Se Mig | Afsluttet

Kapitel 78

"Tak fordi du kom forbi. " Fortæller jeg ham og trækker ham ind i et halvhjertet kram, som jeg hurtigt afbryder for at åbne hoveddøren for ham. Et såret udtryk glider over hans ansigt, da han træder over dørtærsklen, men han kamuflerer det hurtigt i et høfligt smil.

"Selvfølgelig, vi ses snart. "

Siger han i et tonefald, der får det til at lyde som en spørgsmål, jeg ikke har tænkt mig at svare på. Den dårlige samvittighed kommer krybende, så snart jeg lukker døren efter ham og hører, hvordan han slæber sine fødder hen over gruset i vores indkørsel. Efter min fars pludselige opvågning afbrød hans forsøg på at invitere mig ud, har han ikke bragt det på banen igen. Men jeg ved, at han tænker på det. At han håber. Og jeg ved, at hans håb er falsk, fordi mine tanker tilhører en anden og formegentlig altid vil gøre det.

Min fars blik er stadig rettet stift mod fjernsynet, da jeg falder ned i sofaen ved siden af ham og smider mine fødder op på sofabordet. Han skruer en anelse ned for lyden og smider et tæppe over mine ben uden at se på mig.

"Du behøver ikke være så uhøflig overfor Adam, han prøver bare at hjælpe. "

Fortæller jeg ham en anelse irriteret, mens jeg forsøger at regne ud, hvilken episode af True Detective, han er kommet til. Der lyder et kort fnys fra ham, inden han svarer.

"Han prøver ikke at hjælpe, han prøver at komme i bukserne på dig, og har regnet ud, at hans billet dertil er at passe din forkrøblede far. " Han skæver kort over på mig, da han siger det, og virker tilfreds med at se min underkæbe falde.

"Okay, for det første er du ikke forkrøblet, og for det andet tager du fuldstændigt fejl. " Konstaterer jeg tvært.

"Er du sikker?"

Han vender atter blikket tilbage mod skærmen og lader mig sidde alene med mine protester, mens lyden af pistolskud og sirener fra fjernsynet fylder stilheden mellem os. På et tidspunkt løfter han fjernbetjeningen og slukket for tv'et med et suk. Hans blik fanger mit i afspejlningen fra den slukkede skærm.

"Du er trist. "
Konstaterer han ligeud og venter et øjeblik på mit svar. Da det ikke kommer, stiller han et nyt spørgsmål.

"Hvad skete der mellem jer?"

Hans toneleje fortæller mig, at vi ikke længere snakker om Adam. Link var den første person, min far spurgte efter, da han vågnede op af komaen, og han har spurgt efter ham stort set hver eneste dag siden. Jeg har ikke kunne fortælle ham noget. Ikke vidst hvad jeg skulle fortælle ham.

"Jeg har jo sagt til dig, at det er kompliceret. " Fortæller jeg ham undvigende.

"Fordi du bebrejder ham for min ulykke?" Lyder det stille fra min far. Jeg vender chokeret hovedet mod ham og spærrer øjnene op.

"Du sagde, at du ikke kunne huske noget?" Udbryder jeg overrasket. Han trækker langsomt på skuldrene, inden han gengælder mit blik med et skyldigt smil.

"Jeg løj. " Indrømmer han. "Jeg husker det hele. "

"Du husker det hele?" Gentager jeg langsomt, mens jeg prøver at få den nye information til at give mening. Jeg forstår ikke, hvorfor han har løjet overfor lægerne i flere uger, men på den anden side har jeg heller ikke fortalt en sjæl om, hvad der skete den aften.