Se Mig | Afsluttet

Kapitel 78

....

Dagene går forbløffende hurtigt efter min fars hjemkomst. Hans sygemelding fra arbejdet har tvunget min mor til at tage flere vagter på hospitalet for at kunne betale regningerne, og det efterlader mig tilbage til at våge over ham.

For et par måneder siden så jeg frem til at tilbringe sommeren med Link, og nu er højdepunktet på min dag den halve time, min far er så optaget af hans krimiserie, at jeg kan tage mig en lur uden dårlig samvittighed. Men arbejdsbyrden er ikke udelukkende en dårlig ting. Den holder mig beskæftiget. Afholder mig fra at tænke. Fra at længes.

Min fars fremskridt bliver tydeligere for hver dag, der går. De første dage hjælper jeg ham med at tage strømper på og spise sin morgenmad, og knap en uge senere ser jeg ham rejse sig fra kørestolen, da det ringer på døren. Jeg sidder ved køkkenbordet og holder nøje øje med ham, da han vakler ud i entreen på usikre ben og åbner hoveddøren. Så snart han ser, hvem det er, udstøder han et dybt suk og trasker tilbage til sin plads i sofaen.

"Jesus Kristus, er det nu dig igen? "
Mumler han tvært til Adam, der træder indenfor med et smil på læben og en førstehjælpskasse under armen.

"Beklager Hr. Vest, det er bare mig idag."
Joker han muntert, som om han ikke kunne høre den åbenlyse fjendtlighed i min fars stemme. Min far ruller blot uimponeret med øjnene, mens den unge sygeplejestuderende knæler foran ham og blokerer hans udsyn til fjernsynet.

"Hvordan har vi det idag?"

Spørger Adam, mens han tilser min fars skader og tjekker hans pupillers respons med en lille lommelygte. Min far nøjes med at grynte et usammenhængende svar og rykke hovedet, så han igen kan se tv-skærmen. Adam må give op efter få minutter.

"Beklager, han er lidt muggen idag. "

Fortæller jeg ham, da han kommer ud til mig i køkkenet. Jeg forsøger at smile undskyldende af min fars barnlige opførsel. Adam var en stor del af grunden til, at han fik lov til at blive udskrevet så tidligt. Han havde talt hans sag overfor lægerne og meldt sig frivilligt til at køre ud på regelmæssige hjemmebesøg hos os. Men intet af det ændrede tilsyneladende min fars syn på ham.

"Det er okay, jeg er godt klar over, at han ikke kan lide mig. " Svarer han og ser en anelse skuffet ud, da jeg ikke forsøger at modsige ham. Et øjeblik efter skifter han emne.

"Kan han stadig ikke huske nogen om ulykken"
Spørger han og skæver over til min far, som har skruet provokerende højt op for en krimi-serie med en hektisk biljagt. Jeg ryster langsomt på hovedet.

"Nej, han siger stadig, at hele dagen er forsvundet. " Fortæller jeg sandfærdigt.

Noget af det første lægerne gjorde, da min far vågnede af komaen var at sende ham til en MR-scanning. Scanning viste, at hans hjernefunktion var normal, men spurgt om ulykken svarede han, at han ikke kunne huske noget. Ifølge lægerne var hukommelsesbesvær en normal bivirkning af hans hovedskade, men noget ved det virkede alligevel forkert.

"Det kommer nok tilbage til ham før eller siden. "

Siger Adam, der har tolket min eftertænksomhed som bekymring. Jeg smiler kort til ham og viser ham ud i gangen i håb om, at han vil fange hentydningen og tage hjem igen. Et øjeblik står han blot og fumler med førstehjælps-kassen, som om han venter på at sige noget. Da han åbner munden, afbryder jeg ham, før ordene når at komme ud.