog jeg hjem med en underlig fornemmelse i min mave, for hvorfor sker det her altid for mig. 

Om aftenen:

Jeg har nu set Netflix, lige siden jeg kom hjem. Dont judge me jeg er bare fuld af sorg, eller hvad man nu ellers kan kalde det. Men jeg tror, bare jeg skal give Stefan noget tid og tænke på. Da det altid tager lidt tid for ham, og fordøje sådan nogle ting som lige er sket. Dog er det nok også bedst for mig, da jeg måske faktisk ikke har truffet det rigtige valg! For har jeg taget ham tilbage for hurtigt, eller er vi bare ikke kommet os over det endnu? Ja det er faktisk svært og finde ud af, men nogle gange handler det bare om og tage sig tid. Og det er en af de ting, som jeg synes i skal tænke på. Hvis der nu er noget, som der går jer på. Ja så tag jer god tid, og ikke lad andre påvirke jer. Men lad os komme videre, for som i kan læse. Så forstår jeg faktisk ikke hvorfor, Stefan er sådan over for mig. Men måske ville han faktisk ikke, det her så meget som jeg måske troede. Og midt i den tanke falder jeg i søvn, og måske er dagen meget bedre i morgen:) 

-----------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du læste med i dette kapitel, det betyder altså en hel del. Og hey det er helt vildt, vi er allerede oppe på 6,3 k læsere. Jeg havde aldrig troet, der ville være så mange der ville læse. Hvad jeg skrev, fordi jeg måske ikke altid. Har synes mine kapitler, var lige gode. Men hey det skal ikke påvirke mig, for nu er jeg i gang igen. 

Mon Stefan og Julie havde taget det første skridt for hurtigt? Eller var dette bare noget som de vil glemme, og komme sig over? Ja vent og se til næste kapitel!

Vi ses!