Se Mig | Afsluttet

Kapitel 76

  Et udtryk der plejede at være rettet mod mig.

Synet rammer mig hårdere, end jeg er forberedt på, og jeg lægger ikke mærke til, at jeg har mistet kontakten til min krop, før indkøbsposen glider ud af min hånd og lander på asfalten. En bil kører forbi og dytter i forbifarten af mine varer, der triller ud på kørebanen. Fra den anden side af vejen løfter Olivia hovedet og møder mit blik i et fragmenteret sekund, der synes at vare en evighed.

   Vi står sådan og ser på hinanden, mens en sky af mel stiger op omkring mig, og en strøm af æg og mælk løber ned af vejen og forsvinder i den nærmeste afløbsrist. Efter et øjeblik slår hun blikket ned igen, som om hun blot fik øje på en bekendt, hvis ansigt hun ikke helt kunne placere.

Jeg efterlader resterne af mine varer på vejen sammen med de sidste stykker af mit hjerte.

    ...

Dagene er alt for lange på denne tid af året, og da jeg om aftenen går langs havnepromenaden, er himlen kun lige begyndt at skifte farve. Jeg betragter koboltblå blive til violet og violet blive til en dyb orange, mens jeg slæber mine fødder hen over jorden og sparker til efterladte dåser.
På et tidspunkt passerer jeg Roussau, hvor jeg spytter hadefuldt ned i jorden, så de fornemt klædte gæster har endnu en del af mig at træde på. En uvelkommen tanke former sig i mit hoved og fortæller mig, at Adam sikkert ville kunne få Olivia ind på restauranten. Adam med hans perfekte frisure og sofistikerede aura. Jeg forestiller mig dem sidde sammen oppe på tagterrassen og skåle i champagne, mens de griner af deres tidligere fejltagelser.

Da jeg krydser grænsen til den fattige del af havnen føler jeg mig bedre tilpas. Min oprindelige intention med at komme her var at opsøge Hassan, men da jeg kommer til hans køkken, passerer jeg det uden at værdige de slidte plastikborde et enkelt blik.

I stedet stopper jeg op ved en snusket bar med barikkerede vinduer og en facade af flimrende blåt neonlys. Jeg har ikke rørt alkohol siden dagen for min fars begravelse, og da jeg skubber døren op og træder indenfor, ryster mine hænder en anelse. Luften er tæt af røg og varme åndedrag fra højlydte samtaler, da jeg masser mig igennem menneskemængden og slår mig ned på en ledig stol oppe ved baren.

Selvom solen ikke engang er gået ned endnu, er stedet fyldt til randen. Måske fordi folk fra denne del af havnen ikke har noget bedre at give sig til på en hverdagsaften inden mørkets frembrud. En bartender spørger om min ordre, og da jeg blot ryster på hovedet, fortæller han mig, at jeg skal bestille noget for at blive siddende. Jeg bestiller en isvand og holder det kølige glas mod min pande.

"Jeg tror, det er første gang, jeg har set nogen bestille en isvand herinde. "

Manden på barstolen til højre for mig klukker muntert og sætter hans egen fadøl ned på disken med et smæld. Jeg løfter blikket og ser en ældre mand smile til mig. Hans kæbe er dækket af et kraftigt gråt fuldskæg, og den rynkede hud på hans hals afslører et væld af farverige tatoveringer.

"Jeg drikker ikke. " Mumler jeg åndsfraværende og skubber min isvand fra mig.

"Er det derfor, du sidder alene på en bar en mandag aften?"

Hans svar får mig til at presse læberne sammen og sænke blikket. Da jeg ikke siger noget efter et stykke tid, vender hans sig om og kigger direkte på mig med sammenknebne øjne.

"Hvad hedder hun?"
Spørger han og hæver stemmen for at overdøve den skrattende jukeboxe i hjørnet. Jeg rynker panden og forsøger at tale over de bløde toner af Bob Dylan.