Se Mig | Afsluttet

Kapitel 65

"Undskyld. "
Er hans eneste svar. Hans ansigt ser forpint ud, og hans hænder hænger slapt ned langs siden. Synet får mig til at lukke afstanden mellem os og omfavne ham som om, at jeg med mine spinkle arme kan klemme alt tristheden ud af ham. Nogle gange føles det som om, at jeg kan. Han begraver automatisk ansigtet i mit hår og tager en dyb indånding, der kilder mod min hud.

"Jeg tror bare, at jeg har svært ved at genkende det, når jeg ser det. "

Siger han med læberne mod min pande. Jeg nikker stille og håber, at han kan føle bevægelsen mod hans brystkasse.

"Det ved jeg. "

Et øjeblik efter trækker han sig væk, men kun lige akkurat nok til at kunne se mig i øjnene. Et blidt smil hviler om hans læber, som et hvidt flag på en slagmark.

"Du behøver ikke flytte ind med mig, hvis du ikke har lyst. "

Erklærer han og kaster et blik rundt i det smalle køkken. Komfuret ligner noget fra en gammel film og skabslågerne hænger løst fra hængslerne i væggen.

"Jeg mener, det er ikke ligefrem nogen luksussuite, jeg har købt mig. "

Hans smil bliver varmere, mens han kører en hånd bag min nakke og kærtegner min underlæbe med tommelfingeren.

"Du fortjener bedre. "
Tilføjer han og får mine knæ til at blive bløde under min vægt. Min brystkasse føles så varm, at jeg et øjeblik frygter, at mit hjerte vil brænde sig vej igennem min hud og kaste sig i hans arme. Jeg presser en hånd mod mine ribben i et forsøg på at holde det i ro.

"Det er ikke fordi, at jeg ikke vil bo med dig. " Svarer jeg med et hovedryst, som får ham til at se forvirret ud.

"Jeg kan bare ikke følge med. " Indrømmer jeg sandfærdigt, fordi det i virkeligheden er det mest ærlige svar, jeg kan komme på. Jeg har levet hele mit liv efter en fast konstrueret plan, men fra det øjeblik jeg flyttede til byen, er der absolut intet, der er gået efter den.

"Hvad mener du?"

"For nogle måneder siden var du bare min irriterende nabo, og nu vil du have mig til at flytte ind hos dig. "

Han kniber blot øjnene sammen og trækker på skuldrene som om, han ikke kan se problemet. Handlingen minder mig endnu engang om, hvor forskellige vi er fra hinanden.

"Jeg har bare brug for, at vi tager den lidt med ro, okay? "

"Med ro?"

"Ja, tilbage til de basale ting, som normale par gør. Jeg mener, vi har ikke engang været på en date endnu. "

Forklarer jeg og indser for sent, hvad det er, jeg netop har sagt. Hans ansigt lyser op i et bredt grin, da han hører den sidste del af sætningen.

"Hvorfor sagde du ikke bare, at du gerne vil på date med mig? "

Smiler han og lægger hovedet på skrå ved synet af mine rødmende kinder. Som altid får muligheden for at drille mig ham til at komme i bedre humør.

"Var det virkelig det eneste, du opfangede af alt det, jeg lige sagde? "

Sukker jeg opgivende som svar. Han overvejer mit spørgsmål et øjeblik og nikker så ivrigt.