Se Mig | Afsluttet

Kapitel 65

"Tilbage til det basale "
Olivias synsvinkel:
•••

Nogle gange er ord intet andet end en sammensætning af vokaler og konsonanter, der tilsammen giver en række lyde. Andre gange vælter de hele ens verden. I det øjeblik Link beder mig flytte ind med ham, er det det sidst nævnte, som er tilfældet. Jeg sidder med blussende kinder og smagen af sæd stadig frisk på min tunge, mens drengen der har forårsaget begge dele, afventer mit svar.

"Olivia? "
Siger han efter lidt tid og strejfer min kind med fingerspidserne. Han trækker sine bukser tilbage over hofterne og sætter sig op på madressen med et usikkert udtryk i øjnene. Jeg ved, at han venter på min reaktion, men jeg ved ikke, hvilken jeg skal give ham. For hvert sekund jeg ikke siger noget, vokser den pludselige afstand mellem os. Det er som om, at det intime øjeblik, vi netop har delt smuldrer og forsvinder ned mellem sprækkerne i gulvet.

"Link... " Er det eneste jeg formår at sige, men mit beklagende tonefald udtrykker alligevel det hele. Det er utroligt, at man kan sige så lidt og alligevel så meget på samme tid. At måden et navn udtales på kan være så afgørende.

"Det er fint, du behøver ikke sige mere. "

Mumler han og rejser sig fra gulvet for at rydde pizzabakkerne væk. Varmen er forsvundet fra hans øjne, som nu er rettet mod alt andet end mig. Jeg følger efter ham ud i køkkenet, mens jeg indvendigt bander over, at jeg ikke bare kunne sige ja til hans tilbud.

"Er du sur på mig? "
Spørger jeg ynkeligt og placerer mine hænder mod hans ryg for at få ham til at stoppe op. Det virker, og jeg kan mærke hans skuldre slappe af mod mine håndflader, da han vender sig om.

"Nej. " Svarer han kort og møder mit blik. Jeg havde halvt forventet, at hans øjne ville være afvisende, men de er bare triste. Farven omkring hans pupiller virker mere grå end blå - sådan som den altid gør, når hans øjne bliver blanke. Jeg har såret ham.

"Jeg troede bare, at du ville det her, ligeså meget som mig. "

Forklarer han hæst og presser sine hænder mod brystet for derefter at kaste dem ud til siden. Hans gestus får mig til at rynke panden. Jeg ved ikke, om han mener os som par eller os sammen i lejligheden.

"Det gør jeg. " Protesterer jeg og griber hans hænder, der stadig hænger frit i luften. Han ryster på hovedet og slipper dem.

"Tydeligvis ikke. "

Ordene får mig til at bide mig selv frustreret i kinden. Efter alt jeg har gjort for at bevise min kærlighed, burde han ikke kunne betvivle den så hurtigt. Min tålmodighed med hans usikkerhed er ved at slippe op.

"Er du seriøs? " Mit tonefald er hårdt nu, og han ser omgående fortrydende ud.

"Jeg mente det jo ikke sådan. "

"Jo, du gjorde. "
Afbryder jeg vredt og krydser armene over brystet, da han forsøger at række ud efter mig. Hans blik bliver panisk, så snart jeg afviser hans berøring.

"Jeg forstår det ikke. " Begynder jeg.

"Hvorfor har du så fucking svært ved at tro på, at du er elsket, når der er så mange mennesker, som konstant beviser, at du er det? "

Min frustration får spørgsmålet til at komme ud hårdere, end jeg mente det, og jeg fortryder øjeblikkeligt mine ord. Jeg ved jo udmærket godt, hvad der ligger bag hans evige mistillid. For blot et halvt år siden havde drengen aldrig oplevet andet, end at blive svigtet af de mennesker, som burde elske ham.