Se Mig | Afsluttet

Kapitel 68

"Dominoeffekten"
Olivias synsvinkel:
•••

Vi sætter først farten ned, da vi er kommet ud af havnens rige kvarter og har lagt de store bygninger bag os sammen med strømmen af mennesker. Gaderne er mindre nu og de store glasfacader er erstattet af små madvogne og hyggelige havnekøkkener, som ligger helt ud til vandet. Link sender mig et usikkert smil, da vi slentrer ned langs havnekantet hånd i hånd. Menneskerne her er anderledes, men selvom de ikke ser nær så velhavende ud som folkene på den anden side, smiler de alle til os i forbifarten. Her er ingen dømmende blikke, blot nysgerrige øjne.

Vi passerer en kvindelig gademusikant, som danser rundt på bare fødder med en violin presset mod halsen, mens hun spiller en gammel Vivaldi komposition.

"Hvordan kender du til det her sted? "  Spørger jeg Link, da han hilser nærmest familiært på hende og lægger en håndfuld mønter i hendes violinkasse. Hun sender et luftkys efter ham, som om det er en fast rutine for dem at mødes på den måde. 

"Jeg plejede at komme her en del, når jeg blev træt af folk fra byen. "

Svarer han med et skuldertræk, der indikerer at han ikke har tænkt sig at uddybe det mere. Vicki fortalte mig engang, at ingen rigtig var klar over, hvor den berygtede Link Carter spenderede sin fritid, men at de fleste gik ud fra, at han opholdt sig i de kriminelle løbebaner. Jeg kan ikke lade være med at overveje om det mon er her, han er forsvundet hen alt den tid. Måske indeholder hans fortid i virkeligeheden mere gademusik end den indeholder alkohol og vold.

Min tankestrøm ophører brat, da en sødlig duft af krydret mad rammer mine næsebor og får mine tænder til at løbe i vand. Vi er stoppet op ved et lille havnekøkken helt ud til molen, hvor en lille gruppe plastikborde er stillet op og dækket med rød og hvid ternede stofdue. En ældre mand med mørkglødet hud og et karakteristisk gråt overskæg står bøjet over en stor, dampende gryde, mens han giver ordre til en yngre dreng, der løber rundt mellem bordene.

"Har du plads til et par ekstra gæster? "

Råber Link afslappet og får manden til at se op fra hans madlavning. Han spærrer sine venlige, brune øjne op et øjeblik, mens et bredt smil spreder sig over hans rynkede ansigt.

"El presidente! " Udbryder han henrykt, da et glimt af genkendelse glider over hans ansigt. Han forlader hurtigt sin gryde og tørrer hænderne af i sit forklæde, inden kommer hen imod os med åbne arme. Jeg ser overrasket til, mens han slår armene omkring Link og klapper ham kærligt på ryggen.

"Du er jo helt våd, amigo! Hvad har du lavet denne her gang?"

Udbryder manden med en tydelig spansk accent, da de løsriver sig fra hinanden. Link ser blot på ham med et skævt smil, mens han vrider vand ud af sit jakkeærme.

"Det var bare et mindre uheld på den anden side af havnen. "

"Hvad lavede du også derovre? Der er ikke andet en blanquitos i det område. "

Svarer manden med et hovedryst. Selv med mit begrænsede spanske ordforråd ved jeg, at "blanquito", er et slangudtryk for en snoppet hvid person. Jeg kan ikke andet end at give ham ret.

"Jeg prøvede at komme ind på Rosseau. "

Sukker Link og stirrer et øjeblik pinligt berørt ned i jorden. Indrømmelsen får hans middelaldrende ven til at slå en dyb latter op.

"Hvorfor ville du dog gøre det? De franske tontos lukker dig ikke ind, medmindre du har røven fuld af dineros."

Link svarer ikke på hans spørgsmål, men kigger i stedet ned på mig med et undskyldende udtryk. Manden følger hans blik og lyser op i et stort smil, da han ser vores sammenflettede fingre.