Se Mig | Afsluttet

Kapitel 76

"Enten får du solgt varene i dag, ellers kan du vinke farvel til din andel for denne måned. "

Erklærer han køligt, mens han presser posen ned i min håndflade og lukker mine fingre omkring den. Vores stående aftale er, at jeg får ti procent af udbyttet i slutningen af hver måned. Hvilket ikke er et specielt stort beløb, og da slet ikke et beløb jeg ville have brug for, hvis jeg bare kunne få mig selv til at bruge de penge, min mor havde efterladt til mig. Men det kunne jeg ikke. Måske fordi det føles som om, at de bør blive brugt på bedre ting end det liv, jeg lever akkurat nu.

"Okay okay mand, du behøver ikke gå helt mafiaboss på mig. "

Jeg ruller irriteret med øjnene, indtil det føles som om de rammer det bagerste af mit kranie. Så snart jeg har gemt pillerne væk i min bukselomme, skifter Micks påtagede hårde ansigtsudtryk tilbage til hans sædvanlige brede smil. Han klapper mig provokerende på hovedet, inden han omsider lader mig træde forbi ham.

"God dreng. "

    ....

Pillerne synes at veje tungt i min lomme, mens jeg går ned gennem supermarkedets kølige midtergang. På flere tidspunkter er det næsten som om, de tynger hele min krop ned og gør det svært for mig at løfte benene. Alligevel er der noget naturligt over følelsen. Som om den gør mig opmærksom på både tyngdekraften og min placering i universet på en og samme tid.

Det er aldrig et problem for mig at komme af med stofferne. Selv før jeg begyndte at sælge, var det ikke usædvanligt, at folk kom op til mig på barer eller i de små gader i havneområdet og diskret viste mig et par sammenkrøllede pengesedler. Det eneste der har ændret sig nu er, at jeg er begyndt at leve op til folks forventninger. Og måske er det sådan, det bør være. Måske er det ikke meningen, at man skal forsøge at undslippe det lod, man er blevet givet her i verden.

Jeg forlader butikken med en indkøbspose der er fyldt til randen med madvarer. I bunden ligger mel, sukker, æg og to liter mælk. Alt der behøves for at lave en portion pandekager.

På vej ned ad gaden føles det som om, at hvert skridt jeg tager, er et skridt i den rigtige retning. For en stund glemmer jeg næsten pillernes insisterende vægt i min lomme og fokuserer udelukkende på at bevæge mig fremad. For første gang i ugevis er det lykkes mig at gennemføre noget, og selvom det er noget så simpelt som en indkøbstur, føles det godt. Det er en følelse, som får mig til at rette ryggen en anelse mere og trække vejret dybere ned i lungerne.

Hvis ikke det havde været for min pludseligt løftede pande, ville jeg sikkert ikke have fået øje på hende - Olivia - siddende alene på en bænk midt mellem supermarkedet og den lokale iskiosk, hvor kommunen har planten en lille firkant græs og et syntetiskudseende blomsterbed. Ved første øjekast ser hun næsten trist ud, som hun sidder der med hænderne foldet slapt i skødet og et fjernt ansigtsudtryk.

Jeg når at træde et skridt ud på vejen i hendes retning, inden hendes ansigtsudtryk pludselig skifter til et bredt smil, der får mig til at stoppe brat op. Hendes blik er rettet mod en høj, brunhåret dreng, der kommer gående mod hende med en stor isvaffel i hver hånd. Det tager mig kun et øjeblik at genkende ham som drengen fra hospitalet. Adam.

Hans navn hviler bittert på min tunge, mens jeg står som forstenet og betragter dem sidde på bænken med knæene diskret drejet mod hinanden. Jeg er for langt væk til at kunne høre deres samtale, men på et tidspunkt siger han noget, der får Olivia til at betragte ham med et genert smil og et alt for velkendt udtryk i øjnene.