Se Mig | Afsluttet

Kapitel 35

Da jeg er løbet tør for tårer, løfter jeg langsomt hovedet og spejder over mod hans hus, hvor noget fremmed fanger mit blik. En skikkelse ligger sammenkrøbet i en dynge af sne, som regnen endnu ikke har skyllet væk. På afstand ligner det mest af alt en bunke affald, men noget får mig alligevel til at rejse mig op og bevæge mig nærmere. Da jeg er et par meter væk, kan jeg pludselig se et hærget ansigt og et par blodige hænder. Link's far ligger bevidstløs på jorden i den nødesløse vinterkulde.
Et øjeblik tror jeg, at han er død. En del af mig, som jeg helt ikke vil enerkende, håber at han er det. Tanken om alt det han har udsat Link for giver mig lyst til at spytte på hans fordrukne krop og lade ham ligge i sneen. Men jeg gør det ikke. I stedet skubber jeg forsigtigt til ham med spidsen af min støvle.

"Link?"

Hans spørgsmål kommer ud som en hæs hvisken, der kun lige kan høres. Han fugter sine sprukne læber og misser anstrengt med øjenene op mod mig. Da genkendelsen glider over hans ansigt, ser han pludselig skuffet ud.

"Jeg troede, du var min søn." Mumler han lidt højere og skubber sig op at sidde med et dybt suk.

"Din søn er på vej i fængsel. " Svarer jeg koldt og sætter mig på hug foran ham. Jeg stirrer hadefuldt ind i hans blå øjne. De minder mig om Links, bortset fra at der ikke er noget smukt over dem. Eller noget liv.

"Det burde være mig. " Erklærer han sørgmodigt, mens han prøver at rejse sig fra jorden.

Hans ord overrasker mig, men jeg kunne ikke være mere enig i dem. Det burde i sandhed være ham der skulle spærres inde.

"Der kan man se. Jeg troede ellers ikke, at vi ville være enige i noget. " Svarer jeg sarkastisk og kniber øjnene sammen. Jeg er normalt ikke typen der ytrer min mening så direkte, men hadet til ham gør det svært at lade være.

"Jeg ved, hvad du må tænke om mig, men du bliver nødt til at forstå..."

Jeg holder en hånd op og afbryder ham, før han kan færdiggøre sin sætning.

"Hvis du regner med min forståelse, kan du godt glemme det. Og jeg tror ærligttalt ikke, at du kan forestille dig hvor lidt, jeg tænker om dig. "
Jeg spytter ordene ud, i håb om, at de vil gøre ondt på ham. Men han stirrer blot på mig med et opgivende udtryk i øjnene.

"Det er ikke med vilje... Han ligner sin mor så meget, hver gang jeg ser på ham... Kan jeg kun tænke på alt det, jeg har mistet. "

Hans stemme knækker over, da de sidste ord forlader hans læber. Hvis ikke han var så forfærdeligt et menneske, ville jeg måske have ondt af ham. Manden der mistede sit livs kærlighed og nu også har mistet sin eneste søn. Men han har ikke fortjent min medlidenhed, og jeg har ikke tænkt mig at give ham den.

"Det er ikke en undskyldning. Det gør ikke op for alt det, du har udsat ham for. " Vrisser jeg frustreret. Han falder tilbage på albuerne efter sit mislykkede forsøg på at rejse sig, og kigger igen op på mig.

"Jeg vil gerne forbedre mig. Jeg vil gøre hvad som helst for at få ham hjem. "

Jeg skal til at fortælle ham, at det er for sent, da hans ord pludselig sætter noget i gang i mig. Jeg gentager dem i mit hoved, mens en plan langsomt tager form. Siden Link blev anholdt har jeg gået og ventet på, at der ville ske et mirakel. Men måske er det her en af de gange, hvor man bliver nødt til at skabe miraklet selv. Links far taler ikke kun for sig selv, når han siger, at han vil gøre hvad som helst for at få Link tilbage. Forskellen er bare, at jeg rent faktisk kan gøre noget.