mit liv min krig

Afsnit 13|Dig og mig

Det var Tirsdag morgen og jeg skulle i skole for første gang i lang tid.

Denne gang var jeg tidligt på den og derfor kom jeg også tidligt hen på skolen.

"Sofie!" Hørte jeg nogen råbe.

Jeg vendte mig om og så Kasper komme hen til mig. Det var lang tid siden jeg havde set ham.

"Jeg har savnet dig! Er du kommet ovenpå igen efter...du ved...tabet?" Spurgte han.

"Lidt" svarede jeg bare og kiggede ned på gulvet.

"Ok. Lad os skifte emne... Hvad med Niklas? Har han været på besøg?"

'Dårligt emnevalg igen' tænkte jeg.

"Ikke rigtigt" løj jeg og tænkte på kysset, og Niklas der sikkert lå bevidstløs på sofaen hos den gamle dame.

"Nå ok....mmm...Har du lyst til at tage med hjem til mig efter skole? Måske kan jeg få dig i bedre humør."

Det havde jeg ikke rigtig lyst til. Jeg havde mest af alt lyst til at låse mig inde helt alene i et lille rum.

Men jeg ville ikke såre ham så jeg sagde ja.

Så ringede klokken.

"Nå, vi ses" sagde jeg og gik hen til mit klasseværelse.

Undervisningen sneglede sig afsted, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Niklas. 'Hvordan har han det mon?' 'Er han ok?' Og vigtigst af alt: 'Overlever han?'

Jeg ville ikke miste ham ligesom jeg mistede min mor...

Jeg kiggede hen på uret, det viste 15:00. Klokken ringede skolen var endelig forbi.

Jeg mødtes med Kasper ude foran skolen og vi fulgtes hjem til ham.
Det var så lang tid siden jeg havde været her. Alting var så perfekt placeret rundt omkring i huset, og lyset skinnede ind gennem de enorme vinduer.

Kasper tog min hånd og trak mig med op på sit værelse.

Også her var alting placeret perfekt.

"Hvor er dine forældre?" spurgte jeg, for at bryde tavsheden.

"De er ikke hjemme. De kommer først hjem på søndag." Svarede han og smilede til mig.

Han tog min hånd og kiggede mig i øjnene. "Så det er bare dig og mig." Sagde han.