Jeg kastede mig ned på knæ ved siden af hende.
Som hun lå der, så det ud som om hun bare sov. Lige bortset fra den store røde plet midt på hendes overkrop, der, hvor skudet havde ramt hende.
"MOR?!" Råbte jeg. "Mor?" Jeg ruskede i hende men selvfølgelig vågnede hun ikke. Hun var død. Det vidste jeg godt.
Jeg lod tårerne få frit løb. Stoppede dem ikke.
Jeg måtte ikke miste den jeg elskede højst i verden. Ikke miste den eneste som altid stolede på mig. Og gav mig kærlighed.
Alting svømmede for mit blik.
Jeg kunne ud af øjenkrogen se at Kasper kom hen til mig, og satte sig ved min side. Jeg kastede mig i armene på ham, og jeg græd endnu mere.
(Fortsat fra Afsnit 1)
Det var hvad der skete.
Og som jeg sagde havde jeg ikke mere familie. Dvs. At jeg som 15 årig måtte klare mig selv.
Jeg vil aldrig mere elske, det fører bare til sorg hvis personen pludselig ikke er der mere. Ligesom mor. Og med denne verden vi lever i, hvor 'De' render rundt i gaderne og sårer lige dem de vil, er der en stor chance for at jeg vil miste flere.
YOU ARE READING
mit liv min krig
UngdomsfiksjonSofie er en helt normal teenager. Hun går i 8 klasse. Hun har et helt normalt liv, indtil der sker en uforventet drejning i hendes liv. Hun begynder at skære i sig selv, hun spiser næsten ikke noget og går næsten aldrig ud af huset. Læs hvordan hen...
