mit liv min krig

Afnit 1|Gråd

Jeg græd igen...

Jeg har grædt hver eneste dag siden det skete. Hver eneste dag. Hver eneste nat. Havde ikke været i skole siden. Havde ikke sovet. Hvis jeg prøvede enndte jeg altid med at vågne med et skrig, fordi jeg havde mareridt om det der skete.

Jeg begyndte at skære i mig selv. Kunne ikke stoppe. Ingen opdagede det alligevel, og jed har oplevet værre smerte. Og nu har jeg ar og sår overalt på mine arme.

Jeg har ilke været ude fra mit hus siden. Og har kun været inde på mit værelse. Da jeg også har en skole at passe er det selvfølgelig ikke så godt...

Min lærer har flere gange prøvet at kontakte mig for at spørge hvorfor jeg ikke kommer, men jeg har bare sagt "jeg er syg", eller ladet helt være med at tage telefonen.

Jeg har stort set ikke spist, og det er let at se mine ribben på min magre, udsultede krop.

Jeg hader denne verden, for jeg har mistet alt, endda lysyen til at leve...

Hvorfor skal det være så svært at leve? Hvorfor skal det hele være så uretfærdigt?

Forestil dig at den person højst i verden, den eneste som altid var der for dig, bare pludseligt forsvandt. Aldrig kom tilbage. Lod dig tilbage, fyldt med sorg.

Det var hvad der skete for mig.

Ladt alene tilbage i en verden jeg alligevel hader. Eller det gjorde jeg ikke før det skete. Engang kunne jeg faktisk lide at leve.

Hvad skete der? Ja... jeg må nok hellere starte fra begyndelsen...