Jeg skreg.
På jorden foran mig lå Niklas i en faretruende stor blodpøl omkring hovedet.
"Åh nej, nej, nej!!" Mumlede jeg med tårer i øjnene. Mine ord var temlig utydelige.
Jeg satte mig på knæ ved siden af ham.
"Niklas?" Jeg ruskede i ham. "NIKLAS SVAR MIG!" Nu græd jeg.
"Du må ikke..., du må ikke" græd jeg.
"DU SKAL ALTSÅ VÅGNE OP! Jeg kan ikke også miste dig." Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Og begyndte at hulke.
"Sofie?"
Jeg kiggede op. Han lever!!
"Niklas?!" Han svarede ikke. Han var virkelig bleg, og jeg kunne se at han blødte fra et hul i hovedet.
En af ulemperne ved at leve her hvor vi gør, under kontrol af 'Klyften' og hvor landet af styret af magt og rædsel, er at vi ingen hospitaler eller sygehuse har. Dog ved jeg at den gamle dame, det bor overfor, er god til at hjælpe syge.
"Jeg er nød til at flytte på dig" hviskede jeg. Han var ved at besvime, men jeg kunne se at han nikkede.
Jeg kunne mærke at jeg rystede over hele kroppen, og det tog lidt tid for mig at falde lidt mere til ro.
Tro det eller lad være, men jeg er faktisk ret stærk. Så derefter løftede jeg ham op i mine arme, han måtte dog stadig hjælpe til med sine ben, og selvom blodet stadig dryppede fra såret, fik jeg ham båret hen til min vej uden alt for meget besvær.
Jeg bankede på døren til huset overfor hvor den gamle dame boede.
YOU ARE READING
mit liv min krig
Teen FictionSofie er en helt normal teenager. Hun går i 8 klasse. Hun har et helt normalt liv, indtil der sker en uforventet drejning i hendes liv. Hun begynder at skære i sig selv, hun spiser næsten ikke noget og går næsten aldrig ud af huset. Læs hvordan hen...
